Det ligger et stykke tid tilbage. Vi havde sat nogle konkurrerende producenter af bærbare computere stævne for at høre om deres produkters fortræffeligheder. Jeg skal ikke trætte læseren med tekniske detaljer om ram, klokfrekvenser med mere i denne sammenhæng, det er alligevel ikke noget, man kan huske, når man får brug for det.

Det var bare den almindelige performance, jeg ikke kan glemme. Som en slags klimaks på forestillingen lagde manden fra IBM sin ThinkPad på gulvet og steg op på den med hele sin vægt, idet han i en favnende gestus mod konkurrenterne triumferende udbrød: »Det tør I ikke gøre med jeres«.

De bøjede beskæmmede hovederne og erkendte, at de var overtrumfede, mens der gik et forbløffelsens sus gennem forsamlingen. Uri Geller kunne ikke have gjort det bedre.

Det skal lige siges, at en ThinkPad måler 5,5 centimeter i højden, når den er klappet sammen, så den lever ikke op til en køkkenstiges anvendelighed, når man savner højde, og dog skal jeg ikke benægte, at vi alle til tider kan stå og mangle 5,5 centimeter for at få fat i en genstand.

Men det er næppe med henblik på et sådant behov, at man skal vælge en ThinkPad.

London

Oxford Street munder i den vestlige ende ud i Marble Arch, som ligger op til Hyde Park, og på dette hjørne finder vi Speakers Corner. Jeg var der første gang i 1963, og de stod der, sæbekasseprædikanterne, og for mig var de et levende bevis på det frie ord. Enhver kunne træde op på kassen og tale magthaverne midt imod. Politiske rebeller, helvedesprædikanter, lommefilosoffer ja, enhver med sine meningers mod kunne og kan stadig stille sig op her på Speakers Corner og tale til folket. Folket, som altså tilfældigvis befinder sig på det Corner.

Vil man give sin mening til kende på Speakers Corner, så er jeg af den opfattelse, at det kræver mere end en ThinkPad. Men det er ikke det samme, som at en ThinkPad ikke kan anvendes til meningstilkendegivelser.

Det kan den i høj grad. Lidt programmel, en opkobling til internettet og et webhotel, og man kan få flere lyttere, end der er plads til på Speakers Corner i London.

Det faktum har ikke medført, at »sæbekasseprædikanterne« på Speakers Corner er lusket hjem med meningerne stikkende i halsen og røde øren. De står der endnu, for den analoge verden er ganske effektfuld (jævnfør beretningen om IBM-manden på ThinkPaden), og så er det forbundet med lave omkostninger ganske som på internettet at få mennesker i tale og give sin mening til kende, at skabe sammenhold og vedligeholde fællesskaber på tværs af nationale landegrænser og over store afstande.

Det vil altså sige, at internettet kan komme til at spille en stadig større rolle i repræsentationen af etniske/diasporiske fællesskaber, fællesskaber, som kan være geografisk spredt ud over hele kloden.

For jøderne var diaspora oprindeligt et udtryk for et kollektivt traume, en forvisning, hvor man drømte om hjem, men boede i eksil.

Den opfattelse af udtrykket er vigende i retning af større fastholdelse af det etniske fællesskab. Det er muliggjort ved den stigende globalisering, fordi det er blevet nemmere og billigere både at rejse og at kommunikere over store afstande uden for magthavernes kontrol.

Andreas Ackermann har forsket i brugen af internettet blandt yezidier med henblik på diaspora og etnicitet.

Yezidier er kurdere. De taler kurdisk, og deres bønner og religiøse tekster er holdt på kurdisk. Man kan sige, at de yezidiske kurdere fastholder den oprindelige kurdiske kultur i modsætning til de muslimske kurdere, der har tilpasset deres religion til den arabiske kultur.

I dag bor de fleste yezidier i det nordlige Irak, men urolighederne har ført til, at flere og flere har søgt asyl i Tyskland, og det formodes, at omkring 40.000 er bosiddende der. Ellers er de spredt ud over hele kloden.

Andreas Ackermann opdeler yezidiernes websites i to kategorier: De institutionelle og de personlige websites.

De institutionelle har til formål at sprede og udveksle informationer og dermed oplyse om yezidiernes sjældne og ofte misforståede kurdiske religion en religion, der har ændret sig fra at være mundtlig til at være skriftlig, samt at øge homogenisering af den yezidiske identitet i en tid, hvor der i stigende grad bliver sat spørgsmålstegn ved autoriteterne.

Jeg skal ikke referere alle hans konklusioner, men blot afslutte med et par, som jeg finder det værd at hæfte sig ved. Inden for www er beskrivelsen af kollektiv identitet ikke længere afgrænset til intellektuelle, der skriver bøger og artikler til tidsskrifter, eller de etablerede vogtere af traditioner. De fleste er unge computerspecialister, ingeniører, som i mere traditionelle omgivelser ville være placeret i den modtagende ende af kommunikationslinjen.

Andreas Ackermann tolker diaspora i Tyskland som et potentielt kreativt miljø, hvor internettet i høj grad spiller en stor rolle.

Og jeg tolker synet af denne IBM-sælger stående på sin ThinkPad og udbrede sit klare budskab som et sindbillede på fremtidens Speakers Corner.

Se www.yeziden.de og www.yezide.org eller læs mere i »MedieKultur« nummer 32.