Max Haugaard Nielsen er kendt for at være provokerende, og det er ikke tilfældigt, at det af hans udsagn, der bliver husket af flest, lyder: 'Lærerne har jord i hovedet, hvis ikke de styrter over på Ny Løn'.

Ordene røg ham af munden på et medlemsmøde i Gladsaxe Lærerkreds i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i 1999, men de kunne lige så godt være sagt i dag. Selvom sekretariatschefen i Lærernes Centralorganisation (LC) om få dage som 62-årig forlader sin post for stedse, er han meningsmæssigt ikke ved at gå på efterløn.

'Ny Løn skal laves om. Ingen tvivl om det', siger Max Haugaard Nielsen. 'Men det er i dag, ligesom dengang, tosset af lærerne ikke at gå ind for Ny Løn og at bruge den så meget som muligt'.

Han blev i 1976 den første sagsbehandler i LC og har i 17 år været organisationens sekretariatschef. Dermed er han en af de personer, der har været med til flest forhandlinger mellem lærerne og deres arbejdsgivere.

'De har udviklet sig stille og roligt, men der er sket meget. Arbejdsgiverne kræver sig i dag betalt, og den standende diskussion lyder: Hvad får jeg som arbejdsgiver ud af det? De har næsten en lige så lang liste med krav, som vi har, når der er overenskomstforhandlinger. Det er der ikke forståelse for. Jeg undrer mig over den kritik, der er kommet af det, vi har opnået ved for eksempel 02-overenskomstforhandlingerne', siger sekretariatschefen.

Godt arbejde

Hvis man tager det seneste resultat og stiller det op sammen med de krav, LC forhandlede ud fra, er det fra Max Haugaards stol svært at se, at der ikke er lavet et godt stykke arbejde.

'Diskussionen på den ekstraordinære kongres og urafstemningen om resultatet er underlig', siger han. 'Vi opnår et rimeligt resultat, når man måler det i forhold til de krav, der stilles, og kravene er, efter en lang proces, begyndt med ønsker fra medlemmerne. Så bliver vi bedømt negativt af nogle kredsrepræsentanter og kongresdelegerede, der udmærket ved, at arbejdsgiverne ikke bare stiller pengekassen frem. Det er udtryk for ringe forståelse for, hvad der kan opnås'.

Blev det ikke til et nej blandt lærerne, fordi de faktisk syntes, at resultatet var for dårligt?

'Medlemmernes stillingtagen er i høj grad bestemt af, hvilke anbefalinger der kommer fra ledelsen. Hvis en kredsformand anbefaler et nej, så kommer der flere nej-stemmer i den kreds. Når en enig hovedstyrelse anbefaler lærerne at stemme nej, så gør mange lærere det'.

Man kan vel ikke udelukke, at en del lærere har negative erfaringer med Ny Løn?

'Jo, man kan. Man kan ikke tale om erfaringer før om fem-ti år, og der er ikke nogen, der kan fremvise beviser for, at vi ikke har fået det, vi skulle have. Skulle det om nogle år vise sig, at vi ikke har fået det, har vi via tilbageløbsordningen en garanti for at få pengene alligevel'.

En del af problemet er ifølge sekretariatschefen, at de positive forhandlingsresultater bliver fortiet.

'Ingen fortæller lærerne, hvordan verden ser ud, eller at den megen interne ballade i DLF skader lærernes indflydelse, fordi modparten ikke er interesseret i at forhandle med nogen, hvor man aldrig ved, om der bliver sagt ja eller nej. Det gælder også det pædagogiske. Regeringen er for eksempel i gang med at ændre folkeskoleloven uden input fra DLF'.

Ingen propaganda

Hvem skulle fortælle om de positive resultater? 'Vi har et blad, der udkommer hver uge', siger Max Haugaard. 'Hvorfor fortæller det ikke om de forhandlinger, der lykkes. Hvorfor roser det ikke de kommuner, der har forståelse for lærernes ønsker? Propaganda er ikke noget, man bruger i lærerkredse. Til gengæld lader vi en enkelt person fylde en halv side eller en spalte i hvert nummer. Hvor mange interesserer sig for hans synspunkter?'

Er det ikke udtryk for respekt for det enkelte medlems meningsdannelse, at alle parter kommer til orde, når der er et forhandlingsresultat?

'Jo, jo. Men Folkeskolen er fuld af kritikere af Ny Løn. Hvorfor sender man ikke en medarbejder ud for at beskrive, når en kreds har lavet et godt resultat med kommunen? Det ville være rimeligt'.

Max Haugaard Nielsen har sidste arbejdsdag 18. juni.

Jan Kaare er freelancejournalist