For knap otte år siden lukkede Skolemuseet i København, og de over 20.000 genstande blev pakket ned i ti containere. Men med en bevilling fra A.P. Møller Fonden i ryggen er Nationalmuseet nu i gang med at pakke containerne ud og gennemgå de mange rariteter. Samlingen blev startet i 1887 af overlærer Emil Sauter, der også var medstifter af Danmarks Lærerforening. Nu bliver den splittet – noget går tilbage til giverne, noget kan museerne vælge, og noget kommer til at indgå i Nationalmuseets skolesamling.

Skolens historiske genstande er kastet op i luften

Dansk Skolemuseums samling bliver pakket ud af Nationalmuseet. Museer og måske også skoler kan få del i genstandene. Andet vil indgå i et nyt digitalt skolemuseum.

Publiceret
Flere og flere hoveder er dukket op af flyttekasserne. De viser datidens opfattelse af forskellige menneskeracer.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

For øjeblikket går Nationalmuseets medarbejdere rundt på en nedlagt fabrik og sorterer skolebøger, fysikredskaber, skeletter, udstoppede dyr og et hav af gamle skolemøbler. Mellem reolerne kan man finde fine hjemmelavede modeller af fisk, biller i glas og rammer med håndtegnede larvestadier, mastodontiske, guldindrammede malerier af gamle skoleinspektører og palle efter palle med glasdias. Nationalmuseet vurderer, at der er cirka 20.000 genstande, som nu skal fordeles ud over hele landet til skolehistorisk interesserede museer og skoler.

Skolens kulturarv fordeles - og bevares

I løbet af sommeren kommer en række store og små museer forbi og udvælger genstande, der kan supplere deres samlinger. Samtidig kan privatpersoner, der har doneret genstande til det tidligere Dansk Skolemuseum, bede om at få deres genstande tilbage. Når disse grupper har været forbi, er det under overvejelse at lade grundskoler komme forbi for at udvælge genstande til brug i undervisningen. Hvis der altså er genstande tilbage. På denne måde sikres størstedelen af Dansk Skolemuseums samling for eftertiden og vil blive brugt i formidlingen af skolehistorie på landets museer og i skolen. Anskuelsestavler og fotografier finder man ikke mange af i samlingen, da de er under digitalisering på AU Library, Campus Emdrup (DPB). Men ganske snart bliver de digitalt tilgængelige. Størstedelen af arkivalierne blev sendt til Rigsarkivet, da museet lukkede, og de resterende tilbydes relevante arkiver.

Digitalt skolemuseum i støbeskeen

På sin vis har skolehistorien aldrig været så populær som nu. Med skolens 200-års jubilæum i 2014 og udgivelsen af fembindsværket »Dansk skolehistorie i 500 år« er skolens historier kommet bredt ud i samfundet, og det fortsætter de med. Dele af samlingen vil nemlig danne grundlag for et digitalt skolemuseum, som er under udvikling. AU Library, Campus Emdrup (DPB), som har ansvaret for hele samlingen, vil skabe en digital vidensplatform til formidling af skolens historier med undervisningsmaterialer, udstillinger og et skolehistorisk netværk. Museet kan besøges døgnet rundt og er bemandet og kurateret.

For forespørgsler om samlingen kontakt Nationalmuseets projektleder Bobo Magid: Bobo.Magid@natmus.dk

Blog: At vandre gennem skolehistorier til hobe

 

Læs mere