Klassesamtalen er en vanskelig disciplin. Nogle elever vil have ordet hele tiden, mens andre altid tier musestille.

I 4. klasse på Bredagerskolen i Jelling lykkedes det at få den stille pige fra bagerste række til at sige noget.

Klasselærer Ulla Sigaard Jensen arbejdede i to år tæt sammen med lektor Susan Nørgaard fra Jelling Statsseminarium. Sammen valgte de at fokusere på klassesamtalen og den mundtlige fremlæggelse.

'Jeg gik med i projektet, fordi jeg synes, det er svært at få alle børn til at sige noget i klassen. Derfor ville jeg gerne have én at arbejde sammen med, og det har været godt. Vi brugte meget tid på at snakke om, hvilke forudsætninger mine elever havde for at arbejde med mundtlighed', siger Ulla Sigaard.

De er en del af et projekt, hvor seks lærere i grundskolen og seks seminarielærere parvist har udviklet fælles undervisningsforløb i dansk til brug i folkeskolen og på seminariet.

Ud over at læreren og lektoren forberedte sig sammen, kom Susan Nørgaards lærerstuderende på jævnlige studiebesøg i Ulla Sigaards 4. klasse.

'Didaktikken blev mere tydelig for de studerende, når de iagttog Ulla og hendes elever. Her så de, hvad mimik og kropssprog betyder for fremlæggelsen. Det skal de lære at beherske, og det kan være svært, hvis de kun har hinanden at spejle sig i', siger Susan Nørgaard.

Hold fast i faglige krav

Samarbejdet blev også en lærerig proces for læreren og lektoren.

'Susan så, hvordan jeg udførte undervisningen, og det gjorde os bedre i stand til at evaluere. Undervisningen i mundtlighed skal være fællesskabende, og det bliver den ikke, hvis der kun er to-tre stykker, der siger noget'.

Det var svært at få alle med. Derfor tog hun en snak med klassen om, hvordan en god samtale ser ud.

På råd fra lektor Susan Nørgaard valgte Ulla Sigaard at løse problemet ved at lade eleverne skrive logbøger om deres skriftlige og mundtlige arbejde.

Ulla Sigaard er også blevet udfordret på sin lærerrolle, fordi Susan Nørgaard og de studerende hele tiden spurgte til hendes måde at gribe undervisningen an på.

'Mine tanker kom i centrum, og jeg måtte forholde mig til min faglighed og min didaktik på en helt anden måde, end når jeg arbejder sammen med mine kolleger. Vi går i den samme hverdag og kan ikke altid se alle dimensioner. Derfor er det let for os at sige, at vi ikke kunne have gjort det anderledes. Den slags indforståethed kunne jeg ikke slippe af sted med over for Susan, fordi vi reflekterer på hver sin måde'.

Undervisningen bliver konkret

Ulla Sigaard lægger endnu en dimension oveni.

'Jeg er vant til at fortælle forældrene om klassen, om mine faglige og sociale mål og om, hvor langt jeg er kommet. Men forældrene og jeg har ikke den samme fælles faglige referenceramme, som jeg havde med de studerende. Når jeg talte om læseindlæring, kendte de til teorierne bag. De studerende havde heller ingen følelser i klemme i forhold til eleverne. Derfor kunne jeg lettere sige til dem, hvad der var svært for mig at have med at gøre i klassen', siger Ulla Sigaard.

Selv om lektor Susan Nørgaard nødig vil tituleres som en teoretiker, nød hun godt af at komme tæt på undervisningen i folkeskolen.

'Ulla har været god til at spørge ind til, hvordan jeg tænker eleverne ind i det, jeg vil lære de studerende. Det gør min undervisning mere konkret'.

Samarbejdet rykkede ved hendes forestillinger om, hvad der kan lade sig gøre i 4. klasse.

'Ulla var meget dristig i sine forventninger til eleverne. De skulle ikke alene lære nye teknikker og færdigheder. De skulle også forholde sig til tekster med et filosofisk indhold, men det kunne de godt magte', siger Susan Nørgaard, der også blev mindet om, at elever lærer på forskellige måder.

'Begrebet undervisningsdifferentiering fik krop, og jeg har fået mange eksempler med hjem, som jeg kan bruge, når jeg skal tale om fagdidaktik'.-Henrik Stanek er freelancejournalist