Det er marts måned, og overenskomstforhandlingerne kører tilsyneladende på højtryk. Samtidig er det også den tid, hvor tusindvis af unge mennesker landet over overvejer, hvilken videregående uddannelse de skal søge optagelse på.

Som leder i folkeskolen er det så også i denne tid, man for alvor begynder på planlægningen af kommende skoleår. Og hvor vi kan bekræfte hinanden i, at vi har en stigende administrativ byrde og må bruge mange kræfter på at drøfte anvendelse og indhold i 155-timers-puljer og Ny Løn. Og det ofte ikke ud fra en positiv vinkel om, hvorledes skolens pædagogiske arbejde styrkes.

Denne artikel har som sit ærinde at opfordre til, at vi forsøger at holde fast i nogle grundlæggende værdier om vores arbejde, og at der på flere niveauer indgås alliancer med henblik på at sætte fokus på det gode og solide arbejde, mange gør i dag.

I en fortravlet og presset hverdag - og det gælder både ledere og ansatte - bør vi nok en gang imellem tænke over, hvad der i sin tid gjorde, at man gik i gang med en læreruddannelse.

Hvad var det, der var så spændende ved arbejdet med børn og unges udviklings- og læreprocesser? De ønsker og idéer, vi havde engang for vores arbejde, var det måske værd at holde op for os selv?

Vi havde forhåbentlig alle et ønske om, at vi med vores indsats kunne gøre en forskel og medvirke til, at nogle børn kunne få et rigere liv. Vi har ikke valgt lærergerningen for at diskutere arbejdstid, løn og psykisk arbejdsmiljø.

Der var en periode fra slutningen af 80'erne og cirka ti år frem, hvor den pædagogiske debat i og omkring folkeskolen kørte på højtryk. Det var perioden, hvor Folketinget vedtog Udviklingsprogrammet, hvor der blev lagt op til den nugældende folkeskolelov. Og hvor Danmarks Lærerforening markant førte sig frem med sin tobensstrategi.

Der udføres stadig meget spændende arbejde i folkeskolen, både af ansatte og ledere, men det synes nogle gange, som om ingen synes, det er værd at tale om. Det er ikke længere 'comme il faut' at sætte fokus på det. Det er mere interessant for medier, politikere og andre at beskæftige sig med de problemer, der naturligvis også er i folkeskolen.

De enkeltlærere eller lærergrupper, som laver noget interessant, synes ikke at have mod til at stå frem og fortælle om det; måske på grund af Janteloven. Og for de, der befinder sig lidt væk fra København, er det svært at få øje på, hvis DLF, Kommunernes Landsforening og Undervisningsministeriet stadig har et pædagogisk ærinde.

Mit forslag er derfor, at lederne, de lærere, som har lyst til, og som i dagligdagen beskæftiger sig med pædagogisk udviklingsarbejde, sammen med de centrale parter på folkeskoleområdet sætter en pædagogisk dagsorden for en positiv debat om folkeskolen.

Det tror jeg så i øvrigt kunne være med til at tiltrække nye unge til læreruddannelsen, at øge lærernes bevidsthed om eget værd, at løse op for nogle af de problemer, der er omkring psykisk arbejdsmiljø, at offentligheden fik et mere nuanceret billede af hverdagen i folkeskolen. Og dermed betinge et bedre udgangspunkt for drøftelser om bedre vilkår for lærer- og lederarbejdet.

Men der er også et evident behov for, at vi får taget fat på nogle centrale pædagogiske problemstillinger i folkeskolen, som flere har peget på:

Hvis vi vil fastholde en skole for alle, må vi kunne tage diskussionen om rummelighed; ikke ud fra, som Skolelederforeningen på et tidspunkt var inde på, at vi skal udskille mange børn fra den almindelige undervisning, men ud fra en drøftelse af, hvad det er for et læringsmiljø, som skolerne skal møde nutidens børn og unge med. Jeg tror, mange skoler oplever, at forældre stiller krav om udskillelse af børn, som 'forstyrrer' deres eget barns udviklingsmuligheder, og at lærere føler sig presset af kravene om tidligere læseindlæring.

Hvad gør vi med det problem, at det tilsyneladende ikke i det danske uddannelsessystem er lykkedes os at bryde den sociale arv, på samme vis som det er i en række af de lande, vi sammenligner os med?

Endelig må vi have den ambition, at vi i den danske folkeskole skal kunne magte at udstyre børnene med både gode sociale og faglige kompetencer. Uanset hvordan vi vender og drejer de internationale undersøgelser, der kommer i lind strøm, så har vi et problem omkring det faglige niveau og i vores, børnenes og forældrenes forventninger til det faglige udbytte af skolegangen.