Computer hjælper læsesvage

Computerprogram skaber nye muligheder for læsesvage elever, siger pædagogisk konsulent

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Computeren taler. 'Hjæpl. Jeg kender ikke ordet. Mener du hjælp?', siger den. Programmet CD-ORD3 læser langsomt en tekst op. Ord efter ord lyser op med gult, mens de bliver omhygge-ligt udtalt af en mandestemme. Og stemmen virker bekendt. Det er nemlig Per Christiansen, der er nyhedsvært på TV2-nyhederne, som har læst de mange ord ind i læseprogrammet. Mere end 80.000 ord. Pædagogisk konsulent Helge Skielboe fra CVU-Syd i Vordingborg er begejstret.

'Jeg kender ikke noget andet program, der særskilt kan så meget. Og det er så enkelt at bruge og forstå. Det kan ligge ved siden af andre programmer, og lige så snart du skriver noget, bliver det læst op', forklarer han.

Helge Skielboe underviser på specialpædagogiske grundkurser, og hans erfaring viser, at computere appellerer til mange læsesvage elever. Og at programmet CD-ORD3 kan have indflydelse på, hvor meget en læsesvag elev kan være med i den almindelige undervisning.

'Det her program kan faktisk øge rummeligheden. Det er et hamrende godt værktøj til undervisningsdifferentiering. Hvis de læsesvage elever har det her program til rådighed, kan de i høj grad være selvhjulpne, og de får mulighed for at deltage i den almindelige boglige undervisning', siger han.

For eksempel behøver eleverne ikke sidde og vente på, at læreren får tid, hvis der er noget, de ikke selv kan læse. Computeren kan fortælle dem meningen med teksten, mens den stadig er i tankerne. Og programmet kan også være til stor hjælp i matematik, mener Helge Skielboe.

'Man kan jo nemt være en svag læser og dygtig til matematik. Men hvis der så er en tekstopgave, skal man bruge al sin energi på at forstå, hvad der står. Med det her værktøj ville de elever kunne koncentrere sig om det matematiske'.

Helge Skielboe tror også, at CD-ORD3 ud over at løse øjeblikkelige problemer vil hjælpe eleverne på længere sigt.

'Jeg vil helt sikkert tro, at de forbedrer deres læseevne. Tekst bliver sat ind i andre sammenhænge, eleverne får det ind gennem øret og øjet på samme tid. De kan være med på lige fod med deres klassekammerater, og læseglæden øges'.

En ny verden

Det er ikke kun i undervisningen, CD-ORD3 kan øge rummeligheden. Det gælder også for vores moderne samfund, mener Helge Skielboe.

'Læsning er en væsentlig del at forventningerne til det moderne samfund - man skal kunne bruge e-mail og internet. Det her program kan være med til at hindre en polarisering på det punkt. Læsesvage mennesker får pludselig helt nye muligheder for at bruge internettet og informationssøgning. Og de mails, man modtager, kan man føre over i programmet og få dem læst op, mens ordene highlightes. Man kan også få auditiv feedback på de mails, man selv skriver. Så bliver man gjort opmærksom på fejl og kan rette teksten til'.

Karen Schmidt, der har elever til specialundervisning på Søholmskolen ved Ringsted, har i en periode brugt programmet CD-ORD3 i undervisningen. Det bliver hun ved med.

'Det er en kæmpemæssig hjælp for de læsesvage elever. Det med at lære at læse og skrive ved faktisk at gøre det er en rigtig god ting'.

Hun er helt sikker på, at programmet gør eleverne bedre til at læse, men hun er ikke udelukkende begejstret for det.

'Alt det tekniske bøvl følger jo også med - man er nødt til som lærer altid at have en 'plan b', hvis udstyret ikke vil. Det er ikke bare vidunderligt', siger hun.

Men samlet set er Karen Schmidt glad for det, computerprogrammet kan gøre for hendes elever.

'Computeren er et fint bindemiddel mellem almindelig undervisning og specialundervisning. De her børn kan få alderssvarende undervisning og følges med deres kammerater, samtidig med at de laver ting, der er tilpasset deres niveau. Det er helt enestående', siger hun.

Programmet CD-ORD3

CD-ORD3 er et computerprogram med digitaliseret tale, der kan læse tekst op. Det ord, der læses op, er hele tiden markeret. I princippet kan det udtale alt.

Stavekontrollen er knyttet sammen med den danske retskrivningsordbog, så programmet kan rette fejl. Skriver man forkert, foreslår det et alternativ.

Programmet virker ved siden af andre programmer, og man kan derfor også bruge det, når man for eksempel skriver i Word, eller når man er på nettet.

Programmet indeholder over 80.000 ord. Desuden kan det sammensætte både de indtalte ord og nogle supplerende enkeltbogstaver, så ordforrådet bliver minimum tre-fire gange så stort.

Julius Jensen, 5. klasse, Søholmskolen

Julius Jensen synes, at programmet er sjovt at bruge, men har også et par kritiske kommentarer.

'Det kunne være godt, hvis det også var opmærksomt på tegn. Som når Word gør opmærksom på, at man har glemt stort bogstav efter punktum'.

Hans lærer indskyder straks, at de endnu ikke har fået den helt nye version af programmet, hvor der er arbejdet med en udvidet grammatikkontrol. Men Julius Jensen har også andre kritikpunkter.

'Der er et problem med ord, der lyder ens. For eksempel 'spurte' og 'spurgte'. Her burde der være hjælp. Det giver en falsk tryghed, at programmet bare læser ordet op. Så tror man, det er korrekt', fastslår han.

Alligevel synes han, at det er rarere at skrive med CD-ORD3 end med for eksempel Word. 'Det gør det sjovere. Det er ikke så tungt på den her måde'.

Dan Schwartz, 9. klasse, Sdr. Parkskolen

I 7. og 8. klasse gik Dan Schwartz på Ordblindeinstituttet i København, men han savnede sine venner, og i 9. klasse flyttede han tilbage til Sdr. Parkskolen i Ringsted. Han har fået en computer, som han bruger både hjemme og på skolen, og han arbejder både med CD-ORD3, talesyntese og læsepen - en lille håndscanner, man kan køre hen over en tekst. Computeren bruger han et par timer hver dag i skolen. For eksempel når han skal læse højt og besvare spørgsmål i klassen.

'Jeg har lettere ved at lave de samme ting som resten af klassen på den her måde, og det betyder selvfølgelig også, at jeg kan være mere sammen med dem. Uden computeren skulle jeg sandsynligvis mere ud af klassen', siger han.

Hjælpemidlerne betyder også, at han kan overskue flere opgaver, der tidligere ville have bremset ham.

'For eksempel da jeg tog jagttegn. Der kunne jeg scanne den svære tekst ind og få den læst højt'.

Louise Tønder, 5. klasse, Søholmskolen

Louise Tønder bruger CD-ORD3, når hun har specialundervisning, og er glad for det.

'Før jeg gik her, kunne jeg ikke stave til 'hvad' og 'hvor' - jeg havde problemer med de stumme bogstaver. Det kan jeg godt finde ud af nu'.

Hun er ved at skrive en historie om pigen Grimme Karen. Karen er i øvrigt også navnet på hendes lærer. Historien er ved at blive lang, og der er meget få fejl.

'Hvis jeg ikke sad med programmet, ville der være mange flere fejl, og det ville tage meget længere tid at skrive den', siger hun og tilføjer, at det er sjovere at skrive nu, hvor hun kan stave til mere.