Debat

En katastrofal reform-implementering.

Hvor er fagforeningen henne, mens it-firmaerne sætter rammen for arbejdsmiljøet og de didaktiske muligheder i Folkeskolen?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg læste en artikel om læringsplatformer her på Folkeskolen.dk. En lærer spørger herefter i kommentarsporet:

Kan DLF opfordre til, at man som folkeskolelærere i fællesskab nægter at lade sig diktere brugen af portaler, platforme og målstyring? Jeg har intet behov for det, mine elever har intet behov for det, min ledelse har intet behov for det, mine elevers forældre har intet behov for det. Hvem har egentlig behov for det?

(https://www.folkeskolen.dk/607194/professor-for-lidt-dialog-om-laeringsplatforme)

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Da Folkeskolereformens implementeringsredskaber og –strategier er i modstrid med 150 års pædagogisk og didaktisk forskning, er det et åbenlyst fornuftigt og fagligt spørgsmål? Specielt til Danmarks Lærerforening.

LÆRER SOM LEKTOR

Jeg er lektor på en læreruddannelse, men jeg udsættes for præcis det samme, som alle andre undervisere i Danmark. Og jeg vil påstå at ingen fagforeningen i dag kan se, hvad der sker: At undervisere er blevet et klik-proletariat uden nogen som helst mulighed for at værne om den pædagogiske kvalitet af undervisningen!

Vi er alle umyndiggjort….fra folkeskolelæreren til professionshøjskolens undervisere.

Jeg er uddannet folkeskolelærer. Blev lektor. Men min fagforeningshistorie her er helt parallel med det, som også må være mange folkeskolelæreres historie. Vi er nemlig alle en del af den fødekæde, der hedder teknokrati, kontrol og magtcentrering. Det vil sige politikeres/embedsmænds (u-)bevidste opgør med enhver faglig tænkning (den pædagogiske og didaktiske i sær). Kort sagt et opgør med oplysningstidens værdier og myndige faglige ansatte i skole- og uddannelsessystemet.

Akademikernes fagforeningsblad fremstår – ulig Folkeskolebladet –ofte alene enøjet karriere-understøttende i et stadigt mere individualiseret og privatiseret samfund. Men jeg arbejder ikke for min individuelle karrieres skyld og har ofte desperat brug for, at mit fagforeningsblad (Magisterbladet) adresserer de åbenlyse forringende arbejdsmiljøvilkår, der er fulgt med liberaliseringen, teknokratiseringen, moduliseringen og internationaliseringen.  Det gør de meget lidt. Selvom de skriver foreningsbladet har redaktionel frihed.

SPØRGSMÅLET

Der runger et stort spørgsmål hos mig: Hvor er min fagforening, Dansk Magisterforening (DM), helt konkret i debatten om underviseres arbejdsvilkår i uddannelsessystemet?

Og læs videre for måske mange DLF-medlemmer spørger om det samme mhs til deres fagforening

I sidste lille pamflet om professionshøjskolerne i Magisterbladet udtaler en konsulent i DM’s forhandlingsafdeling, at:

Mange af de medarbejdere, der har været med helt fra seminariernes tid, er ved at have forladt arbejdsmarkedet. De yngre generationer ser det mere som et grundvilkår at være chef i deres egen butik. Og så er de nok også mere opmærksomme på, om alle løfter med samme styrke” og en faglig konsulent supplerer ” Medarbejdere kan også have en tendens til at glemme, at deres ledere ligeledes er underlagt nogle snærende rammer og strukturer

Så hvad er det min fagforening fortæller mig her? Jo de fortæller mig kort sagt, at arbejdsforholdene nu er privatiserede og individualiserede, og en seminariekultur er død. Og, at jeg nu ikke skal ”solidarisere” mig med mine kolleger, men med mine ledere. Absurd nok, fordi mine ledere er ”underlagt” samme arbejdsforhold. Men det har forhandlingskonsulenten jo lige defineret som ”at være chef i egen butik”. (Hvilket min leder på ingen måder er længere) De to udtalelser fra DM’s konsulenter er direkte modsigende!

Individualiseringen og ledersolidariteten som konklusion på tidens udfordringer er en uhyggelig udmelding fra en fagforening. Men det er præcis det, der rent faktisk praktiseres i akademikernes fagforening, DM. Jeg ved det af erfaring.

Hvor mange fagforeninger sker det i?

SYGEMELDNING SOM SVAR

I 2015 blev jeg af min fagforening rådet til at sygemelde mig, selvom jeg alene bad min fagforening om hjælp i forhold til de urimelige arbejdsforhold. I kender som folkeskolelærere måske de samme arbejdsforhold? For jeg klikkede konstant rundt på alverdens it-platforme for at dokumentere min arbejdstid, kommunikere med mine studerende, mine kolleger osv.….uden at noget egentlig virkede og i praksis alene skabte forvirring og frustration. Hver år et nyt it-system, hver kvartal en ny manual mere, hver måned nye irettesættelser pr mail fra administrationen, hver time en påmindelse om, hvad jeg ikke havde udfyldt dokumentationsmatrixerne. Også juleaften. Jeg følte mig totalt afmægtig og kunne ikke i praksis udføre mit arbejde. Alle mulige it-systemer stod direkte i vejen for enhver kommunikation og fornuftig organisering. Jeg var oppe imod en computer, som jeg ikke kunne tale med, og som gjorde alt uvirkeligt og jeg var total afmægtig.

