Der skal tales om både tømning af papirkurve og professionalisme, når lærere og pædagoger skal have hverdagen på en skole til at hænge sammen.

Det kan to lærere og to pædagoger på Fourfeldtskolen fortælle om. De har været igennem et alsidigt pensum i disciplinen samarbejde, siden fritidshjemmet Oasen i december 1989 flyttede ind i klasselokaler på skolen i Esbjerg.

I dag har de lært lektien. Det handler først og fremmest om at tale sammen og indgå praktiske aftaler.

BUPL og DLF holdt for et par uger siden en konference, som markerede, at de to foreninger går ind for et tæt samarbejde. I Esbjerg begyndte det på den rå måde. Uden aftaler på forhånd.

»Da fritidshjemmet flyttede ind, blev pæ­dagogerne opfattet som gøgeunger, fordi de rent bogstaveligt kom ind i lokaler, som også blev brugt til undervisning«, husker Kenneth Nielsen, tillidsrepræsentant for lærerne.

»De begyndte at se skævt til hinanden, og vi måtte tage det op i samarbejdsudvalget. Problemerne opstod, når de rent fysisk mødte hinanden. For eksempel når 1. klasse sluttede klokken 11.30. Så stod pædagogen uden for døren og ventede med sin vogn med krus, tallerkener og saftevand. Det betød, at det var svært for lærerne at få afsluttet timen i ro og orden og snakke med de forældre, der kom for at hente børn. Det var som Fredericia Banegård og skabte en dårlig stemning«, siger Kenneth Nielsen.

Løsningen blev, at børnene blev sendt ud at lege fra 11.30 til 12.00.

Sofahjørne i klassen

Heller ikke pædagogerne begyndte med noget, de var helt tilfredse med.

»Vi brugte en del tid på indretning af lokaler, som var beregnet til undervisning. Firkantet sagt var der borde og stole, som var orienteret mod en tavle. Vi fik spil og legetøj, reoler og egne skuffer og sofakrog. Bordene blev flyttet om til små grupper«, siger Helge Mortensen, leder af Oasen.

Hver dag, når skoletiden er slut, skal lokalet ændres, så det kan bruges til fritidshjem, og næste dag skal der igen kunne foregå undervisning.

»Tillidsrepræsentanterne tegnede en standardopstilling, som viser, hvordan lokalet kan indrettes. Det skulle hjælpe, så lærerne ikke blev forskrækkede og sagde: Der kan vi ikke undervise, vi bliver bombarderet med legetøj, men så vidt jeg ved, er planen aldrig blevet fulgt slavisk. Den er en, man kan falde tilbage på«, siger Helge Mortensen.

Det er næsten som at skifte over til en helt anden skole, når man kommer over i indskolingen, mener lærer Gitte Quitzau, som i sommer for første gang begyndte som klasselærer for en første klasse.

»Der skal ryddes op og tømmes papirkurv, når skolen slutter. Det havde jeg ikke tænkt over, men man kan jo godt forstå, at de ikke vil begynde deres arbejdsdag med en fyldt papirkurv. Det er småting, men det betyder noget«, siger hun.

Synd for børnene

De to grupper har på nogle områder et forskelligt syn på de børn, der befolker skolen.

»På sidste fællesmøde rejste pædagogerne et spørgsmål, som jeg slet ikke havde tænkt på. Børnene har jo legetøj med i skole, og så kan de finde på at spille om det i frikvarteret. Nogle gange taber de, og nogle gange bliver de sikkert også snydt. Pædagogerne synes, at det er synd for børnene, når de taber. Så de ønskede nogle regler for, hvilke typer legetøj børnene må have med i skole«, fortæller Kenneth Nielsen. Det kom bag på ham.

Men vi er nødt til at acceptere, at vi vil noget forskelligt med vores professionalisme, konkluderer han.

Pædagogen Lene Snitgaard Madsen uddyber:

»Når nogle bliver snydt, giver det dønninger, som vi skal forsøge at rede ud om eftermiddagen i fritidshjemmet, og vi aner ikke, hvordan det er begyndt«, forklarer hun. Der er dog stadig ikke ens regler.

