Jeg har været lærer i snart 38 år. Fastansat som tjenestemand i 1960. Først på Vesterbro i København (Matthæusgade), så på Frederiksborg Amts Observationsskole (Harløse) og de sidste syv et halvt år i Helsingør (specialklasserækken på Grydemoseskolen).

Alle tre skoler har rummet store udfordringer, og det har jeg haft det godt med: Mange spændende (og stride) børn, gode (og stride) kolleger.

Hvorfor jeg gik i utide?

Nogle af grundene er kommet snigende de senere år: øget mødetryk, nye love uden tilførte ressourcer, flere børn, der ikke har fået sat grænser, flere opgaver på skolen, ja fortsæt selv.

Det sidste halve år er hertil kommet byggeroderi og strukturforandringer. I så belastende omfang, at skolens ledelse søgte økonomisk kompensation for alle os, der var berørt. Vi har ikke set pengene endnu.

Efter et dødsfald i min nærmeste familie kunne jeg ikke klare mere. Jeg søgte - og fik - hurtig hjælp fra Rampa (Danmarks Lærerforenings socialrådgivere), men besluttede, at alt taget i betragtning var det nok en god idé at søge førtidspension.

Min skole gav mig en alle tiders afskedsreception. Varslet uger før, fuldt synligt og lagt på et godt tidspunkt. Der var festlig opdækning, blomster, vin, taler, sang og personlige gaver. Ingen kunne ønske sig en varmere og mere festlig afsked.

Og et efterskrift: Det kunne interessere mig at vide, om der arbejdes på at skabe mere attraktive forhold for ældre lærere, så de bliver.

Kirsten Høyer

Helsingør

Forkortet af redaktionen