Det var ydmygende, at min læge måtte frede mig med en sygemelding pga. af ”stressrelateret arbejde”. Han undrede sig rettelig over, at det ikke var en sag for min fagforening. Jeg var så flov over min fagforening, mens jeg sad der hos ham og måtte lade mig sygemelde. Jeg kunne sagtens undervise. Kunne godt arbejde. Elsker at møde de lærerstuderende. Men jeg havde så mange teknokratiske ”udfordringer”, der skabte så meget stress, afmagt og meningsløshed, at jeg simpelthen ikke kunne udføre mit arbejde.

ET SKRIV

Da jeg kom hjem fra lægen skrev jeg til min fagforening, DM:

”Jeg er sygemeldt og har egentlig ikke kræfter til at dokumentere min egen arbejdsmiljøsag, men det er vigtig for min raskmelding at få beskrevet, hvad det er, jeg har været udsat for. I øjeblikket virker det lidt, som om jeg alene individualistisk skal søge terapi eller gå ture, men jeg kan ikke fjerne behovet for solidariteten med mine kolleger. Jeg vil gerne bidrage til, at de ikke oplever det samme. Da jeg første gang havde behov for en tillidsmand, fik jeg at vide, at jeg skulle koncentrere mig om mig selv og ikke mine kolleger. Jeg tror, det er præcis den individualisme, som medarbejdere kan blive syge af. Jeg vil have lov til at insistere på et menneskeligt arbejdsmarked. Jeg har derfor forsøgt at fremstille min sag her.

Min sag peger på tre generelle problemstillinger inden for professionshøjskolerne, som bør kunne tematiseres offentligt og personligt:

1) Overgangen fra at være en statsinstitution og til at skulle arbejde på arbejdsmarkedslignende vilkår.

2) Overgangen fra at være en lektorbedømt fagperson med autonomi og til at skulle registrere/ dokumentere alle arbejdsopgaver.

3) Overgangen fra at skulle opkvalificere lærere og pædagoger ud fra pædagogisk-didaktiske kriterier og til at blive en del af en teknokratisk kommunal forvaltningspolitik

Jeg mener. at alle tre temaer er på spil i årsagen til min sygemelding og tre klassiske akkrediteringskonsekvenser ligeledes repræsenteret:

1) det store antal mellemledere og den lille kommunikation imellem dem.

2) it-systemer og registrerings/dokumentations-parameter, der konstant ændres.

3) lederes forsøg på at navigere i et managementsystem, der ofte karakteriseres ved at have en u-klar opgave- og ansvarsfordeling.

Min følgende arbejds-historik viser overordnet noget om at være vidensmedarbejder i et senmoderne samfund, hvor kriterierne for kommunikationen og selve magten er skjult, hvilket selvsagt gør det vanskeligt at dokumentere det psykiske arbejdsmiljø. Jeg har forsøgt en sagsfremstilling alligevel.”

FAGFORENINGSSVAR

Så sendte jeg 50 siders dokumentation. Selvom jeg var gået helt ned. Men jeg kunne ikke individualisere min sygemelding. Så ville jeg aldrig kunne se mig selv i øjnene igen. Vi måtte fan’me være mange derude. Jeg kunne da se og høre, at mine kolleger blive mere og mere afmægtige.

Jeg fik svar fra DM, efter jeg havde rykket mange gange. Der stod bl.a.:

Principielt er udmeldingerne ikke til diskussion. I praksis vil en ledelse ofte gerne have input. Men de er ikke forpligtet til at rette ind efter medarbejdernes input. Hvis man som medarbejder vil fastholde en kritik af ledelsens beslutninger og søge at få dem omgjort, er det oftest en forudsætning, at en samlet medarbejdergruppe kommer med indsigelser. Eller at man bruger det formelle system; tillidsrepræsentant og SU-systemet.”

Men jeg havde jo netop forsøgt at råbe om hjælp på dvs. møder, det var jo derfor, at jeg nu var gået til min fagforening. Men der var selvfølgelig ingen kolleger, der turde kritisere de nye arbejdsforhold på min arbejdsplads. (Som Rasmus Willlig har dokumenteret). Af frygt for fyring. Det kan undre, at det ikke var en banal historisk viden hos en fagforening? Men det skyldes nok, at jeg er medlem af en akademisk fagforening, der førhen var eliten. Og som ikke har opdaget, at akademikere er blevet det nye proletariat i et såkaldt videnssamfund. Og derfor skulle jeg nok ikke have været overrasket over, at der videre i mailen fra min fagforening, DM, stod følgende:

Når ”arbejdsmiljø er et diffust element, der er svært at forfølge, skyldes det, at kravene til ledelsen i forhold til støtte, og vurdering af hvilken arbejdsmængde man skal accepterer, ikke er fastlagt nogen steder. Derimod står det fast, at du skal efterleve de retningslinjer ledelsen formulerer (selvom du finder dem uhensigtsmæssige). Hvis det kom til en sag mellem dig og UC’et, vil du og DM ikke stå stærkt, fordi de regler (arbejdsmiljøreglerne) vi skal hævde er overtrådt, er diffuse. Mens ledelsen kan holde sig til ledelsesretten, og den er ret konkret og vidtgående.”

