Dårlig ide at lukke for Arto
Flere folkeskoler har forbudt eleverne at logge ind på sitet Arto i skoletiden, fordi nogle elever bruger hjemmesiden til at true og mobbe hinanden. Det er en farlig kurs, advarer ekspert i sikker chat.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Det er en fantastisk signalværdi at lukke for adgangen, men det løser ikke noget, det skal ind i undervisningen", siger Rudy Frederiksen til Politiken.
Som 'sikker chat-konsulent' på Amtscentret for Undervisning i Herning har han forsket i chat - og de medfølgende problemer - i seks år og tager rundt på skoler landet over for at undervise og vejlede lærere, elever og forældre i, hvordan de håndterer hjemmesider som Arto. Han langer ud efter Artos direktør.
"Jeg tror på, at vi kan komme næsten til bunds i det her, hvis vi kan få Artos ejer til at ansætte nogle kontrollører, så de pædofile kunne blive sorteret fra. Han siger hele tiden, det er forældrenes og lærernes ansvar, men han har også et", siger Rudy Frederiksen.
Morten Borg, direktør i Arto, ville gerne kunne ansætte de 50 ekstra medarbejdere, han mener, der skal til for at komme nogle af problemerne til livs blandt andet ved at indføre mere kontrol med, hvad der bliver skrevet på chatten.
"Vi har bare ikke økonomi til at ansætte så mange, som det kræver", siger Morten Borg og peger i stedet på, at skoler og forældre bør arbejde sammen om at lære børnene at begå sig på nettet.
I Gladsaxe vil kommunen nu informere og vejlede forældrene. Kommunen har for nylig udsendt informationsmateriale til skolerne til forældreorientering, og 29. marts inviterer kommunen forældre til temaaften med information og debat om børn og unges færden på nettet.
Informationen tager især udgangspunkt i arto.dk, da SSP-konsulenterne i kommunen har fundet ud af, at mange forældre ikke ved, om deres barn har en profil på siden. Der er også mange, der overhovedet ikke er kendt med arto.dk og mobningen, der foregår.
"Vi laver denne temaaften, da flere og flere forældre og klubber henvender sig til os om mobning og trusler på nettet", siger SSP-konsulent Linda Krüger-Nielsen, der er en af oplægsholderne på temaaftenen.