Det bedste grundlag for et velfungerende forældresamarbejde er at give forældrene medindflydelse og medansvar i skolen. Men det kræver, at lærerne bliver mere åbne og tager kritikken mindre personligt.

Sådan lød budskabet, da lærer og konsulent Per Bøjlund holdt oplæg på konferencen 'Lærer, forældre, elev', som DLF for nylig holdt på Frederiksdal.

'Mødet mellem lærer og forældre er et møde mellem forskellige kulturer. Man skaber så at sige en fusionskultur, når barnet starter i skolen', siger Per Bøjlund.

'I gamle dage var forældrene en meget homogen gruppe, der havde stor respekt for degnen, og som sagde tak, hvis deres lille Ole havde fået en ørefigen. I dag kommer forældrene fra forskellige kulturer, og vi oplever flere karriere- og resultatorienterede forældre, som sender klager via e-mail. Derfor er det vigtigt, at skolen kender sin mission. Lærerne skal altså være så fortrolige med skolens mål, at de klart kan udtrykke det over for forældrene i kraft af deres professionalisme. Det er på den måde, man skaber visioner', siger Per Bøjlund.

Dialog på voksenplan

'Nutidens forældre har et forhold til skolen, der minder meget om det forhold, man som kunde har til de butikker, man handler i. Forældrene forlanger effektivitet og det bedste for deres eget barn alene, og hvis de ikke får det, klager de. Og her er det vigtigt, at skolen bliver bedre til at arbejde med den modstand, der kommer. For lærerne er jo selv nådesløse i deres kritik, hvis de får en dårlig service hos købmanden eller hos DSB', siger Per Bøjlund.

'Lærerne skal lære at føre en dialog på et voksent plan. Som det er nu, er reaktionen på kritik, at man enten opfører sig bedrevidende eller synker ned i kollektiv, depressiv ynk. Der er masser af eksempler på, at lærerne går i defensiven for en sikkerheds skyld, når de i virkeligheden hellere skulle tage kritikken på en voksen, begavet og fræk måde. Man er nødt til også at fokusere på den store del af børnene, der fungerer og har det godt i skolen, og ikke blot på de ti procent, der ikke har. Når jeg kommer her og langer ud efter lærerne, er jeg jo også nødt til at fokusere på de to-tre stykker, som gerne vil have, jeg kommer, og ikke de, der sidder og tænker: 'Åh nej, nu skal vi igen høre på det fede læs fra Jylland'', siger Per Bøjlund.

'I stedet for at gå i baglås skal lærerne inddrage forældrene i undervisningen, så de med egne øjne kan se, at tingene ikke altid er lige enkle'.

Per Bøjlund fortæller om et 'eksperiment', han engang gennemførte på et forældremøde, og som skulle give forældrene indsigt i, hvor vanskeligt det er at give karakterer. Forældrene blev delt ind i grupper. En gruppe skulle tegne hunde, en anden cykler. Da tegningerne var færdige, blev de, der havde tegnet cykler, bedt om at vurdere tegningerne af hunde, og omvendt. Der skulle opstilles kvalitetskriterier og gives karakterer, og det gik hurtigt op for alle, at det ikke var nogen let opgave.

'På den måde tvang vi forældrene til at føle vores dilemma på deres egen krop', siger han.

Kræver overskud at tvivle

Ifølge Per Bøjlund bevæger lærerne sig over fire stadier, når de tilrettelægger undervisningen. Der er ved-stadiet, hvor læreren inde i sit eget hoved overvejer og får ideer til undervisningen. På kan-stadiet finder læreren så ud af, hvilke økonomiske og praktiske muligheder der er for at gennemføre ideerne. På vil-stadiet vælger læreren, hvilke ideer der skal føres ud i livet, og på gør-stadiet bliver det så gjort. Forældrene involveres først, når undervisningen er på enten vil- eller gør-plan, og så kan de ikke tage medansvar. De skal inddrages tidligere i processen, nemlig allerede på vil-stadiet, hvor læreren får ideer til, hvad undervisningen skal indeholde.

'Dette kræver meget af lærerne. Der skal et stort overskud til at tvivle sammen med andre mennesker, men denne form for fuldstændig åben diskussion vil også give forældrene en klarere opfattelse af medindflydelse og medansvar. Hvis deres forslag fra lærerens side mødes med et: 'det kan ikke lade sig gøre', bliver det lynhurtigt opfattet som et: 'det vil vi ikke'. På denne måde får forældrene øjnene op for de forhindringer, der kan være. Jeg tror heller ikke, forældrene vil være så hurtige til at angribe lærerne, hvis den planlagte undervisning ikke går helt efter planen, når de selv har været med til at lægge planerne. Og hvis forældre og lærere sammen formulerer nogle krav, bliver det også nemmere at stå sammen og lægge pres på myndighederne for at få dem gennemført', siger Per Bøjlund.