Midt imellem påske og pinse fremkom Kommunernes Landsforening (KL) med det forslag, at opdelingen af skolens elever fremover skulle baseres på deres faglighed og ikke deres alder. Forslaget var et led i en større plan, der skulle sikre nytænkning, fleksibilitet og øget faglighed i skolen. Det indebar blandt andet fleksible undervisningformer fra vejledning af smågrupper over hold til forelæsninger, og det indebar overvejelser omkring inddragelse af nye medarbejdere ud over den velkendte seminarieuddannede lærer.

Forudsætningen for en vellykket elevdeling efter faglighed synes endvidere at være et opgør med tanken om, at små skoler er mere velfungerende end store.

Reaktionen var forudsigelig. Det var ikke af interesse for skolen og dens elever, at KL gik på banen, lød kritikken - interessen var ene og alene båret af hensynet til besparelser. Amerikanske tilstande, som ikke harmonerer med dansk kultur, hævdede andre, mens atter andre sammenlignede forslaget med en tilbagevenden til den stråtækte toklassede landsbyskole. I al denne polemik gled spørgsmålet om, hvor aldersdelingsprincippet egentlig kommer fra, helt i glemmebogen. Den aldersdelte undervisnings historie er tæt forbundet med byudvikling, industrialisering og det moderne samfunds fremvækst. Fornuft og videnskabelig rationalitet, forankret i den nye viden om mennesket og dets udvikling, afløste gradvist et ældre religiøst forankret verdensbillede. I denne proces erstattedes køn og stand af den biologiske alder som markør på udvikling og intellekt. Princippet fik med intelligenstestningen og udviklingspsykologien en videnskabelig fundering.

I de store byskoler, som for hver dag blev større og større i takt med indvandringen til byen, viste alderen sig som et nyttigt princip i skabelsen af et skoleunivers, der helst skulle fungere som et urværk. Pensum var det samme på samme alderstrin, lærere og elever kunne ubesværet flytte fra skole til skole. Det var der behov for, for mobiliteten var stor blandt byernes brede befolkning i de sidste årtier af det 19. århundrede.

Det var nu ikke alle steder, at ideen om aldersdelt undervisning blev modtaget lige positivt af forældrene. Et gammelt princip tilsagde forældrene, at det var bedst at få skolen overstået så hurtigt som muligt, så børnene kunne komme ud og tjene. Fem-seksårige var uproduktive, derfor kunne de lige så godt sidde med henne i skolen. Med lidt held og præstens velvilje kunne man måske håbe på en konfirmation i 13-år-salderen. Men princippet var kostbart for de lokale skolevæsener i takt med elevtallets stigning. I 1908 forsøgte man eksempelvis i Esbjerg Skolevæsen at sætte en stopper for denne trafik, for nogle år senere at beslutte, at barnet skulle være mindst seks år og 11 måneder, inden det begyndte i 1. klasse. Det skabte imidlertid et akut problem med de yngre søskende, hvilket formentlig lå bag oprettelsen af Danmarks første børnehaveklasser i skoleåret 1912/13.

Historien er et memento til os om den aldersdelte undervisnings historiocitet. Den viser endvidere, at det heller ikke, ved sin introduktion i den danske folkeskole, var af hensyn til eleverne og deres udvikling, man valgte at erstatte det gamle delingsprincip efter køn og stand med alder. Måske var det på tide, vi lagde de mange voksenhensyn til side og satte fokus på, hvad der gavner eleverne bedst

Ning de Coninck-Smith er lektor ved Syddansk Universitet