Tvivl om tal i OK-annonce

De kommunale forhandlere vil ikke lade sig påvirke af annoncekampagne

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ville du låne din arbejdsgiver 15.000 kroner?' Sådan spurgte 75 lokalafdelinger af lærernes, sygeplejerskernes og pædagogernes fagforeninger i annoncer i Jyllands-Posten og Politiken i søndags.

Annoncerne henvendte sig direkte til lønmodtagernes og arbejdsgivernes chefforhandlere, der samme dag mødtes i Forligsinstitutionen for at nærme sig en overenskomst for de 650.000 kommunalt og amtskommunalt ansatte.

Men arbejdsgivernes chefforhandler, Gladsaxes borgmester Ole Andersen, mente, at annoncørerne ikke har forstået tallene rigtigt.

'Jeg tror ikke, at den kan påvirke forhandlingerne på nogen måde. Jeg er bange for, at annoncørerne ikke helt har forstået, hvad det handler om. Der er nogle regnefejl i annoncen', lød hans kommentar efter mødet i Forligsinstitutionen.

Annoncen går til angreb på den såkaldte forlodsfinansiering, som er årsagen til, at forhandlingerne er brudt sammen og endt i Forligsinstitutionen. Ved sammenbruddet ønskede arbejdsgiverne 2,2 procent af den samlede lønsum lagt ud til lokale forhandlinger i kommunerne, mens lønmodtagerne ikke ville gå højere end

ved overenskomsten i 1999, hvor halvanden procent blev afsat.

'De vil låne 2,2 procent af vores løn - det svarer til 25 procent af den foreslåede lønstigning. Ved en årsløn på 250.000 kroner svarer det til 5.500 kroner om året', står der i annoncen.

Men Ole Andersen mener, at forlodsfinansieringen på 2,2 procent skal tages ud af en udvikling, der skal ske over en periode på tre år. Ole Andersen mener, at man ikke kan tillade sig at lægge de tre år sammen. Det, der reelt sker, er, at ens årsløn efter tre år er 5.500 kroner lavere, end hvis forlodsfinansieringen var blevet udmøntet som en generel lønstigning.

Mange penge på spil

Det er formand for Midtsjællandskredsen Hans-Henrik Westerling, der sammen med formanden for Søllerød Lærerforening Dorte Lange og Niels Kjeldsen fra Ballerup Lærerforening begyndte at samle opbakning til annoncen. Initiativtagerne var godt klar over, at arbejdsgiverne ville sætte spørgsmålstegn ved udregningerne.

'Vi siger nej til forlodsfinansiering. Der er mange måder at regne det ud på. Vi mener, at vores er bedre end de andres. Vi vil vise, at det ikke passer, at forlodsfinansiering blot svarer til et par flasker rødvin i ny og næ, sådan som nogle i BUPL's blad 'Børn og Unge' siger. Der er faktisk mange penge på spil', siger Hans-Henrik Westerling.

Selv om annoncen med store bogstaver støtter formanden for forhandlingsfællesskabet for Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte, Poul Winckler, viste han heller ikke overvældende glæde for opbakningen.

'Hvis man har råd til det, er det fint med mig. Men man skal være varsom med sådan noget. Det er ment som en opbakning til forhandlerne, men jeg er ikke sikker på, at det har den effekt', sagde Poul Winckler, da han trådte ud efter søndagens første møde med forligsmand Mette Christensen.

Lærernes formand Anni Herfort var mere positiv over for annoncekampagnen.

'Jeg kan konstatere, at annoncen giver anledning til diskussion om tallene. Men sigtet er ikke til at tage fejl af, og principielt finder jeg det positivt, at så mange har ønsket at bakke op om os som forhandlere i denne vanskelige forhandlingssituation', siger Anni Herfort.

De lokale afdelinger, der har valgt at støtte annoncekampagnen med 3.000 kroner, er hovedsageligt lærerkredse. Hans-Henrik Westerling hæfter sig ved, at sygeplejerskestuderende, pædagogstuderende og lærerstuderende alle har været med til at indrykke annoncerne.

'Der er mange, der siger, at det er de unge, der får noget ud af Ny Løn. Men vi må slutte, at de heller ikke er vilde med den måde, det fungerer på', siger Hans-Henrik Westerling.

I søndags fik annoncørerne ikke svar på, om annoncen virker. Arbejdsgivernes og lønmodtagernes forhandlere blev sendt hjem fra Forligsinstitutionen efter seks timers forhandlinger. De skal mødes igen mandag den 18. marts. Samme dag som de specielle forhandlinger forventes at være afsluttet.