Anmeldelse

Fløjtebogen 3

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Et godt, grundigt og gennemarbejdet materiale, der er lige til at gå i gang med.

Det er så varieret, spændende og musikalsk, at man bare får lyst til at spille blokfløjte med eleverne, også selv om man ikke har arbejdet med bog 1 og 2 - hvilket nok vil være en fordel, da bog 3 udfordrer!

Bogen er beregnet til klasseundervisning i blokfløjte.

Der kommer nu to nye toner til repertoiret, nemlig e og d, og desuden er der to andenstemmer, hvor fis indgår (til blokfløjter med barokgreb). Til materialet hører en cd.

Der lægges op til chasespil, improvisation og brug af andenstemmer, sammenspil med andre instrumenter, spil, dans og bevægelse, alt sammen noget, man skal afprøve i musikundervisningen. Det er fornyende, at det er blokfløjter, der er det centrale omdrejningspunkt.

Der er opgaver til de 13 sange med facitliste bag i bogen og en grebtabel til de toner, der skal bruges.

Der er gode råd og information om improvisation og chasespil.

Bogen har en dejlig overskuelig opsætning. Hver sang er først noteret med melodistemme og akkorder (og sprælske tegninger til), derefter med melodistemmen og enten en andenstemme, akkordstemme eller pædagogiske anvisninger/idéer.

Sidst i bogen er der spilleanvisninger og akkorder til elbas, ukulele, guitar, klaver/keyboard og xylofon. Der er også forlæg til rytmelæsning af melodierne og allersidst, men ikke mindst, gode brugbare råd, idéer og pædagogiske overvejelser til læreren.

Et stort plus er også, at der ved hver melodis metodiske anvisning angives, hvordan den er indspillet på cd'en. Selve cd'en er velindspillet og -sunget.

Man kan lære sangene efter cd'en, og man kan også bruge playback-versionen til at spille efter.

Få så gang i de blokfløjter i skolen igen!