Think Quest

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En af konklusionerne, der drages efter sammenligninger mellem danske og andre landes skoleelever, er, at lærernes faglige niveau spiller en stor rolle for elevernes udbytte.

Som gammel matematiklærer - i flere betydninger - synes jeg også, at man skal kunne en del matematik, hvis man skal undervise børn i matematik, fordi et fagligt overskud betyder, at man ved, hvor man skal hen med undervisningen og hvorfor - i hvert fald i strikt faglig sammenhæng.

Men en lærers faglige niveau består af andet end det fagfaglige - der er en lige så vigtig almen pædagogisk dimension.

Det modsiger ikke, at man skal kunne det faglige, men det tilsiger, at man - i hvert fald nogle gange - skal lade eleverne komme til fadet.

Børn har jo et kolossalt potentiale for at lære - givet omstændighederne og tiden. Småbørn lærer deres modersmål helt uden pædagogisk bistand. Ja, måske netop derfor? Jo ældre eleverne bliver, jo mere abstrakte ting ønsker vi imidlertid, at de skal tilegne sig - for eksempel matematik.

Her ville en ren 'lære sig selv'-pædagogik komme til kort, men måske sker det for tit, at vi som lærere overtager elevernes læringsarbejde. Vi tilrettelægger, tygger og pinder ud - i den bedste mening. Også i situationer, hvor det var eleverne, der burde tilrettelægge, tygge og pinde ud.

Lige nu er jeg involveret i to projekter, som også har den hensigt at lade eleverne komme til fadet.

I 'Thinkquest' er grundideen, at elever i grupper - eller som hel klasse - skal udarbejde web-materialer af undervisningsmæssig værdi. Man vælger selv et emne, som har interesse inden for aldersgruppen 12-20 år.

Grupperne har omkring tre måneder til arbejdet, og de 80 grupper i 2002-konkurrencen har netop afleveret deres bidrag, som kan ses på www.thinkquest.dk

Grupperne skal have tilknyttet en eller flere vejledere, hvorom det hedder: Vejlederen behøver slet ikke at være it- og HTML-ekspert. Det er langt vigtigere, at vejlederen er den, der hjælper gruppen med struktur og indhold samt fordeling af arbejdet.

Vejlederen har til opgave at støtte og stille spørgsmål til processen, således at gruppen er engageret og bliver tilfreds med sit arbejde. Vejlederen skal være der, når der opstår problemer.

Det faglige er altså op til deltagerne, både det indholdsmæssige og det it-mæssige. Vejlederen, som jo ofte er en lærer, spiller i forhold til disse aspekter en tilbagetrukket rolle. Det er altså ikke vejlederens fagfaglige kompetencer, der trækkes på, men de alment pædagogiske.

I 'First Lego League' stilles eleverne også over for en større udfordring. Blandt andet skal de i løbet af en længere projektperiode bygge og programmere en robot, som skal kunne løse nøje definerede opgaver.

Også her optræder vejledere, som ganske ofte er lærere, der ikke skal blande sig i det fagfaglige. De fleste lærere er nu heller ikke i stand til at yde faglig bistand. Bygning og programmering af robotter har i hvert fald ikke hidtil været et element i læreruddannelsen.

Det spændende er, at eleverne - som er mellem 11 og 16 år - faktisk kan både bygge og programmere en robot, uden at nogen i traditionel forstand har undervist dem.

Til gengæld tager det tid, fordi eleverne selv skal sætte sig ind i stoffet og gøre alle fejlene, men det er også dem, de lærer af, og materialets meget konkrete karakter - selv programmeringssproget er temmelig konkret - indebærer, at fejl omgående viser sig, fordi robotten så ikke gør, hvad den skal.

Bidragene til 'Thinkquest 2002' er under vurdering, og det vides ikke, om konkurrencen gentages.

'First Lego League 2002' er derimod lige begyndt. Projektperioden ligger på den anden side af sommerferien med danske lokalturneringer i Billund, Herning og Ballerup den 9. november.

Hvis man vil have aktiviteten ind i en skole, er man imidlertid nødt til at begynde forberedelserne i meget god tid.

'First Lego League' finder sted i adskillige lande samtidig. Det skandinaviske projekt har adressen: www.hjernekraft.org

Denne uges NETopNU er skrevet af Johan Jacobsen