Metoden virker hver gang. Mobningen stoppes. Men der skal så i resten af skoletiden følges op, læreren skal hele tiden have et øje på klassens trivsel, men det har lærerne jo alligevel, mener Helle Høiby.

Metoden til at stoppe mobning er udviklet af Helle Høiby, der er uddannet lærer, klubpædagog og cand.pæd.psych. I 20 år har hun arbejdet med mobning og trivsel i skoler i Albertslund Kommune, og nu har hun udgivet sine erfaringer i bogform. I denne uge udkommer bogen 'Ikke mere mobning - værktøjer for lærere og pædagoger' på Kroghs Forlag.

Bogen er nærmest en opskriftbog - sådan gør man. Skridt for skridt er hendes metode beskrevet. Det tager en uge at gennemføre, og så skal arbejdet følges op.

'Det er spændende at komme ind i en kaos-klasse, hvor børnene har det dårligt, og så se forandringen allerede efter kort tid', fortæller Helle Høiby.

'Min erfaring er, at denne metode virker hver gang. Men det tager en koncentreret uges arbejde i et tæt samarbejde med klassens lærere, ligesom skolens ledelse skal støtte arbejdet, og forældrene skal være orienteret. Og hvis lærerne tror, at de derefter kan slappe af, så dur det ikke. Der skal følges op på sådan et arbejde. Det tager måske tyve minutter hver uge med et skemalagt klassemøde at følge op på klassens trivsel - resten af skoletiden'.

Samtaler med alle børn

Metoden til at stoppe mobning omfatter samtaler med samtlige børn i klassen - enkeltvis. Derefter analyseres samtalerne, og læreren har en kort samtale først med mobbeofret, derefter med mobberen og senere med eventuelle medløbere. Samme dag er der klassemøde om problemet og bagefter gruppearbejde om 'hvad er en god kammerat'.

Om aftenen holder man møder med de implicerede forældre. Næste dag holder man et kort klassemøde på 20-30 minutter med fokus på de positive ændringer.

'Mange taler kun med mobbeofret og med mobberen, når de forsøger at løse problemet. Men det er ikke nok. Man skal have fat i alle - også medløberne og det tavse flertal', siger Helle Høiby.

'Det giver noget helt andet at høre alle børnene fortælle om problemet. Det giver oplysninger, man ikke får ellers, og dermed måske nye vinkler på mobningen og løsningen af problemet. Mobbeofret tør måske ikke fortælle alt det, der er sket, men det gør det tavse flertal, for de har også haft det dårligt med dét, der skete. Det er hele klassens problem'.

Hun mener, at klassens trivsel er de voksnes ansvar. Det er lærerne, der klart skal melde ud, at her finder vi os ikke i mobning. Det er simpelthen ikke noget, der tolereres, for her behandler vi hinanden ordentligt. Og så skal man huske, at trivsel og faglighed hænger sammen. Man kan kun lære noget, hvis man har det godt.

'Den negative opførsel skal stoppes. Vi skal også hjælpe mobberen, for ingen børn skal have den rolle at være så destruktiv. Her kan vi virkelig gøre en forskel som lærere, og det gør mange jo allerede. Men når jeg har valgt at skrive en bog med den metode, jeg bruger imod mobning, så er det, fordi jeg tror, at den kan hjælpe andre', siger Helle Høiby.

'Metoden er ved samtale med hvert enkelt barn at få et samlet billede af børnenes trivsel, så man kommer til at kende ikke bare eleven, men også mennesket. Hver samtale giver en brik til det puslespil, det er at finde ud af, hvordan børnene trives sammen. Via det samlede billede kan man tage de problemer op, som findes i klassen'.

Børnene beder som regel Helle Høiby om, at hun ikke genfortæller dét, de har sagt til hende. Det lover hun, men hun beder samtidig om lov til at måtte bruge antallet, der har fortalt det samme. Sådan at hun i klassen kan sige, at det måske er 15 fra klassen, der har oplevet det samme.

Tilladt at sladre

I perioden, hvor mobningen skal stoppes, er det tilladt børnene at sladre. I det hele taget får de at vide, at det er i orden at sladre, hvis de udsættes for noget, de ikke selv kan klare.

'Det er de voksne, der bestemmer og tager ansvaret for trivslen i klassen, indtil børnene er kompetente til at kunne selv. Jeg har flere gange oplevet 9.-klasse-elever sige, at de ville ønske, lærerne ville blande sig, når det handler om trivslen blandt eleverne', siger Helle Høiby.

Derfor er det også lærerne, der sammensætter grupper og bestemmer, hvor de enkelte elever skal sidde, når der holdes klassemøde i rundkreds. Så mødet kan foregå uden for meget uro.

'Selvfølgelig vil børnene brokke sig, og måske vil forældrene også have indvendinger over noget undervejs. Derfor er det vigtigt, at lærerne er enige og står sammen i arbejdet imod mobning'.

Ros eleverne

Klassemøderne skal styres, og de skal frem for alt være korte og helst ligge tidligt på dagen. Ellers mister børnene koncentrationen. Helle Høiby anbefaler, at klassemøderne på de yngste klassetrin sluttes med en fællesleg.

Det er vigtigt at rose eleverne, når de opfører sig godt over for hinanden. 'Men det skal være, når der er noget at rose for. Børn fanger lynhurtigt, hvis man er falsk'.

Helle Høiby mener - ligesom Dan Olweus - at mobberne som regel er børn, der har fået for få rammer og for lidt omsorg. 'Man kan se, at der er bestemte ting, som virker over for disse børn. For eksempel er det godt for dem at gå til holdsport, hvor de lærer nogle enkle og faste regler, de skal overholde'.

Myter og virkelighed

Myte: 'Mobberen er i virkeligheden ængstelig og usikker'.

Virkelighed: Mobberne er elever, der er fysisk stærke og aggressive over for børn og voksne. De har en mere positiv holdning til vold end gennemsnittet, og de har ingen eller kun lidt indlevelsesevne over for ofrene, viser de undersøgelser, som forsker i mobning Dan Olweus har udført. Undersøgelserne viser også, at mobberne har fire gange så stor risiko som andre unge for at ende i ungdomskriminalitet.

Myte: 'Mobbeofret er tyk, rødhåret og har briller'.

Virkelighed: Mobbeofrene ser ud som andre. Deres udseende er ikke årsag til mobning, men ofrene har fået et lavt selvværd af mobningen.

Myte: 'Mobning er en konflikt, som børnene selv skal lære at løse'.

Virkelighed: Mobning er ikke en konflikt, men et overgreb. Derfor er det de voksne, der har hovedansvaret for, at mobning stopper.

Myte: 'Det bliver bare værre, hvis man blander sig'.

Virkelighed: Det bliver værre, hvis man blander sig halvhjertet uden at gøre noget ved problemet. Men ofrene kommer oftest kun ud af mobningen, hvis voksne griber ind.

Myte: 'Hun er nok selv ude om det'.

Virkelighed: Mobbeofrene føler sig ensomme og udenfor. De er oftest stille og har et lavt selvværd, der kun forværres af, at de hele tiden får at vide, at de er grimme og dumme.

Uddrag fra Helle Høibys bog 'Ikke mere mobning'. Hun bygger på den norske forsker Dan Olweus' undersøgelser.