»Jeg var nede i sikkerhedsrummet på skolen, og så kørte jeg hjem med far. Vi kunne se en masse ved vinduet. Så kom der en stor eksplosion, og far skubbede os hen bag muren«, fortæller en dreng.

»Gjorde det ikke ondt?« »Slog I jer ikke?« spørger et par drenge i 1.-klassen.

»Nej, ikke sådan. Og så kunne vi ikke se tv kun dvd og video«.

En pige fortæller, at de var meget bange og sad nede i kælderen. »Men vi havde slik med og stearinlys«.

Børnene har fortalt historierne mange gange, og de fortæller dem gerne igen, når nogen spørger. Undtagen én, der straks erklærer »Nix. Det gider jeg ikke«.

Men det har været hele ideen på Bakkeskolen i Seest ved Kolding, hvor den store fyrværkeriulykke fandt sted onsdag den 3. november sidste år. Børn og voksne skal tale om deres oplevelser, det er en vigtig del af bearbejdningen af alt det voldsomme, de har oplevet. At få fortalt, hvordan man oplevede alt det uhyggelige, hvad man tænkte og følte.

Bakkeskolen ligger meget tæt på det berørte område, og skolen blev brugt som første opsamlingssted. Det var her, beboerne fik kaffe og forbundet deres sår, indtil alle mindre end en time senere måtte evakueres til Ålykkeskolen længere væk. I dagene efter blev Bakkeskolen brugt som mødested. Det var blandt andet her, beboerne fik informationer om, hvor meget deres hjem var ødelagt.

Elev sov ikke i knap en uge

Bakkeskolen åbnede igen for skolegang mandag efter ulykken. Lærerne var indkaldt til møde søndag med skoleleder, skoledirektør og psykolog for at forberede krisearbejdet.

I alle klasser blev der snakket om ulykken. Eleverne tegnede deres oplevelser, og alle fik et hæfte, de kunne skrive i. Nogle skrev rigtig meget. Samtidig var der tilbud om psykologhjælp.

Poul Fogh-Andersen er AKT-lærer (Adfærd, Kontakt, Trivsel) og er en del af det team, der er nedsat til at tage sig af de børn, der har behov for det. Teamet består af lærere, pædagoger og psykologer.

»Jeg talte med en elev, der har mistet alt. Hun havde ikke sovet i knap en uge og havde behov for hjælp. Jeg sendte hende videre til psykolog«, fortæller Poul Fogh-Andersen.

»Vi hørte om nogle, der havde fået det forkerte fotoalbum med ud af huset, og vi har oplevet, hvor forskelligt det er for børn og voksne, hvad der er vigtigt at få med sig. Vi har hørt de samme historier mange gange, men vi lytter til de små facetter og spørger ind dér«.

Han fortæller, at også nogle elever, der ikke bor i det berørte område, har haft stort behov for at tale om ulykken.

»Vi skal lytte og fokusere på de små solstrålehistorier. At yndlingsbamsen kom med ud, og at en familie havde dækket op til middag med bedsteforældrene, da de alle måtte løbe. Da de kom tilbage nogle dage efter, viste det sig, at familiens kat og dens killinger havde overlevet ved at spise stegen, der stod på bordet«, siger Poul Fogh-Andersen.

»Mange børn har også handlet meget rationelt i situationen, selv om de var forvirrede og bange. Nogle drenge havde hjulpet en pige hjem, og flere havde råbt til nogle, at de skulle løbe en anden vej«.

»I nogle klasser var krisearbejdet hurtigt overstået. De tegnede og skrev, og så ville de videre. Det er jo et sundhedstegn. Vi skal også sørge for, at børnene tænker fremad, at de ikke går i selvsving og holder hinanden fast i, at det er synd for dem. Det kan især pigerne være slemme til. Så må vi tale med dem om nogle ting i nærmeste fremtid, som de kan glæde sig til«.

Poul Fogh-Andersen mener, at det er vigtigt, at man som klasselærer fortæller om sine oplevelser, den dag ulykken skete.

»Hvad man tænkte, og at man har været bange. Børnene får mulighed for at tænke, at det er i orden at have været bange, når læreren også var det«.

Reaktioner senere

Torsdag og fredag efter katastrofen var der ingen børn, der mødte i skole. Der var ellers arrangeret pasning på Ålykkeskolen.

Klasselærer for 1. klasse, Aase Leonhard, fortæller, at hun havde sommerfugle i maven, da hun skulle møde de berørte børn og forældre. Men det nyttede ikke at pylre om dem.

