Anni Herfort Andersens beslutning om at sige farvel til formandsposten i DLF har sat gang i lederskribenterne på landets dagblade. Politiken skriver den 5. juni, at når hun begrunder sin afgang med, at der bliver brugt for mange kræfter på internt kævl og mudderkastning, har hun ret. Den mener, at foreningen er splittet mellem en progressiv fløj og en yderst konservativ fagforeningsfløj, som ikke ønsker ændringer. Sidstnævnte siger konsekvent nej til al nytænkning, mener Politiken.

Hvis DLF vil være en afgørende aktør i den uddannelsespolitiske debat - og ikke som nu sat uden for døren af Kommunernes Landsforening (KL) og ministerierne - kræver det ifølge avisen et nyt fokus.

'Det vil kræve, at Lærerforeningen flytter fokus fra folkeskolen som arbejdsplads for medlemmerne og i stedet ser skolen som det, den først og fremmest er: en af samfundets vigtigste kulturbærende institutioner. Fokus skal flyttes fra snævre arbejdstidshensyn til udviklingen af hele skolen. Kun på den måde kan foreningen genskabe respekten for lærernes arbejde - og få overbevist omgivelserne om, at der skal følge løn og bedre arbejdsbetingelser med, når lærerne tager ansvar for deres arbejdsplads og bliver mere fleksible', står der i lederen.

Det kor vil Information også gerne være en del af.

'Et konglomerat af DLF og KL har i for mange år i alt for høj grad 'ladet sig nøje' med at diskutere lærernes arbejdsvilkår, altså formen, uanset at alle har vidst, at de hænger helt og aldeles sammen med den pædagogiske substans, altså indholdet, i skolehverdagene (...) DLF har pjækket fra timerne i bløde værdier og pædagogisk frontlinjekamp', skriver den ligeledes den 5. juni.