For et år siden citerede Folkeskolen skolepsykolog Ole Kyed for følgende: »Problemet er, at Danmark marginaliserer så mange og ikke formår at bryde den negative sociale eller den kulturelle arv altså de værdier, far og mor lægger vægt på«.

Udtalelsen faldt i forbindelse med Ole Kyeds vurdering af en sammenlignende undersøgelse. Han sagde desuden: »Og hvor de fleste landes resultater passer sammen (med alle de andre sammenlignende undersøgelser), så skiller Danmark og Tyskland sig ud ved, at de 16-25-årige klarer sig fint«.

Undersøgelsens resultat og OleKyeds (forsigtige) diagnose nåede aldrig massemedierne, blandt andet fordi vore egne foreninger har valgt at sidde henne ved affaldskurven og vente på, at OECD eller en anden aktør, uvidende om folkeskolens begreb om formål, kaster den næste rådne banan. Eller på at en såkaldt forsker går til et medie og promoverer sig selv ved at hævde, at de fine resultater skyldes ungdomsuddannelserne på trods af folkeskolen.

»Something is rotten in the state of Denmark«, men det er ikke som medierne plaprer løs på grund af folkeskolen. Det er derimod på grund af medieomtalen af diverse undersøgelser. Den har til dato spærret for en ærlig og redelig beskrivelse af, hvor vi i folkeskolen er forrygende gode på kort og især langt sigt. Og dermed en diagnose for, hvad vi skal blive bedre til. Uden en ordentlig diagnose aner ingen, hvad der skal til, for at vi kan nå egne og ikke andre landes mål. I stedet boltrer alverdens charlataner sig med forslag om at ombringe folkeskolen og opdele børneskolen efter geografien i Norge og Sverige. Eller ansætte akademikere, der hver dag vil gå grædende hjem fra pubertetsskolen, fordi kun et enkelt barn per klasse kan se den samme skønhed i hendes ene eller højst to elskede fag som hun selv.

Ole Kyeds diagnose lyder uden hans forsigtighed: Det er den kulturelle arv, den er gal med. Den kulturelle arv, der snyder alt for mange forældre til at kræve, at børnenes undervisning skal forme sig som familiernes ferier, hvor bussens guide fortæller, hvad alle kan se, forudsat de gider se ud ad vinduet.

Men et sådant udsagn er jo politisk højst ukorrekt. Desuden vil en marxistisk analyse forkaste begrebet kulturel arv som en grundlæggende kategori. Den arv har ikke rod i de kapitalistiske produktionsforhold.

For den sunde fornuft tilsat en smu-le viden om Danmark i 1950erne, 60erne og op i 70erne er begrebet den kulturelle arv imidlertid god nok. Dengang fik vi i Danmark generelt stort set gjort kål på den ægte sociale arv. Den arv, der handlede om børn, der blev syge af at leve og sove i rum, hvor fugten drev ned ad væggene, og dynen om vinteren frøs fast i væggen. Den arv, der handlede om børn, hvis familie dårligt nok kendte begrebet realeksamen og i al fald ikke havde mod på, at deres børn skulle rejse den lange vej til en skole, hvor man kunne tage en sådan. Det var i øvrigt også for dyrt at lade knægten for ikke at tale om tøsen spilde sine arbejdsevner der. Den arv, der handlede om, at den unge under ingen omstændigheder måtte stifte gæld for at gå på seminariet eller universitetet. En gæld, der ville tynge den unge livet igennem.

Denne økonomisk betingede sociale arv ses endnu i enkelttilfælde, når sygdom eller arbejdsløshed truer med at knække familien. Men generelt gælder det kampen mod den kulturelle arv. Her ses problemer først i Danmark, fordi vi netop var i front i kampen for at knække den ægte sociale arv. Den viden undertrykker magtens opinionsdannere imidlertid. De vil for alt i verden hindre, at debat og indsats for alvor kommer til at handle om værdier, om opdragelse, om dannelse, om kultur. Kort sagt om Ethos, der er livet i Polis.

Decentralt har vi derfor taget skeen i egen hånd.

Chresten Sloth Christensen er skoledirektør i Skagen