Klar til konflikt

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Mens fagligt kontor i DLF's sekretariat har travlt med at forberede overenskomstforhandlingerne, er organisationskontoret begyndt nedtællingen til en mulig konflikt. Sådan som man altid gør før overenskomstforhandlinger.

Formanden for organisationsudvalget, Karsten Holst, foreslog størrelsen på en eventuel konfliktstøtte.

Princippet er, at det enkelte medlem, der måtte komme i strejke eller blive lockoutet, skal holdes skadesløs. Derfor foreslår udvalget, at DLF udbetaler, hvad der svarer til den gennemsnitlige løn i de foregående tre måneder.

Jan Trojaborg argumenterede for, at hovedstyrelsen burde vente med at fastlægge beløbsstørrelsen.

'Der er små LC-organisationer (Lærernes Centralorganisation), der vil blive stærkt fortørnede, hvis DLF fastsætter så høj en strejkestøtte', sagde han.

'De små organisationer synes, at DLF tryner dem ved at love fuld dækning af løntab. Men når vi véd, at det bliver resultatet, bør vi melde det ud nu', sagde Vibeke Lynge.

Den holdning fik bred støtte.

Spørgsmålet om, at organisationerne eventuelt skal rette konfliktstøtten ind efter hinanden, må besvares ved at arbejde tættere sammen. Det er et langtidsprojekt, mente Stig Andersen.