Det var så det. Det var den hjælp, jeg kunne få.

Eller rettere: Hvem har brug for sådan en fagforening, når man allerede har en ledelse?

ARBEJDSMILJØ

Her stod, at arbejdsmiljøbeskrivelser er for diffuse og at min ledelse havde ret til at lede. Ja det er sgu da evident. Det er derfor jeg beder om hjælp hos min fagforening. Og ja et psykisk arbejdsmiljø er svært at beskrive. Det er bl.a. det, som jeg selv underviser i. Og er grunden til, at jeg er medlem af en fagforening. Men realiteten blev, at alt imens jeg gik psykisk ned over arbejdsforholdene under de nye uddannelsesreformer, så havde DM kun et eneste råd: sygemeld dig, gå til psykolog og lad dig fyre!

På DM’s hjemmeside ligger ”Er du stressramt - en vejledning”, hvor der opremses mange stressårsager, men ingen sætter fokus på, at den ansatte måske godt kan håndtere sit arbejde fagligt (også volumen eller arten), men bare ikke har opbakning i forhold til it-registrering-systemer og i forhold til faglig anerkendelse:

Årsagerne til stress er meget forskelligartede. Generelt kan man sige, at stress opstår, når der er et misforhold mellem de krav, der stilles, eller som man stiller til sig selv, og de ressourcer, man råder over til at opfylde kravene. Krav kan være: 1) Den arbejdsmængde, du skal håndtere 2) De faglige krav, der bliver stillet, når du skal løse en opgave 3) Ændringer i organisationen 4) Ændringer i arbejdsgange 5) Usikkerhed i forhold til opgaver, ansvar og kompetencer. Men stress kan også skyldes uløste konflikter eller den måde, du går til arbejdet på: Fagligt ambitiøs, svært ved at sige nej eller manglende evne til at prioritere.”

Formuleringen her ovenover sætter ”aben” alene hos den ansatte! Hvor har min fagforening været på kursus om stress? Hos psykologerne? Hvem har dog skrevet den vejledning? Det skrev jeg tilbage til min fagforening. Og fik intet svar. Følte mig som en urimelig kunde.

FAGLIGHED EN HÆMSKO

Det var utroligt, at jeg skulle bruge min faglighed til at korrigere min fagforening. Så jeg lagde mig bagefter helt udmattet tilbage på sofaen og blev så fyret et halvt år efter. Ingen – hverken fagforeningen eller min ledelse – havde kontaktet mig i mellemtiden. Jeg bad om en tillidsmand til fyringsmødet. For jeg kunne godt arbejde. Men jeg kunne ikke sidde fast i en it-administration, der spændte ben for mit arbejde. Der kom ingen tillidsmand til fyringsmødet. For han var lige blevet forfremmet og den nye havde ikke tid, fordi hun skulle undervise. Og mine tillidsmænd kontaktede mig aldrig efter, at jeg blev fyret.

Jeg bad tidligt DM om at blive henvist til Arbejdsmedicinsk Klinik, så min sygemelding ikke blev individualiseret, men netop dokumenteret. Det ville DM ikke. Min læge ville heller ikke henvise mig. Han sagde, det her måtte være en fagforeningssag.

Jeg endte flere måneder efter med endelig at få en konsultation på Arbejdsmedicinsk Klinik og blev hurtigt diagnosticeret med PTSD pga. mine arbejdsvilkår. Fordi jeg er god til at dokumentere. Det er nemlig en del af min faglighed. Min diagnose blev anmeldt som en arbejdsskade, men selvfølgelig afvist. Jeg orkede ikke anke. Ville bare videre. Savnede mine lærerstuderende og at undervise.

HVORFOR MEDLEM?

Med en fagforening som Dansk Magisterforening skal man virkelig være ved godt helbred og helt helt selvkørende. Hvad mine kontingentpenge er gået til siden 2002, da jeg meldte mig ud af DLF og ind i fagforeningen DM, har jeg meget svært ved at se. Jo, den går bl.a. til karriererådgivning og opstart-information til medlemmernes egne virksomheder.

Jeg er nu ansat på en anden professionshøjskole, men ved nu, at det ikke er min fagforening, jeg skal gå til. I stedet vil jeg værdsætte, at jeg nu har en god leder og beder til, at det fortsætter.

(Jeg har forsøgt at få min kritik i Magisterbladet, men forgæves)

Powered by Labrador CMS