Norsk fusion skal give mere i løn

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En større og stærkere organisation må sætte alt ind på at få lærernes lønkrav igennem, forventer medlemmerne af de to nuværende norske lærerorganisationer, Norsk Lærerlag og Lærerforbundet. Efter en høringsrunde blandt medlemmerne i efteråret besluttede de to organisationer lige før jul at arbejde videre mod en fusion. Lærerforbundets klubber har i deres høringssvar ønsket urafstemning om en sammenlægning, og den vil formentlig finde sted i foråret 2001.

Selvom høringssvarene overvejende var positive, var der også klubber, der gav udtryk for, at beslutningen allerede var truffet, at processen var for topstyret, og at Lærerforbundets særegenhed vil drukne ved sammenlægning med den større søsterorganisation, skriver Norsk Skoleblad. Og de, der skal udarbejde principperne for en sammenlægning, kommer på en stor opgave, hvis alle skal stilles tilfredse - medlemmerne i Norsk Lærerlag mener nemlig, at en ny organisation skal bygge på Norsk Lærerlags politik, mens Lærerforbundets medlemmer mener, at den må bygge på deres forbunds principper.