Hensigterne er gode. Skolen skal tage hensyn til hver enkelt elev, der selv skal reflektere over sin egen læring og selv tage ansvar. Engagerede lærere og elever, der arbejder godt sammen, giver bedre resultater både fagligt og socialt, lyder de officielle meldinger.

Men er det nu så uskyldigt? Projektarbejde, logbog og sociale kontrakter har også en bagside. Selvransagelse og bekendelse, disciplinering, forhør og sanktion løber sammen i en ugennemtrængelig sovs af venlighed, som risikerer at true både eleven og læreren. Det påstår et hold uddannelsesforskere i en ny bog: »Pædagogikken og kampen om individet«.

Fredhøj er farligst

Lærer Fredhøj er vellidt. Han har en fin humor, der får eleverne til at åbne sig. Han ser og hører alt. Skoleleder Biehl derimod er hård og kontant. Når man står ret foran inspektørens dør, ved alle, at man skal ind og straffes. Men flinke Fredhøj er den farligste. Han udstråler venlighed, så eleverne nærmest læner sig ind mod ham. Han er farlig, for hans kammeratlige, intime tone fanger. Og han er utydelig. Han straffer aldrig. Direkte. Han lader sagens oplysninger gå videre. Biehl derimod er åbenlyst hård. For ham kan man føle ren frygt. Mod Biehl kan man beskytte sig. For han er tydelig.

Fredhøj og Biehl er bipersoner i Peter Høegs roman »De måske egnede« fra 1993. Det år, hvor den gældende skolelov blev vedtaget. Med den lov fjernede politikerne »medansvar for løsningen af fælles opgaver« fra formålsparagraffen og tilføjede ordet »personlige«, så skolen nu ikke mere skal medvirke til elevens »alsidige udvikling«, men til elevens »alsidige, personlige udvikling«. En paragraf, som alle partier i Folketinget undtagen Det Konservative Folkeparti stemte for. Ni år efter kunne De Konservative og Dansk Folkeparti også stemme for.

Regnbuekoalitionen

Der har dannet sig en regnbuekoalition fra Venstre til venstrefløj fra neo-liberale til neo-marxister. I den ene ende ser de liberale det frie marked som forudsætning for, at det enkelte individ kan få mulighed for at skabe sig sit eget liv. Også i skolen. I den anden ende tager den såkaldt kritiske pædagogik afsæt i en materialistisk samfundsanalyse og en psykoanalytisk forståelse af det enkelte individs muligheder for at gøre sig fri og realisere sig selv.

Selv om begrundelserne er forskellige, har der udviklet sig en konsensus om at sætte fokus på individet på tværs af interesser, som ellers kan have svært ved at være i stue sammen.

Nu slår seks forskere alarm. Den tilsyneladende rigtige og uskyldige sammentænkning mellem det personligt, private og det fagligt professionelle kan være farlig, advarer de.

»Vi tvinges ind i en intimitet og nærhed i lærer-elev-forholdet. På den ene side kan det være svært at sige nej til, fordi man ikke kan sige nej til »god kemi« og en venlig, glad og ligefrem omgangstone. På den anden side er engagement og involvering fænomener, som kun er der, når de er der. Tvinges de frem, opstår der et som om-engagement og på længere sigt faren for kynisk kalkulation. Men fordi grænserne opløses mellem det offentlige og det personligt private, kan det udarte sig til et overgreb på både den lærendes og lærerens integritet«, siger bogens redaktør, John Krejsler, der er ph.d. og adjunkt ved Danmarks Pædagogiske Universitet. Han har en fortid som både seminarie- og folkeskolelærer, og han er bekymret for de ændringer af lærerens rolle, som sniger sig ind.

»Det skal være muligt at kunne distancere sig, når det opleves passende. Ellers risikerer vi at gøre vilkårene for faglig læring utrolig komplicerede, når den intime personlige kemi mellem lærer og elev ikke fungerer«.

Læreren er både kontrollant og vejleder. Hun er tilsyneladende ven. Men også dommer. Man forventer hele tiden personligt engagement i det hele. Fra både lærer og elev. Så er vi langt inde i både elevens og lærerens urørlighedszone, som alle i høj grad selv burde kunne regulere adgangen til, mener han.

»Det mere og mere intime forhold mellem elev og lærer og den moderne magtform, hvor man styrer og straffer sig selv, gør lærer Fredhøj-typen farlig både for eleverne og for sig selv«, siger John Krejsler.

»Man skal brænde hele tiden. Så brænder man også nemmere ud. Og man skal styre blidt. De gammeldags, synlige magtmidler erstattes af mere forførende strategier med diffuse og personificerede styringsformer. Læreren bliver en slags soft-police«.

I bogen får man næsten indtryk af, at I mener, at kæft, trit og retning var bedre. At skolens demokratiske bestræbelser bliver til manipuleret selvkontrol og påtvunget samarbejde?

»Den sorte skole var hverken værre eller bedre end det, vi har i dag. Dengang som nu var skolen tilpasset samfundet, og hvad man kunne have af forventninger til livet. Samfundet har forandret sig. Demokratisering, individualisering og personliggørelse er blevet nødvendige størrelser at mestre i et moderne samfund. Det må skolen naturligvis afspejle«.

