Klokken kvart over ti var spændingen udløst. Ingen af indkalderne til den ekstraordinære kongres havde sagt, at deres hensigt var, at formanden skulle gå af. Alligevel var der ikke meget dramatik tilbage i salen, da formanden erklærede, at hun vil trække sig til oktober.

Hendes begrundelse var todelt. For det første handler det om, at der skal forhandles arbejdstidsaftale i 2003. Hvis der kom en ny formand til den tid, skulle vedkommende bygge videre på nogle forhandlinger, som Anni Herfort var startet på. For det andet mener hun, at foreningen har brugt for meget energi på at slås med sig selv: 'Vi har i alt for lang tid brugt alt for mange kræfter på internt kævl og mudderkastning, og det tager den energi, der skal bruges til at sørge for, at vi ikke bliver sat uden for indflydelse. Situationen er blevet så grotesk, at jeg, formanden, har været nødt til at skrive til vores modpart, arbejdsgiverne, for at få dokumenteret, at jeg ikke lyver. Det er en uholdbar situation for foreningen. Jeg vil godt understrege, at min beslutning om at fratræde til kongressen til oktober ikke er begrundet i en erkendelse af at have gjort noget forkert. Det mener jeg ikke, jeg har', sagde Anni Herfort og sluttede med det håb, at hendes meddelelse ville sikre, at resten af dagen kom til at handle om, hvordan DLF kunne skabe de bedste resultater for medlemmerne.

Beslutningen holder

Resten af dagen var formanden synligt lettet. Og her et par dage efter skinner solen stadig. Byens klokker bimler hyggeligt uden for de åbne vinduer i det lyse formandskontor. Anni Herfort ser ud over Københavns tage - og skænker en kop kaffe.

'Ja, det er ikke, fordi jeg har fået mindre travlt. Men jeg er stadig glad for min beslutning', smiler hun.

Hun understreger, at det ikke er presset på hendes person, der har fået hende til at bebude sin afgang. Den besluttede hun allerede, da hun kunne se, at det blev en treårig overenskomst. Hvis der ikke var kommet en ekstraordinær kongres, ville hun stille og roligt have meddelt hovedstyrelsen, at hun ville gå af. Nu blev det mere dramatisk. Hun har fået mange e-mails og opringninger fra folk, som har spurgt, hvordan hun kunne holde det ud.

'Den sidste tid har ikke været sjov. Men jeg løber ikke pivende væk, jeg render ikke af pladsen. Jeg har brugt begrundelsen med det lave debatniveau, fordi jeg mener, at det er et problem for foreningen. Man kan sagtens være uenige og kritisere hinanden. Det synes jeg er fint. Men man kan godt gøre det på en måde, hvor man ikke graver store grøfter og alligevel får sagt det samme', lyder det ærgerligt. Hun rejser sig, går en runde, drikker lidt kaffe. Og er så afslappet igen.

Debatten på den ekstraordinære kongres blev relativt god og fremadrettet, synes hun. For 93-gruppen blev det gjort klart, at hele foreningen tager deres problemer alvorligt. Og med hensyn til arbejdstidsaftalen konstaterer Anni Herfort med et lille smil, at debatten jo blev relativt fredelig.

Fantastisk orienterede om os selv

'Jeg har mange gange overvejet, hvor længe en formand skal blive siddende. Man bliver grebet, fascineret, det er et meget spændende job. Men det er også vigtigt, at andre kan komme til. Så jeg havde besluttet, at jeg under alle omstændigheder kun ville sidde denne formandsperiode ud', siger Anni Herfort.

Hun håber, at hendes bebudede afgang kan få DLF til at samle kræfterne og komme ud og være med til at præge udviklingen i folkeskolen.

'Vi er fantastisk orienterede om os selv. For eksempel tror jeg ikke, at ret mange af medlemmerne er klar over, at min plads i forhandlingsudvalget til KTO-forhandlingerne (Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte) er Lærernes Centralorganisations plads. Her er der faktisk 11 organisationer. DLF er ganske vist den største. Men hvor ofte tænker vi på, at ligesom vi er optaget af, at vores medlemmer kan se sig selv i de resultater, vi kommer hjem med - lige så interesseret er andre i, at deres medlemmer føler sig set. Vi er en del af et fællesskab. Vi lukker os efter min mening for meget om os selv', siger formanden.

Styrketræning til det pædagogiske ben

'Danmarks Lærerforening og lærerne er ved at blive opfattet som nogle, der ikke vil noget - kun kritisere. Det pædagogiske ben trænger til lidt styrketræning. Vi skal blive meget bedre til at sige, hvad vi vil - selvfølgelig på nogle ordentlige vilkår, vi er jo en fagforening. Vi skal blande os i den pædagogiske debat, selv om det er vanskeligt at se mulighederne for bare besparelser i øjeblikket', siger hun.

'Det er en voldsom balancegang. Skal vi være med til at præge forløbet og risikere at få lidt griseri på fingrene. Hvis man vil opnå indflydelse, må man gå ind og tage et medansvar, men det betyder selvfølgelig ikke, at man ikke skal sætte hælene i over for en udvikling, som man synes er forkert. Det kræver analyser af, hvilke muligheder der er. Og hvad vi selv synes. Der sker jo hele tiden noget i verden omkring os. Så det, vi mente for ti år siden, er ikke nødvendigvis gyldigt i dag'.

Som et eksempel nævner hun fleksibel holddannelse i folkeskolen.

'Det kan godt være, at der kunne være nogle pædagogiske muligheder - som også kunne være en fordel for eleverne og lærerne - i den tanke. Hvis det vel at mærke ikke handler om besparelser, sortering af eleverne eller udnyttelse af lærerne', siger Anni Herfort.

Men for at kunne finde ud af, hvad lærerne lige præcis kan mene, er det nødvendigt at starte nogle interne debatter.

'Vi skal have tid til at diskutere så længe internt, at vi kan finde ud af, hvad vi mener. Det skal ikke være sådan, at man lige når en enkelt runde, så melder alle ud i offentligheden om, hvem der nu har jord i hovedet', mener Anni Herfort, der vil bruge resten af sin tid som formand på at forbedre kvaliteten i folkeskolen.

'Nu er det jo ikke farvel. Jeg har tænkt mig at arbejde for fuld kraft indtil oktober. Der er nok at tage fat på'.