Jeg tænker lidt på én af Svantes viser.

Han står på Sjællands kyst, imens han priser

det svenske land. 'Jeg står nu her og stirrer

på Sverig's kyst'. Han 'længes' - som han siger - mod høje bjerge og den høje himmel,

men bliver hjemme, for nu er han svimmel.

Den længsel er vi nogle her, der fatter.

I Sverig' har man knap så høje skatter

på biler og på andre dyre varer,

så økonomisk er der lidt at spare.

Og boligmæssigt kan man sig skam flotte;

for et parcelhus' pris kan købes slotte.

Og de har surströmning og julebukke

og spritbolaget - ja, her må man sukke

- og alsang, folkedans og så fiolen.

Men bedst er: Tænk, de vil ha' os i skolen.

Ja, i en svensk avis kan vi nu læse,

at man vil skam forkæle os og kræse

for danske lærere, som immigrerer

til Sverige, hvor vi kan tjene mere

og få et hus, der hører med til jobbet,

og kurser bli'r der også lige proppet

i godteposen. De vil bruge skejser

på os, hvis blot vi hid til Sverig' rejser.

De mangler nemlig lærere, de stakler.

Jeg overvejer tilbuddet og vakler

kun lidt, for jeg kan ikke rigtigt glemme,

at det problem jo også ses herhjemme.

Men løsningen i Danmark - fædrelandet -

er lærere, som bliver halvt uddannet,

imens vi hel-uddannede belønnes

med utak, alt imens det også skønnes,

at vi er en slags andenrangspersoner,

som knokler løs for fortsat færre kroner.

Har man mon hørt om udbud-efterspørgsel?

På broen vil der snart ku' ses en kørsel

af danske lærere i karavaner,

som har lagt livet om i andre baner.

Farvel til stress og jag og Fogh og Jante!

Lad helan gå. Vi er sgu ikke Svante.

Fru Fischer