Projektarbejdets risici

I dag skal alle kunne mestre projektarbejde, men arbejdsformen giver også problemer, understreger John Krejsler.

»Projektarbejdsformen rummer nogle centrale livskompetencer, som alle bliver nødt til at tilegne sig for at kunne lykkes. Derfor skal man igennem det, uanset om man vil det eller ej«.

Der er risici ved projektarbejde og logbog, sociale kontrakter siger I. Men er projektarbejde, hvor man skal blive enige med kammerater og læreren om både indhold og arbejdsform, ikke en styrke i et demokratisk samfund?

»Helt sikkert. Gennem livet skal vi gennemføre mange forskellige projektarbejder. Vi skal hele tiden omstille os og forholde os til, at det, vi har lært tidligere, måske ikke har gyldighed længere. Derfor er det utrolig vigtigt, hvis man kan overbevise den lærende om, at det, man skal lære, i bund og grund er noget, man selv har valgt. For så får man så at sige installeret en motivationsmaskine inde i kroppen. Og projektarbejdsformen er med sine krav til personlig involvering og begrundelse utvivlsomt en ganske effektiv teknologi til formning af personligheden. Hvis man gør det, tror jeg, at man er tunet meget ind til livslang læring.

Men der er for meget juhu omkring det. Og for lidt opmærksomhed på de magtproblemer, der ligger i arbejdsformen«.

Individualiseringsteknikkerne fungerer kun, hvis man involverer sig, understreger John Krejsler. Sådan er det også med logbogen. Og med de sociale kontrakter, hvor elever skriver under på, at de vil overholde bestemte regler, som de selv har været med til at formulere. Både læreren og eleven skal kunne holde distance og sige: Det her er bare et arbejde. Man kan ikke tvinge nogen til at skrive en dybt involveret logbog.

»Men hvis engagementet tændes, kan logbogen blive en meget spændende samtale med faglige, politiske og personlige dimensioner, der bliver bundet sammen. Jeg har set en psykoanalytisk orienteret lærer gennemføre et hamrende godt forløb. Hun gik ind med en dyb respekt for eleverne og var meget optaget af deres konflikter, gav dem et knus, når hun mødte dem på gaden, og var opmærksom på, hvem de var. Jeg er ikke i tvivl om, at hendes elever lærte meget gennem koblingen mellem det kreative, det personlige og det faglige. Men sådan en lærer kan også komme til at overskride nogle private grænser, uden at der er nogen kontrol med det«.

Der er en fare for, at det bliver en åndelig befamling?

»Ja, og manipulation, hvor eleven kan opleve sig hensat i et uigennemskueligt tvangsintimiseret rum, som han finder det utroligt svært at overskue og manøvrere i«.

Etisk diskussion ingen garanti

»Kærlighed, etik og omsorg er der, hvis det er der. Det er en vigtig pointe, for det er i stigende grad noget, man kræver af den professionelle. Du skal være engageret om den vision, vi har om dette sted«.

Fredhøj opfører sig uetisk. Men institutionen må vel opstille nogle etiske grænser for, hvor tæt læreren må gå ind på eleven?

»Det er svært for den enkelte skole at opstille effektive normer for. Man kan have etiske diskussioner, men det er ingen garanti, dem kan man også forholde sig strategisk til. Hvis en skole er præget af kliker og skjulte dagsordener, vil en holdning til etik blive afspejlet i en fredhøjsk måde at handle på«.

thansen@dlf.org

thejsen@dlf.org

Også på tv

Tirsdag den 21. september, klokken 19.45, viser dk4 programmet »Skolebænken Fra spanskrør til softpolice«. Det genudsendes lørdag den 25. septem-ber, klokken 18.30, og søndag den 26. september, klokken 09.45.

»Skolebænken« kan også ses på Folkeskolen.dk

Læs mere

På folkeskolen.dk kan du også læse:

En længere version af interviewet med John Krejsler. Blandt andet med et nej til en kanon, hans kritik af diskussionen om den autentiske lærer, hans bud på, hvordan brugen af skammekrog skal tolkes i dag, og en vurdering af skolers planer om at registrere for eksempel samarbejdsvilje og fleksibilitet.

Et kapitel fra bogen »Pædagogikken og kampen om individet« om projektarbejde, logbog og sociale kontrakter.

En artikel af Holger Henriksen.

En kommentar af Kathrine Lilleør.

Folkeskolens interview med Peter Høeg om »De måske egnede« fra 1994.

Vind bøger

På folkeskolen.dk kan du klikke på »Skolebænken« og deltage i en uhøjtidelig konkurrence om flotte bogpræmier ved at svare på to spørgsmål, der stilles i slutningen af tv-udsendelsen. »Skolebænken« med John Krejsler sendes tirsdag den 21. september kl. 19.45 på dk4.

Læreren er både kontrollant og vejleder. Hun er tilsyneladende ven. Men også dommer. Man forventer hele tiden personligt engagement i det heleMan skal brænde hele tiden. Så brænder man også nemmere ud. Og man skal styre blidt. De gammeldags, synlige magtmidler erstattes af mere forførende strategier med diffuse og personificerede styringsformer. Læreren bliver en slags softpolice