Et af de store punkter på den ekstraordinære kongres var spørgsmålet om pensionskompensation til den gruppe lærere, der gik over til at blive ansat på overenskomst i 1993. Alle, formand, hovedstyrelse og kongresdelegerede, kappedes på talerstolen om at forsikre hinanden og tilhørerne om, hvor stort og vigtigt problemet er. Det har fået tilnavnet 'foreningens kollektive dårlige samvittighed'. Men efterhånden begyndte kritiske røster dog også at spørge om, præcis hvor mange af de kommende overenskomstkroner der skal øremærkes til at give pensionsopsparing til gruppen. Der findes ingen opgørelser over, hvor mange penge der vil være tale om. Alt efter hvem der taler, er der også forskellige problemer på dagsordenen. Men superkort handler det om, hvordan en gruppe lærere, som ikke var ansat som almindelige tjenestemænd, fik behandlet deres tilsagn om pension, da lærerne overgik til kommunerne i 1993. Der er problemer med forskellige omregninger. Det drejer sig også om, at pensionsprocenten i de første år var lavere end i dag - derfor har gruppen udsigt til en lavere pension end pensionen til både nye overenskomstansatte og tjenestemændene. At løse bare en del af disse problemer bliver dyrt, er alle enige om. Lone Sinnbeck (Odense Lærerforening) og Anders Bondo Christensen (hovedstyrelsen) og en række andre talere plæderede for, hvor vigtigt det er at hjælpe gruppen:

'Vi har at gøre med medlemmer, hvis pension til sin tid bliver under 30 procent af deres indkomst. Det mener jeg er en katastrofe. Det må ikke gå op i politisk slagsmål. Det er nogle medlemmers pensionisttilværelse, der står på spil. Vi skulle på en helt anden måde have sat fokus på problemstillingen', sagde Anders Bondo.

Lone Sinnbeck: 'Vi vedtog på kongressen i efteråret, at gruppen skal bringes op på niveau med de senere ansatte overenskomstlærere, det vil sige omkring 120.000 kroner i nutidspenge - uden at vi lagde os fast på, at det skulle gøres på en bestemt måde', sagde Odense-formanden, som var dybt utilfreds med, at der ikke er kommet mere igennem ved overenskomstforhandlingerne. Og rækken af talere var enige.

Til sidst blev løfterne dog for meget for blandt andre Jørgen Stampe, hovedstyrelsen:

'Jeg vil gerne spørge Anders Bondo: Sagde du, at vi skal rette op på pensionen for alle helt op til tjenestemændenes pensionsniveau - koste hvad det koste vil. Skal vi bruge alle midlerne til de specielle forhandlinger på det, eller får vi nu skruet nogle forventninger op, som vi aldrig kan indfri', lød det fra en vred Stampe. Stig Andersen, næstformand i DLF, understregede, at problemet ikke var blevet nedprioriteret hverken i hovedstyrelsen eller i forhandlingerne om overenskomsten. Men også han efterlyste grænser:

'Når vi skal ind i at løse problemet i fremtiden, så har vi en forbandet pligt til at gå meget direkte ind i nogle prioriteringsdiskussioner - for jo højere vi prioriterer dette, desto lavere kommer vi til at prioritere noget andet - også noget, vi gerne vil have. Men det er vigtigt, at vi fra denne kongres klart signalerer til medlemmerne, at vi tager problemerne alvorligt'.

Anders Bondo Christensen:

'Vi er nødt til at prioritere den medlemsgruppe. Hvis vi er en fagforening, der mener noget med begrebet solidaritet, så skal vi gøre det. Vi kan ikke være andet bekendt. Jeg tror ikke på, at den gruppe kommer op på en pension, der ligner tjenestemændenes. Desværre. Og derudover vil jeg gerne sige til Bjarne, at jeg er enig i, at vi ikke på denne kongres skal binde os til en bestemt prioritering til næste overenskomst'.