»Vi har ikke fået fælles regler. Legetøj er stadig forbudt i fritidshjemmet, men ikke generelt i skolen. Det gør ikke noget, for børn kan sagtens finde ud af, at det er forskelligt«, siger Lene Snitgaard.

Klassen som ejendom

»Vi er enige om, at vi har forskellige roller og viden og forskellig tilgang til børnene. Pædagogerne arbejder efter et lystprincip, vi arbejder efter et must-princip og bruger kræfterne på at nå nogle præcise faglige mål«, siger Kenneth Nielsen.

Pædagogerne syntes i begyndelsen ikke, at deres faglighed blev respekteret, når de deltog i timerne.

»Vi havde nok problemer med det, man kalder radiatorpædagoger. Vi deltog mest, når det handlede om sociale arrangementer, men det har ændret sig. I dag kan vi også godt komme med ideer, når det drejer sig om et projekt i matematik, men der er stadig klar forskel, og det skal der også være. Det er lærerne, som planlægger undervisningen. Det har de jo forstand på«, siger Lene Snitgaard.

Lærere og pædagoger har også en meget forskellig arbejdskultur, mener Helge Mortensen, leder af fritidshjemmet.

»Det er to vidt forskellige kulturer. En lærer har sin klasse. Det er næsten som en ejendom. Vi er vant til, at man altid er flere og altid arbejder sammen med nogen«, siger fritidshjemlederen.

Styrkesider springer i øjnene

Lærere og pædagoger er begyndt at tale mere sammen om det enkelte barn.

»Nogle få lærere har stadig den indstilling, at det ikke kommer dem ved, hvad eleverne laver i fritiden, men langt de fleste synes i dag, at samarbejdet er en fordel«, siger Helge Mortensen. For lærerne er det også rart at få et ekstra par øjne på børnene.

»Pædagogerne ser børnene i helt andre situationer og kan få øje på styrkesider, som måske ikke viser sig i undervisningen. I fritidsordningen giver det status at tage ansvar i lege og aktiviteter. Det er anderledes i skolen, hvor børnene får autoritet ved at føle sig sikre på det rent skolemæssige. Det er godt at have begge syns­måder«, siger Kenneth Nielsen.

De to faggrupper koordinerer arbejdet med de børn, som har problemer.

»Det er en fordel, når der kommer et barn med rod i baglandet. Her har pædagogerne et andet tværsyn på det. De står for omsorg, og vi står for det faglige«, siger Gitte Quitzau. Nogle gange afholder de skole-hjem-samtaler sammen.

Skole og fritidshjem har efterhånden udviklet fælles traditioner til jul og fastelavn. Det samler interessen og gør det enklere for både børn og voksne. Samtidig kan man gøre mere ud af det enkelte arrangement, når man er flere om det.

Ligeværd gnaver stadig

Til daglig foregår en del af kontakten, når alle i indskolingen har pause sammen i indskolingspavillonen fra 9.30 til 10.00. Her sludrer man om alt muligt. Det mere praktiske aftales på små møder samt på et stort fælles møde lige efter skolestarten i august. Det fungerer fint, men der er dog en lille sten, der stadig gnaver i skoen. Spørgsmålet om ligeværd.

»Ligeværd? Viljen er der, bestemt, men det er stadig sådan, at undervisning er noget, der skal foregå. Det er vi alle enige om. Mens fritid er noget, der kan foregå. Men forældrene betaler for fritidshjemmet, og der skal være kvalitet i tilbuddene. Vi respekterer, at børnene skal undervises, og jeg tror da også, at lærerne respekterer det arbejde, vi laver«, siger leder af Oasen, Helge Mortensen.

hbjorgensen@dlf.org

Fourfeldtskolen i Esbjerg har 13 pædagoger og omkring 60 lærere. Samarbejdet foregår i den pavillon, hvor indskolingen er placeret. Her er klasselokaler, som også fritidshjemmet bruger, og desuden et basislokale for fritidshjemmet, nogle grupperum og et fælles personalerum. Pædagogerne har 200 timer om året i skolen.

Fra 1. august skal de sammen med resten af kommunen til at arbejde i helhedsskole.