Sejrens druertil Greve-lærere

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Fyldig smag og dybrød farve. Det er, hvad lærerne i Greve kan nyde, fordi kommunen har været for kreativ i tolkningen af lærernes arbejdstidsaftale.

Greve Kommune har måttet punge 85.000 kroner ud til Greve Lærerforening, fordi den mente, at timer til et pædagogisk it-kørekort var en udviklingsaktivitet. Derfor havde kommunen taget timerne fra lærernes 155-timers-pulje, der er afsat til udvikling, lærersamarbejde og ekstra individuel tid.

Men et mæglingsmøde gjorde klart, at det må kommunerne ikke. Greve Lærerforening har valgt at bruge pengene til en særlig vin til medlemmerne - på etiketten har de fået trykt: 'Sejrens druer'. Hvert medlem modtager to flasker af den berusende drik.

'Vi har valgt at sende vin ud, for at alle medlemmer kan mærke det. Det er dem, der har lagt ryg til', siger næstformand i Greve Lærerforening, Bente Andersen.