Lærere udvikler ikke deres undervisning af at blive sat sammen i selvstyrende ­team. Der skal træning til, før de får øje på nye indfaldsvinkler.

Det har man indset på Kragelundskolen i Århus, som indførte selvstyrende ­team op til dette skoleår. Her bruger lærerne en model, der har pædagogisk refleksion som omdrejningspunkt.

Seks lærere har fået en særlig uddannelse som teamkoordinatorer, og det gør dem i stand til at forstyrre eller provokere deres kolleger med udsagn, som skal få dem til at tænke over, hvordan de kan udvikle deres undervisning.

»Vi tager udgangspunkt i et fagligt dilemma, som en lærer er kørt fast i og gerne vil være klogere på. Men vi kommer hverken med færdige løsninger eller giver gode råd, for læreren har sandsynligvis allerede prøvet alt det, vi kan foreslå. I stedet forstyrrer vi hans måde at tænke på, så han selv får øje på, hvordan han kommer videre«, siger Conny Hvidberg, der er teamkoordinator for en halv snes lærere på 0. til 6. årgang.

Metoden hedder faglig optik og begynder med, at læreren fortæller om sit problem på et teammøde. Derefter læser team­koordinatoren litteratur og artikler, der kan belyse dilemmaet, og ud fra det formulerer hun forstyrrelser, som hun i en struktureret samtale præsenterer for læreren på det næste teammøde.

»Læreren fortæller igen sin historie, men denne gang må jeg spørge undervejs, om jeg må give ham en forstyrrelse. Hvis han siger ja, lægger jeg en kort tekst op på overheaden, som han læser op og kvitterer for ved at sige: Den forstyrrelse, som du har givet mig, siger mig Han kan så vælge at anskue sit dilemma ud fra den mening, jeg har konstrueret«, fortæller Conny Hvidberg.

En forstyrrelse kan være en sætning som »Det er bedre at fare vild end slet ikke at fare«. Det kan også være en tegning, for eksempel af en elev, der står med et sjippetov og siger »Det sjipper ikke«.

Fast grund eller isflager

Ofte skal der flere forstyrrelser til, før der er én, som læreren kan bruge.

»Faglig optik kræver, at læreren overhovedet vil lade sig ramme, for han risikerer at skulle både tænke og handle anderledes«, siger Lise Mayland.

Hun er også uddannet teamkoordinator og har blandt andet anvendt den faglige optik på hele sit team på én gang.

»Vi skulle have en fælles emneuge, men det viste sig, at vi havde meget forskellige opfattelser af, hvordan man planlægger. Det besluttede vi at undersøge nærmere«, fortæller Lise Mayland.

På et teammøde fortalte hver lærer om sin holdning til det at planlægge, og på det næste møde var Lise Mayland klar med sine forstyrrelser. En af dem lød: »Når du planlægger, vil du hellere blive stående på fast grund end hoppe rundt på isflager«. Med andre ord: »Vil du have styr på alt ned i mindste detalje, eller takler du udfordringerne, efterhånden som de opstår?«

»Den ene måde er ikke bedre end den anden, men lærerne bliver klogere på sig selv og hinanden, når de får sat billeder på, hvordan de hver især foretrækker at arbejde. Det hjælper dem til at gennemskue konflikterne i teamet i stedet for at blive irriterede på hinanden«.

Forstyrrelserne gør også lærerne i stand til at se på deres egen praksis i forhold til de to modpoler.

»Den ene lærer får måske mod på at bevæge sig forsigtigt ud på en isflage, mens den anden ser nogle fordele i at søge mod mere fast grund i sin planlægning«.

Målet er ikke, at lærerne skal blive enige om en fælles fremgangsmåde, understreger hun.

»Det er forskellene, der er interessante. Det er her, det er muligt at fremkalde brud i lærernes måde at tænke og handle på. I nogle sammenhænge er det godt at klappe hinanden på ryggen, men ikke i faglig optik. En lærer bliver ikke bedre til at håndtere et dilemma af, at kollegerne bekræfter, at det er et dilemma«.

Tiden løber fra erfaringer

Teamkoodinatorerne på Kragelundskolen har lært at udvikle deres kolleger med refleksion af konsulent Per Schaarup. Han mener, det er nødvendigt at uddanne lærere til at arbejde i team, for at de kan magte dobbeltrollen som kolleger og koordinatorer.

»Man må ikke tro, der sker forandringer, fordi man siger team i stedet for gruppe. Man er nødt til at lægge noget mere i det, så lærerne kan bruge samarbejdet til mere end blot at planlægge deres undervisning sammen. Ellers bliver de skuffede, og så underviser de, som de altid har gjort«, siger Per Schaarup, lærer og cand.pæd.

Lærere skal kunne håndtere de hastige forandringer, samfundet byder dem, og det rækker ikke at spørge ind til hinandens erfaringer, for dem er tiden ofte løbet fra. Der skal nye tanker til.

»Når man har blinde pletter, har man brug for skæve optikker, så man kan se sig selv på nye måder, men folkeskolen har ikke været skrap nok til at udvikle refleksion blandt lærerne, fordi det ligger dybt i kulturen, at alle skal være ligeværdige. Derfor er det nødvendigt, at hvert team har en koordinator, der via et fagligt, pædagogisk forspring har en distance til de andre lærere og derfor kan give dem passende forstyrrelser på et emne, som teamet gerne vil være klogere på. Ellers dør refleksionen«, siger Per Schaarup.

folkeskolen@dlf.org