»Første møde var fint. Eleverne kom løbende hen til mig, fortalte og kunne smile«.

Otte elever i klassen er direkte berørt af katastrofen.

»Psykologen fortalte os, at vores vigtigste opgave var børnene. Vi skulle ikke tro, at vi kunne hjælpe alle familierne. Vi fik også at vide, at der kunne komme reaktioner flere uger senere for eksempel i form af koncentrationsbesvær, og det ser vi nu«, siger Aase Leonhard.

Klassens tegninger lige efter katastrofen var holdt i meget røde og orange farver. Der var tårer på mange tegninger, og flere børn tegnede den døde brandmand.

»Tre uger efter tog vi det op igen. Vi skrev ord om katastrofen og følelserne på tavlen, lukkede øjnene og tænkte på de ord, vi skrev lige efter. Mange af ordene var de samme, men børnene sagde, at nu havde de ikke ondt i maven mere, de var ikke bange mere, og nu kan vi hygge os igen. Tegningernes farver havde ændret sig, rød og orange var ikke så brugt mere«.

Undervurder ikke sikkerhed

Skoleleder Povl Erik Wolff gik rundt på Ålykkeskolen, da det helt store brag lød klokken 17.42.

»Jeg blev ret chokeret. Jeg tænkte, at nu var alle i skoledistriktet døde. Det frygtede jeg«.

Han fik ikke meget søvn de næste døgn. Der skulle ryddes op, koordineres og træffes beslutninger. Det skete i tæt samarbejde med skoledirektøren, psykologer, embedslæge, beredskabstjeneste og politi.

Bakkeskolen har sorg- og kriseplaner, der er drøftet i pædagogisk råd. Skolen holder brandøvelse hvert år, så det er rutine at mødes et bestemt sted, når alarmen lyder, og have klasselisterne med.

»Men vi har ikke øvet at gå i sikringsrummet. Det vil vi gøre fremover. Jeg vidste egentlig ikke, at det var så slemt. At jeg havde en bombe liggende 800 meter fra skolen«, siger Povl Erik Wolff.

»Jeg har lært, at man skal undersøge, hvilke trusler der findes tæt på skolen, og man skal ikke undervurdere dem. Man skal heller ikke undervurdere de sikkerhedsmæssige foranstaltninger. De er en vigtig del af skolens virksomhed«.

Skolelederen har efter ulykken måttet tage fat i flere børn og forældre og tale med dem om at få hjælp. Han blev også selv beordret til debriefing af skoledirektøren.

»Jeg mente bestemt ikke, at jeg havde behov for en psykolog. Men skoledirektøren insisterede og sagde, at jeg talte utrolig hurtigt. Det viste sig også, at jeg havde problemer med at sove, da jeg endelig fik tid til det. Psykologen fortalte, at jeg skulle skrive ned, hvad jeg havde oplevet i løbet af dagen. Så grupperer underbevidstheden selv begivenhederne, og så kunne jeg sove«.

Fra 1. januar er der blevet ansat en psykolog ekstra med kontor på skolen i to år frem. Psykologen kan bruges af alle, der har behov for det.

Skolelederen har været i Holland sammen med flere fra kommunen for at besøge byen Enschede, der var ude for en fyrværkerikatastrofe i maj 2000. 22 døde, og mange tusinde blev såret.

»Eksplosionen her var voldsommere, men ingen nåede at blive evakueret i Holland. Vi så, hvad vi var sluppet for«, siger Povl Erik Wolff.

»Krisegruppen i Holland eksisterer stadig. De fortalte os, at mødrene stadig er bekymrede for børnene, og at fædrene stadig slås med forsikringsselskaberne«.

»Lærerne dernede var interesserede i at tale med lærerne her, så vi arrangerer nok et møde senere. Vi skal ikke fastholde traumet hos folk, vi skal videre, men jeg tror, det kan være godt at udveksle erfaringer«.

hlauritsen@dlf.org

»Da de første containere sprang i luften, løb vi ned i kælderen, fordi det rystede. Vi boede lige ved siden af fabrikken. I kælderen græd vi alle sammen. Vi fik at vide, at vi ikke måtte være i vores hus, så vi løb over til nogle, vi kender, og så kørte vi væk. Da vi kørte, fik vi et ordentlig brag i øret. Det var ikke rart. Jeg tænkte, om min fugl var død, men fuglen havde det fint, da den blev hentet to dage efter. Min far og nogle brandfolk gik ind i huset, og de hørte straks et pip. Nu hænger vores loft en halv meter nedad«.(Dreng i 1. klasse)