Som lærer i folkeskolens ældste klasser, opmuntrer jeg sædvanligvis mine elever til at læse nyheder på diverse medier. Lige nu håber jeg bare, de har brugt vinterferien på alt muligt andet, så det er lykkedes dem at styre uden om en overophedet debat om danskhed. En debat som har jongleret med tal og procenter og dumme anvisninger på, hvordan man bliver et rigtigt medlem af flokken. Mens jeg har min dagligdag blandt netop disse børn og unge, og deres familier, som denne åndsforladte debat drejer sig om.

Når jeg på den anden side af en dejlig, solrig og frostklar vinterferie igen møder 9.klasse, står jeg overfor en broget skare af såkaldte ”indvandrere, efterkommere og danskere” jf. de klassificeringer, som har præget mediebilledet med særligt eftertryk de forgangne to uger. Skal man tro Dansk Folkeparti har debatten haft sit udgangspunkt i et fromt ønske om ”at modvirke parallelsamfund” i boligområder, ”hvor andelen af ikkevestlige indvandrere overstiger 50 %”. Martin Henriksen, DF, giver udtryk for, at han føler sig misforstået og uretmæssigt udskældt for at tale om race og etnicitet. (Politiken debat søndag d. 19/2).

Hvor er det rystende verdensfjernt og skræmmende virkelighedsforvridende, når vore folkevalgte politikere begiver sig ud i en diskussion af et klassificeringssystem af begrebet ”danskhed”, som indebærer hurtige opskrifter på, hvordan den eftertragtede status kan opnås og samtidig påstår, at det ikke handler om farve og race men om ”kultur og værdier”. Her referer Martin Henriksen i et tidligere interview på TV2 News 17. februar til de kristne højttider, jul og påske, som en indgang til hjertet af dansk kultur. Vorherre må vende sig i sin himmel! I så fald har Jesus da levet helt forgæves. Beretningen om den barmhjertige samaritaner fra Det Nye Testamente fortæller os jo netop, at det var den fremmede, som var tættest på det, det hele handler om – værdierne. De kristne værdier som i øvrigt ligger til grund for FNs verdenserklæring om menneskerettigheder og en grundlæggende danskkulturel forståelse af, at det er forkert at stjæle, at man skal dele med hinanden og, at alle er lige meget værd!

Debatten på de sociale medier har været alt andet end sober, og i nyhedsudsendelser og aviser har den nået højder, så jeg ind i mellem har måttet knibe mig i armen. Mange har lagt ved på bålet til den ballade, DF fik startet. Og forsøget på at tage ”de fremmede” i forsvar har givetvis også bidraget til en stigmatisering; endnu en streg i sandet mellem dem og os.

                      Og så er vi tilbage i klasseværelset, 9. årgang, København Nordvest. Langt fra tal, statistikker og procenter. De kommende to uger skal vi fordybe os i Luther og Reformationen under overskriften: ”Drevet til modstand”. Det skal vi naturligvis, fordi vi i år fejrer 500 året for Martin Luthers vigtige oprør mod kirkens og statens overmagt og magtmisbrug. Men det er også tankevækkende i hvor høj grad den opvoksende generation har brug for historien at spejle sig i som afsæt for modstand nu og her i år 2017, hvor vi oplever massive ulighedsfremmende tendenser og tvivlsomme domfældelser foretaget af magter og myndigheder.

Debatten om danskhed er forfejlet – og giftig, fordi den modarbejder den dannelsesopgave, som den danske folkeskole står med, i al sin brogede og inkluderende mangfoldighed. Det handler ikke om deltagelse i kirkelige ritualer eller for og imod svinekød men om ånd - frihed, lighed og demokrati. Og kan vi så få løftet den politiske debat til et niveau, hvor jeg som lærer ikke skal rødme over at præsentere dagens avis for de 15 til 16-årige danskere af alle farver.