Tusind børn giver råd

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Børnerådet blev nedsat af Folketinget i sommeren 1994. Rådet, der er nedsat for en tre-årig periode, er uafhængigt og skal fremme børns rettigheder og interesser i samfundet. Det skal følge og synliggøre udviklingen i børns opvækstvilkår, herunder være opmærksom på situationer, hvor børns vilkår og rettigheder ikke i tilstrækkelig grad tilgodeses eller direkte tilsidesættes i forhold til samfundets krav og behov.

Børnerådet består af syv medlemmer med journalist Frode Muldkjær som formand. Men foruden de syv voksne medlemmer består Børnerådet også af otte børnegrupper. Det er cirka 140 børn fra syv folkeskoler og en børnehave. Skolebørnene går i 3. til 7. klasse på Tranum Skole, Løgstrup Skole, Danmarksgades Skole, Humlehaveskolen, Ålholm Skole, Sundskolen og Blågårdskolen.

Foruden børnegrupperne har Børnerådet et netværk bestående af børn fra hele landet.

I alt er 1.000 børn tilknyttet og giver med jævne mellemrum deres mening til kende enten via spørgeskemaer udsendt af Børnerådet eller på møder for Børnerådets Børnegrupper. Hver gang et emne har været debatteret blandt børnene, udarbejder Børnerådets sekretariat en rapport, som sendes til ministerier, relevante udvalg og til medierne.