Når den digitale dannelse går udover den almene dannelse i skolen, om hvilke konsekvenser det har når teknologi erstatter god pædagogik.

”Der er uendelige eksempler hvorpå overdrevent brug af iPads erstatter god pædagogik i klasseværelset. Teknologi bør kun benyttes hvis det forbedre elevens læring og ikke blot for teknologiens skyld.” udtaler Fay Harding, som er Engelsk lærer på Edens Landing State School i Queensland, Australien som, på trods af de åbenlyse kulturelle forskellige samt geografiske afstand, står overfor de samme problematikker, som opleves i den danske folkeskole i forbindelse med samfundets, samt uddannelsessystemets, omfattende digitalisering. Indførelsen af informations og kommunikationsteknologi som en del af undervisningen har unægtelig gjort nogle processer væsentligt nemmere, men har samtidigt ført til uforudsete, fremmede problematikker.

Teknologien har henover det sidste årti fundet sin plads i skolen i takt med digitaliseringen af samfundet. Det forekom måske næsten selvfølgeligt, at teknologien skulle integreres i folkeskoleundervisningen, ligesom den er blevet integreret i flere andre samfundsmæssige processer samt i vores daglige liv generelt. Men skal it være en del af skolen for enhver pris? Med teknologiens fremtræden opstod begrebet digital dannelse, som kan forstås tilsvarende til det traditionelle dannelsesbegreb, men i perspektiv af teknologiske færdigheds, videns- samt kompetencemål. I den forbindelse er det hensigten, at elever skal vide hvad henholdsvis informations- og kommunikationsteknologi er, hvad det kan og ikke kan samt kunne anvende samme.

En definition på digital dannelse kan lyde, at kunne anvende det digitale hensigtsmæssigt som en del af egen dannelsesproces, men hvordan skal man lære elever at benytte digitale medier hensigtsmæssigt såfremt de digitale medier benyttes uhensigtsmæssigt i undervisningen? Hensigtsmæssig brug af informations- og kommunikationsteknologi må argumenteres at være når det effektiviserer undervisningen og samtidigt forbedre læringsprocesser samt danner grundlag for undervisningsdifferentiering og motivere elevernes kognitive udvikling. Men er dette tilfældet?

Teknologisk fremgang akademisk tilbagegang?

En generel misforståelse af teknologi er, at den uvilkårligt anses som mere effektiv end de traditionelle tilgange undervisning, som er eksemplet her, blot fordi den er nyere. I et interview med Fay Harding problemstiller hun, hvordan digitaliseringen af skolesystemet har haft uventede men alvorlige konsekvenser, som det blandt andet fremgår af obligatoriske nationale tests hvordan elever på digitale skoler har sværere ved at regne i hovedet samt udelukkende ved hjælp af pen og papir. Fay har i flere år arbejdet på en fuldkommen digital skole, men arbejder nu igen på en skole, der stadigt benytter teknologi i langt mindre grad og understreger, at eleverne på den mere traditionelle skole klarer sig betydeligt bedre end på den digitale skole, både fagligt og socialt. I forbindelse med dette nævner hun, hvordan elever på digitale skoler generelt ofte har en fuldkomment ulæselig håndskrift og betragtelige vanskeligheder med at stave grundet henholdsvis underudvikling af deres hænders finmotorik, som resultat af undervisningens teknologiske udvikling, og skriveprogrammers stave- og grammatikkontrol. Det er et problem fremhæver hun. Marg Watson, som er matematiklærer på Miami State High School i Queensland, Australien, problemstiller, hvordan elever i selv de ældste klasser har problemer med at udregne simple regnestykker uden brug af lommeregner og udtaler desuden at i hendes erfaring er de konstante teknologiske distraktioner et uundgåeligt problem, der følger med brug af teknologi i undervisningen. Marg har været lærer igennem de sidste 35 år og udtaler, at de problemer, som hun har oplevet som følge af digitaliseringen af uddannelsessystemet, er problemer, som ikke opstod førhen og at eleverne overvejende præsterer værre end tidligere. ”Kvaliteten af undervisningen er ikke længere hvad den har været og eleverne lærer mindre, eleverne har ikke længere de basale kompetencer, som det kræver at kunne overskue undervisningsmaterialet samt deres læringsproces, det er enormt problematisk. Teknologi kan være enormt distraherende, halvdelen af tiden virker det ikke og så spilder vi tid på at forsøge, at få det til at virke. Elever er blevet så afhængige af lommeregnere og computerprogrammer, at de ikke længere kan bruge hovedet, så hvis vi har tekniske problemer, så lærer eleverne ingenting. Det er et problem.” og som Fay tilføjende udtaler: ”Personligt tror jeg teknologi kan benyttes enormt effektivt, men det vil aldrig kunne erstatte god pædagogik og kompetente lærere. Det er mennesker vi underviser, ikke computere vi programmerer”

Dette er en holdning, som deles af danske Bjarne Stroustrup som, på trods af sin baggrund i datalogi og it, mener at man bør bruge tiden i skolen på klassiske fag som dansk og matematik – ikke it, som han udtaler i et nyligt interview med Information.[1]  Bjarne Stroustrup mener også at man overvejende skal betragte it i undervisningen som en distraktion. Som det er hans holdning, så kan teknologi virke særdeles effektivt i teorien og gøre flere processer mere overskuelige, men i praksis bliver teknologi som oftest en distraktion fordi eleverne ikke kan administrere den selvdisciplin, som brug af teknologi i undervisningen kræver og derfor ikke kan koncentrere sig om undervisningsindholdet.

