216 f. Kr. møder den romerske Fabius if. Kaj Munk den sejrsombruste karthagiske feltherre Hannibal aftenen før Cannae i et forsøg på at få en forhandlingsløsning med den krigsherre, der ikke behøver at forhandle om noget som helst. Forsøget mislykkes selvfølgelig for Fabius. Men Fabius lover Hannibal, at denne efter slaget, hvor Fabius godt ved, at romerne vil tabe stort, i tiden derefter vil møde en vrang- og modvilje og stædig romersk modstand, som Hannibal vil få svært ved at overvinde. Og dagen efter omringer Hannibal så romerne og tværer dem ud på slagmarken.

Den vrangvilje og modvilje, som Fabius havde lovet, at Hannibal ville møde, og som Hannibal aftenen før det afgørende slag var ganske ligeglad med, var selvfølgelig at forstå som romernes hævn over usurpatoren. Alligevel kan begivenheden danne typisk baggrund for senere tiders modstandskamp mod stedfundne overgreb, som de angrebne måtte finde urimelige og skammelige.

Kaj Munk brugte begivenheden som sindbillede på kampen mod den tyske besættelsesmagt. I dag kan begivenheden stå for en samfundsgruppes håbløse kamp mod en overmagt, der under dække af forhandlinger kun venter på det rette tidspunkt til at slå til og høste den rene ubeskårne sejr.

Allerede nu har mange været ude med antagelser på skrift om, at det kan blive svært at få en overvundet og underkuet lærergruppe til at gå helhjertet ind for det store fortvivlede projekt der venter ved realiseringen af et heldagsmonster efter lærernes nederlag. Et nederlag, som lærerne ikke har lidt i ærlig kappestrid med en modpart, men som lærerne har lidt på slagmarken overfor en modpart, der ikke har været villig til at give lærerne noget som helst, men som kun har haft realiseringen af egne planer for øje, fordi man havde magten til det.

Hvis nu – hvilket selvfølgelig slet ikke er sikkert – lærerne finder anledning til, forsigtigt udtrykt, at betragte den storladne heldagsskoleplan med en berettiget og ædruelig skepsis, som kan tænkes at være præget af og måske oven i købet skærpet af det nederlag, som lærerne kort forud for realiseringen har lidt, så kunne det måske være, at lærerne endelig planter begge hæle i jorden og kræver hensigtsmæssige undervisnings- altså hensigtsmæssige arbejdsforhold i en elevdelt skole. En sådan kamp vil lærerne selvfølgelig også tabe. Men lærerne har da selv som tabere lov til at vise viljen til at afvise det påståede geniale nonsens, som politikerne har pustet heldagsskoleideen op med. Lærerne har da lov til at blotlægge den forvrøvlede historie om, at skolelederne skal have myndighed til at tildele forberedelsestimer, skønt han overhovedet ikke har nogen forberedelsestimer at dele ud af. Lærerne kunne da tænkes at gå i brechen for en indlæringsbefordrende hensigtsmæssig lektionsopdelt dag i en slags kamp mod idiotiens planlagte udtværing af al faglig undervisning i noget, som man med faretruende fredsommelighed kalder for en ”sammenhængende skoledag”. Og måske kunne nogen finde anledning til at genere magthaverne, som man har tabt kampen til, med små hentydninger til, at der i de fortsat eksisterende uunderviselige udelte klasser sidder ikke så få bogligt dygtige elever, der kun kan tabe yderligere ved et ophold i de fordummende heldagsarrangementer, hvor al boglighed skal stå i skyggen af en masse praktisk tidsfordriv. Og man vil opleve, at ingen politiker vil så meget som lytte til disse elevvenlige og skolemæssigt helt berettigede indvendinger. Men så har lærerne da ytret sig.

Jo, Hannibal tromlede romerne til plukfisk. Men med det seje træk lykkedes det dog romerne i tiden derefter at bringe den ellers så uovervindelige Hannibal til fald. Og nogen siger, at historien er nyttig at kende. For den kan man lære af.