»Vi kan godt tage en opgave mere«, lyder det fra børnene. I små grupper arbejder bangladeshiske børn som reportere rundt omkring i hovedstaden i Bangladesh, Dhaka. Mange er eller har været børnearbejdere, og nu er de med i Ichchey Mediehus, hvor de med gadeteater og egen avis fortæller om børns rettigheder.

Børnene ved noget om børns vilkår i Bangladesh, og de vil gerne være med til at formidle børnearbejderes historier til danske skolebørn. Derfor er de med i projektet, hvor danske skoleklasser skal producere en internetavis ud fra bangladeshiske børns research.

De danske elever har i grupper fremstillet bestillingsskemaer, hvor der står, hvad de har brug for til avisen. Baggrundsviden, interview med børn, der arbejder som tjenestepiger eller stenhuggere, og fotos af deres hjem eller arbejdspladser. Opgaverne er formuleret som konkrete spørgsmål eller overordnede emner, som børnereporterne skal snakke med børnearbejdere ud fra. Der er masser af bestillinger, og børnene i Dhaka er ivrige efter at komme i gang. »Én mere«, siger den ene gruppe efter den anden, da opgaverne skal deles ud.

»Det er sjovt at lege journalist, og vi vil gerne fortælle børn i Danmark, hvordan børn i Bangladesh har det, og så lærer vi også selv noget om vores eget samfund«, siger Mamun, som sammen med Munir og Ibrahim har dannet gruppen Bondhutta, der betyder venskab.

»Vi har valgt navnet, fordi det er et venskabsprojekt mellem børn i Bangladesh og Danmark. Børnene i Danmark kommer til at kende til os, og hvis vi får chancen, vil vi også gerne sende spørgsmål til Danmark, så vi kan lære noget om danske børns hverdag og drømme«. Sådan kunne projektet gøres endnu bedre, mener de.

Følg en drengs arbejdsdag

De tre drenge er taget hen på et værksted for at snakke med Hanif på 16 år. Han bor sammen med sin mor og lillebror i Dhaka, og hans far er fisker og bor på landet. Morens arbejde i et telefonselskab giver ikke nok til at forsørge familien. Derfor arbejder Hanif.

Drengene sidder på chefens kontor, mens chefen selv sidder ved siden af og overværer interviewet. Mamun har selv tidligere arbejdet på værkstedet, og derfor ved de tre allerede meget om forholdene. Inden de begynder på jobbet, bliver de lovet 1.500 taka (cirka 150 kroner) om måneden, men når de begynder, får de kun 1.000. Arbejdet med vinkelslibere, svejsemaskiner og andet værktøj er farligt, og børnene har hverken handsker, beskyttelsesbriller eller sikkerhedssko.

»Arbejdsmiljøet er godt«, fortæller Hanif, men reportergruppen ved, at han ikke mener det.

»Han turde ikke svare ærligt, for chefen sad ved siden af og lyttede. Hanifs svar kom ikke indefra«, mener drengene, som lagde mærke til, at han kiggede på sin chef, hver gang han svarede på et spørgsmål.

Ud over et interview med Hanif vil de danske elever også gerne have fotos, der viser, hvordan hans arbejdsdag forløber, så reporterdrengene bliver på værkstedet sammen med Hanif i nogle timer.

Hanif smiler ikke meget. Heller ikke selvom kameraet bliver hevet frem. Han ser ikke ud til at lade sig distrahere af, at gruppen følger hver en bevægelse, når han roder i den ene bils motor, sætter en tank til naturgas fast i bagagerummet på den anden og kobler ledninger sammen bag instrumentbrættet i den tredje bil.

Der er nok at se til. Hanifs dag på værkstedet er lang og afbrydes ikke mange gange. På et tidspunkt går han sammen med en af de andre værkstedsdrenge hen til en smed for at få svejset et stativ, der skal holde en brændstoftank. Smeden har en skærm foran ansigtet for at beskytte sine øjne mod gløderne, mens de to drenge må knibe øjnene sammen og vende ansigtet den anden vej.

Så er stativet fikset, og de to drenge trasker tilbage til værkstedet med reportergruppen i hælene.

For Hanif er arbejdsdagen langtfra slut endnu, men Ibrahim, Munir og Mamun skal videre. Drengen, som var med Hanif hos smeden tidligere på dagen, følger med gruppen lidt væk fra værkstedet. »Vi får ikke så meget i løn, som vi bliver lovet, og det er en rigtig dårlig arbejdsplads«, siger han så. Han ville bare lige være sikker på, at reporterdrengene har fået det at vide, inden de går med deres noter.

De kender vilkårene

At vokse op i en fattig familie i Bangladesh betyder, at der er brug for børnenes arbejdskraft, for at familien kan forsørge sig. Og når alternativet er ikke at have et sted at sove eller at gå sulten i seng hver aften, er børns skolegang ikke altid det, der bliver prioriteret højest. Det ved Ibrahim, Mamun og Munir.

»Vi kender selvfølgelig ikke svarene på forhånd, når vi interviewer børnearbejdere om, hvad de synes om at arbejde, og hvorfor de ikke går i skole. Men vi har en formodning om, hvad de vil sige«.

Selvom de tre reportere har en anden hverdag end Hanif, så har de hver især erfaringer, som giver dem stor forståelse for hans situation. Drengene har også deres at slås med.

Mamun er ligesom Hanif nødt til at arbejde for at hjælpe med at forsørge familien og går derfor kun i skole én dag om ugen. Ibrahim går ikke i skole, men arbejder hele dagen i en cigaretkiosk. Da han var syv måneder gammel, havde han tyfus, og en voldsom feber er skyld i, at hans ben er lammede. Sammen med Munir er han organiseret i et center for handicappede. Munir blev kørt over af en lastbil, da han som treårig ville krydse vejen. Det kostede ham det ene ben, så han i dag bevæger sig rundt på krykker. Som den eneste af de tre drenge går han i skole hver formiddag på en særlig NGO-skole for fattige børn.

Hanif drømmer om at få en uddannelse, og den fremtidsdrøm ligger ikke langt fra reporterdrengenes. De tre drømmer om at få et job som ingeniør, forretningsmand og rådgiver i en organisation for børn, der har det svært. De vil også gerne giftes og have børn, hvis de får råd til det. »Det er nødvendigt at have penge, hvis man skal stifte familie. Vores børn skal ikke have den slags job, som de børn, vi interviewer, har«, slår drengene fast.

Danske 7.-10.-klasse-elever fra 12 forskellige skoler skal producere en netavis om børnearbejde i Bangladesh. De har bestilt interview, fotos og baggrundsmateriale hos en gruppe børn i Bangladesh, som tager ud i felten for at researche. Herudfra skriver eleverne internetavisen Megafonen, som udkommer den 16. december.

Det er Red Barnet, der står for projektet, der er finansieret af overskuddet fra Børnenes Ulandskalender 2004.

Megafonen udkommer på projektets hjemmeside www.redbarnet.dk/u-landskalender hvor der også er weblogs og undervisningsmateriale om børnearbejde i Bangladesh.