Dannelse, asociale medier og socialinteraktion

Et andet problem, som belyses af Fay Harding, er den manglende sociale interaktion og konfliktløsning, som den teknologiske udvikling har forsaget. Som hun udtaler i interviewet, så har hun ofte observeret, hvordan elever ikke længere er i stand til og ikke viser interesse i at interagere med hinanden fysisk, tilsyneladende som resultat af den mere og mere fuldkomne digitalisering af elevernes lærings- samt livsprocesser. Eleverne er ikke længere i stand til at kommunikere konstruktivt og løse konflikter. Ifølge Fay er dette en udvikling, der åbenlyst påviser, hvor problematisk det er, at det øgede fokus på elevers digitale kompetencer har erstattet fokus på elevers kompetencer som mennesker. Fay påpeger desuden, hvordan elever helt ned til børnehaveklassealderen er besatte af deres digitale enheder og dybt afhængige heraf, de har et foruroligende lavt aktivitetsniveau og leger ikke længere udenfor i pauserne, som det har været tilfældet førhen. Dette er, som hun påpeger, desuden ikke et problem som skolen kan kontrollere alene. Efter hendes erfaring så benytter elevers forældre også i stigende grad digitale enheder som en slags erstatning for deres nærvær, det kan være alt fra TV til computere, telefoner og tablets. Forældre sætter ofte eksemplet for børnenes opførsel og er med til at illustrere det konstante behov for stimulering gennem digitale medier og uopmærksomhed på det omgivende miljø samt de tilstedeværende mennesker omkring dem. Både i skolen og i hjemmet opleves de forstyrrende konsekvenser, som det har når teknologien erstatter menneskeligt nærvær og interaktion, som flere forskere samt psykologer nu også begynder at påpege. Et eksempel herpå er den revolutionerede bog ”The Big Disconnect” af Catherine Steiner-Adair, som foruden at have skrevet denne bog, arbejder som psykolog, lærer og studievejleder. Som det er det centrale budskab i bogen, så kan teknologi ikke erstatte nære, meningsfulde, menneskelige relationer og selvom bogen primært fokuserer på den forsvindende interaktion i den gennemsnitlige husholdning, så kan dette overføres direkte til en uddannelsesinstitutionel kontekst hvor de fleste børn og unge nu, som det også belyses i bogen, bruger mere tid end de gjorde førhen og mere tid end de bruger i andre sociale situationer.

Når man taler om dannelse i det senmoderne samfund generelt, nævnes hvilke faktorer der har betydning herfor, i den forbindelse nævnes som bekendt de primære, sekundære og tertiære socialiseringsfaktorer. Den primære socialisering beskriver, hvad der traditionelt opfattedes som den mest overvejende indflydelse i dannelsesprocessen af et ungt individ herunder nævnes familie og de familiebundne normer, her har familiens traditioner, kommunikation og disciplinering blandt andre indflydelse. Den sekundære socialisering opfattedes som den indflydelse, som særligt skolen har i et individs dannelsesproces, her refereres til blandt andet lærere og skolekammerater, hvor skolepolitiker, lærer-elev relation, klassedynamik samt undervisningsformer her har betydelig indflydelse. Den tertiære socialisering refererede til informations- og kommunikationsteknologi, i den forbindelse refereredes til medier samt reklamer og de digitale enheders tilstedeværelse i vores hverdag generelt. Førhen refererede den primære socialisering til den mest overvejende og såfremt den sekundære og tertiære, men med den teknologiske samt generelle udvikling af det digitaliserede konkurrencesamfund, så kan denne model mere tilstrækkeligt opfattes omvendt. Som det bliver tydeligt i de kvalitative interviews, foretaget med formål at belyse informations- og kommunikationsteknologis indflydelse på elevers dannelse samt uddannelse, så er de digitale og sociale medier nu i stigende grad elevers primære indflydelse i deres dannelsesproces og det kan blandt andet anses for delvist at være en konsekvens af implementeringen af informations- samt kommunikationsteknologi i skolen, som førhen var kilde til elevers sekundære socialisering, hvis ikke primære taget i betragtning hvordan de fleste elever i skolealderen nu ofte bruger mere tid i skolen eller i en skoleordning end med deres forældre.

Folkeskolens formål – Dannelse eller programmering

Hvis vi som lærere, i samarbejde med forældre, skal give elever kundskaber og færdigheder som ”forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere”, som det står skrevet i folkeskolens formålsparagraf, i det samfund, som vi lever i i dag, hvor informations- og kommunikationsteknologi stadigt fylder mere og mere, så kan det ikke benægtes at digital dannelse er et helt centralt aspekt af den hele dannelsesproces. Men måske det er nødvendigt at reevaluere hvornår digital dannelse og ikke mindst digital uddannelse er relevant og effektivt. Som det tilsyneladende er tilfældigt i både Danmark og i Australien, så har lærerne som regel ikke noget særligt, at skulle have sagt i forhold til hvordan det er relevant at bruge teknologi i undervisningen, samt hvorvidt det er i lærernes og elevernes interesse, på trods af at det er lærerne, der interagere med eleverne dagligt. Hvis man ser på de konsekvenser, det har når teknologi erstatter god pædagogik og menneskelig interaktion, så virker det indlysende at spørge sig selv om folkeskolens formål er at programmere maskiner eller at forme mennesker. Som det står skrevet i folkeskolens formålsparagraf, så er en del af folkeskolens formål at forberede elever til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre med andre ord, at danne unge mennesker i udvikling til etiske medborgere. På baggrund af den udvikling, som man tilsyneladende vil kunne observere på en hvilken som helst skole i den digitaliserede verden, kan man argumentere, at det er på tide at teknologi i skolen reevalueres og benyttes som et men, der assisterer i at løfte undervisningen, men ikke som det bærende element i stedet for lærere og deres faglige samt menneskelige kompetencer.

[1] https://www.information.dk/indland/2017/03/dansk-it-pioner-betragt-it-undervisningen-distraktion