I sidste uge udkom to kritiske bøger om skolen. Den ene handler om effektivitet, den anden om elevernes læringsøkonomi. Alligevel handler de om noget fuldkommen forskelligt.

Den første bog hedder 'Budgetredegørelse 98'. Den er udsendt af Finansministeriet, og man må lade dem, at de kan noget med tal og ord derinde. 'Benchmarking af folkeskolen' hedder et af kapitlerne, og det handler om noget, de kalder omkostningseffektivitet. 'Analysen viser', står der, 'at der er en betydelig variation i kommunernes produktion sammenholdt med ressourceforbruget. Blandt andet bruger de mindst effektive kommuner 40 procent flere ressourcer i forhold til antal producerede undervisningstimer end de mest effektive kommuner.' Det 'bekræfter resultaterne fra tidligere undersøgelser om, at der er et betydeligt potentiale for effektivisering og omprioritering i kommunernes økonomiske styring af folkeskolen', skriver man.

Ved at sammenligne ti kommuner, 'der driver deres folkeskole på en effektiv måde', har ministeriet fundet ud af, at der er mange penge at hente, hvis man lukker små skoler og fylder flere børn i klasserne. Pengene skal tildeles efter klassetal i stedet for efter elevtal, beslutningerne om økonomien skal tages decentralt, og der skal bruges mindre tid til lejrskoler, ekskursioner og møder. Så skal det nok gå. Pyt med, at der kommer 100.000 flere elever, bare kommunerne og skolerne bliver mere omkostningseffektive!

Men ministeriet glemmer det vigtigste. Folkeskolen formål er ikke at 'producere undervisningstimer'. Eleverne skal i skole for at producere lærdom.

Det handler den anden nye bog om. 'Neuropædagogik - en skole for hele hjernen', hedder den, og den er skrevet af den internationalt anerkendte hjerneforsker Matti Bergström fra Helsingfors Universitet.

'Af særlig interesse i tilknytning til skole og pædagogik er, hvordan man indhenter viden. Også denne proces kan betragtes som styret af økonomiske love', skriver han. Men det er unægtelig en anden slags økonomi end den, Finansministeriet forstår sig på.

Læring kræver tid og energi, og 'vi må se i øjnene, at nutidens skole ikke giver eleverne lov til at udvikle sig', lyder en af Bergströms konklusioner på grundlag af hjerneforskningen. En standardskole 'begrænser, forstyrrer og degraderer barnehjernens udvikling', skriver han og anbefaler, at 'eleverne får indtryk fra det åbne samfund uden for skolen gennem skolerejser, museumsbesøg, udflugter, besøg på arbejdspladser og så videre'.

Og dermed støder hjerneforskerens læringsøkonomi og Finansministeriets økonomiske effektivitet mod hinanden. Den folkeskole, Finansministeriet presser på for at få realiseret, er lige præcis den type skole, Matti Bergström advarer imod. Man kan have en ambition om at blive foregangsland, og man kan definere en omkostningseffektivitet, som giver flotte budgetter. Men 'det, man sparer på børnene, kommer man til at betale mangefold tilbage', siger Matti Bergström.

Forældre, børn og lærere véd det, hjerneforskningen viser det. Undervisningsministeren og socialministeren burde fortælle det til finansministeren.

-th

Læs side 4-8

Finansministerens skole giver ikke eleverne lov til at udvikle sig