Formand/supermand søges:

Tjek om du kan blive kommende formand i Danmarks Lærerforening

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Livlig, engageret, men ikke specielt populær forening søger formand. Kan du lide at diskutere, og ved du, hvordan verden hænger sammen, er det måske noget for dig? Foreningen kan tilbyde rig lejlighed til at udøve dine talenter, centralt beliggende kontor og en god kantineordning.

Til gengæld skal du honorere hovedparten af nedenstående krav.

Folkeskolen har fået hjælp til kravlisten fra nuværende formand Anni Herfort - mod at love at understrege, at hun bestemt ikke selv mener at have klaret dem alle. Hun advarer også kommende kandidater om, at det måske ikke er de samme færdigheder, der skal bringes i anvendelse for at opnå valg til posten som formand.

Den kommende formand skal:

- huske at tage udgangspunkt i medlemmerne hele tiden

- have visioner

- være god til at involvere, engagere og ikke mindst forpligte andre

- være en slags klasselærer, som kan få de forskellige

politiske organer til at fungere sammen - og sørge for, at

politikerne er trygge ved hinanden

- skabe et godt forhandlingsklima

- være troværdig

- kunne forklare medlemmerne sammenhænge, de ikke umiddelbart kan

se fordelen af (hvis man altså vurderer, at det er en fordel for

dem ...)

- turde træffe selvstændige valg - når man ikke

kan nå hjem og spørge

- skabe politisk enighed om, hvor foreningen står. Alternativt turde

selv at vælge ståsted

- huske, at man har et topprofessionelt sekretariat - og bruge det

både før og efter den politiske behandling

- kunne spise med kniv og gaffel og vide, hvilken rækkefølge

de skal bruges i

- i det hele taget kunne repræsentere og opføre sig pænt

og nydeligt

- kunne konversere - og vide, hvornår man taler uforpligtende,

og hvornår man er i gang med en forhandling

- være god til at huske navne

- være parat til at være PÅ næsten hele tiden

- skabe sig nogle heller - (Anni Herfort: En formand skal være stærk. Men man er jo ikke altid så stærk. Man skal have nogle steder, hvor man kan være svag).

- huske at holde fast i sine sociale relationer

- vide, at man ikke kan gøre alle tilpas. Men det skal på den anden side ikke være et mål i sig selv at gøre så få som muligt tilpas

- tænke over sin påklædning og klæde sig efter lejligheden (Anni Herfort: For mit vedkommende kostede det kraftige indkøb til garderoben)

- huske, at det altid er mennesker, man har med at gøre. Ogsåforhandlingsmodparten. Huske lige at sende en lille hilsen, hvis der skernoget for dem

- kunne holde taler, både formelle og de mere personlige til fødselsdage og receptioner

- kunne holde en spontan international tale med de nødvendige superlativer og den formelle stil i orden. Herunder huske, at vi er et meget direkte folkefærd. I andre lande er man langt mere formel i den slags sammenhænge

- i det hele taget skal man kunne stikke fingeren i jorden. Ikke for at hyle som de ulve, man er iblandt. Men for at bruge det som udgangspunkt for at udtrykke sine egne holdninger

- være parat til at udfylde rollen - og dog gøre det på sin egen måde, så man føler sig godt tilpas

- have humoristisk sans

- ikke være selvhøjtidelig, for så holder man ikke længe som formand.

- skal kunne lide sig selv - det er vigtigt især i perioder,

hvor der ikke er så mange andre, der kan . . .

Mener du, at du selv eller din kandidat opfylder listen, har DLF en kongres i begyndelsen af oktober, hvor der vil blive lejlighed til at lufte talenterne.

Formand vælges kun for ét år

Anni Herforts ønske om, at den samme DLF-formand påbegynder arbejdstidsforhandlingerne og afslutter dem, vil kun blive opfyldt, hvis kongressen vil det. Den formand, som vælges på kongressen i år, bliver nemlig kun valgt for ét år frem til det ordinære formands- og næstformandsvalg i 2003.

Der bliver ikke noget næstformandsvalg i år - medmindre da den nuværende næstformand Stig Andersen stiller op og bliver valgt til formand. Men foreløbig er det småt med kandidaterne - Anni Herforts modkandidat ved valget i 1999 Anders Bondo Christensen vil dog ikke afvise, at han stiller op. 'Det kommer an på signalerne fra de delegerede og kredsene i den kommende tid', har han sagt til Folkeskolen.dk