'Hvordan kan Kommunernes Landsforening (KL) i fuld alvor tro, at den mindre dygtige lærer bliver dygtigere af at få mindre i løn?' spørger formanden for DLF's faglige udvalg Stig Andersen i et debatindlæg i Folkeskolen nummmer 25, 1996.

Hvis man læser KL's debatoplæg 'Fremtidens løn i kommunerne' kan man konstatere, at det spørgsmål har den (anonyme) forfatter slet ikke haft i tankerne. Man skal nok være lærer med erfaringer i karaktergivning for at have en klar og stærk oplevelse af, hvad belønning i form af gode karakterer til nogle betyder i retning af demotivering hos andre.

KL's oplæg tænker kun på den forventede positive effekt i den øverste ende af skalaen:

'Men er det i virkeligheden retfærdigt, at den unge ildsjæl skal aflønnes med en årsløn, der er 58.000 kroner lavere end den ældre lærer, der ikke længere tændes af jobbet? Er det rimeligt, at ildsjæle - uanset alder - ikke må få højere løn end gennemsnitsmedarbejderen?'.

KL's oplæg opfordrer til nytænkning, men her demonstreres både uvidenhed og gamle fordomme: En ildsjæl er kendetegnet ved direkte motivation: et stærkt engagement i sit arbejde. Ildsjælen behøver derfor netop ikke ekstra indirekte motivation i form af speciel løn. For ildsjælen betyder arbejdsglæden og mulighederne for stadig at gøre sit arbejde bedre langt mere end lønnen. Vil man opmuntre ildsjælen, gør man det derfor bedst ved at forbedre arbejdsvilkårene. Det er samtidig en nok så sikker vej til fortsatte kvalitetsforbedringer.

Fordommen om ældre læreres mangelfulde indsats uddyber KL-skribenten ved at gentage sit ledende spørgsmål:

'Er det nu også rimeligt at unge ildsjæle skal aflønnes med en væsentlig lavere årsløn end den ældre lærer, der yder en jævn arbejdsindsats, men ikke bidrager til udviklingen af skolens pædagogik og nye undervisningsmetoder?'

Min erfaring fra 40 år i undervisnings-sektoren er: Én gang ildsjæl - altid ildsjæl, og det gælder både lærere, skolebetjente og rengøringspersonale.

Men der er naturligvis undtagelser: Efter 80'ernes vilde nedskæringer i den offentlige sektor og 90'ernes fortsatte krav om yderligere effektivisering og rationalisering er det lykkedes at tage modet fra nogen - også nogle af ildsjælene - og samtidig lægge den offentlige sektor blot for en ofte urimelig kritik.

De ledelses-'redskaber' og den personalepolitik, der netop nu er brug for, er derfor ikke hverken gulerødder eller hundekiks, men lederegenskaber og lederholdninger som evne til at udvise omsorg for arbejdsvilkårene, for arbejdsmiljøet og for personalets ve og vel: interesse for og medleven i deres arbejde, tagen del i deres arbejdsglæde, når noget lykkes, sans for, når nogen har behov for efter- eller videreuddannelse - eller for nye udfordringer.

I stedet lægger KL nu op til en ny sparemetode:

Opgøret med anciennitets-princippet er i virkeligheden et ønske om at fastholde flertallet af de offentligt ansatte på et så lavt og stationært niveau som muligt, et ønske om kun at give lønforhøjelser til et mindretal og samtidig opnå en besparelse på pensionernes regulering. Det er KL's 'nytænkning'.

Gudrun Pedersen er tidligere afdelingsinspektør ved Danmarks Lærerhøjskole i Århus.