Af Bo Steffensen

304 sider, 248 kroner

Akademisk Forlag

'Spejlbilledet' - en novelle fra 'Ispigen' af Bent Haller - indgik i en af opgaverne til afgangsprøverne i dansk i år. Historien er en fantastisk fortælling. En pige bliver negligeret af sine kammerater og bliver til sidst usynlig i bogstavelig forstand. I ingen af de opgaver, jeg rettede, blev pigens forsvinden opfattet som et udsagn i overført betydning.

Her kan et af budskaberne i Bo Steffensens bog komme ind. Ud fra en receptionsteoretisk udgangspunkt taler han om fiktionslæsning til forskel fra underholdning og faktiv læsning. Skønlitteratur læses ofte faktivt og som ren underholdning. For at der er tale om fiktionslæsning, skal eleverne ud over oplevelsen kunne analysere den og få en dybere erkendelse og kunne læse med fordobling. Det er nødvendigt at undervise i fiktionslæsning, at undervise i og ikke kun med litteratur. Ellers er der en mulighed for, at fiktionslæsning helt forsvinder.

Kun få elever magter tilsyneladende fiktionslæsning. Står det virkelig så slemt til med elevernes litterære kompetence? Det kan i høj grad diskuteres.

Læsning af den nye udgave af denne bog er en genlæsning og nylæsning. Meget stof var nyt i udgaven fra 1993, men i dag har mange af dens synspunkter og dens litterære metode bredt sig. De fem undrende spørgsmåls metode hærger således landet.

Men der er også meget nyt stof. I et afsnit bruges begrebsapparatet i bogen således på de moderne massemediers fokusering på underholdning. Og derudover forholder Bo Steffensen sig således også kritisk til andre forskere og praktikere, der er inspireret af den receptionsteoretiske tilgang. Således angribes Vibeke Hetmars opfattelse af litteraturpædagogik. Der er ikke plads til stillingtagen til meningsfor-skelle på det litteraturpædagogiske parnas i denne anmeldelse. Set fra den praktiserende lærers perspektiv er både Vibeke Hetmars og Bo Steffensens synspunkter lige relevante og kan være til inspiration for lærernes praksis og til formulering af deres egen opfattelse. Når man ser på den måde, de stiller deres spørgsmål på, kan det ikke undre, at de kommer frem til forskellige svar.

Med to forskellige definitioner af, hvad fiktionslæsning er, må de blive uenige om, hvor gode børn er til at læse fiktion, og hvordan og hvornår det kan lade sig gøre.

Bo Steffensen mener således, at arbejde med fiktionslæsning først kan lade sig gøre efter 5. klasse. Efter Vibeke Hetmars definition kan eleverne arbejde med fiktion på deres måde i hele skoleforløbet.

Denne bog har imidlertid en særlig aktualitet, fordi den med rette kritiserer en udbredt form for meddigtende litteraturpædagogik, der mere har karakter af fradigtning end meddigtning, en form for følelsessubjektivisme, som ikke fører ind i teksten, men bruger den som udgangspunkt for sjove kreative opgaver, herunder også storyline-forløb, en form for litteraturpædagogik, mange er ved at køre træt i. Børnene husker de sjove aktiviteter og produktionen af deres egne tekster, mens den litterære tekst er noget sekundært eller glemt.

I den forbindelse var det velgørende at stifte bekendtskab med 'Guld og grønne skove', det prisbelønnede, fremragende materiale af Lars Handesten og Ingelise Moos, der peger på andre muligheder.

Bogen er værdifuld og inspirerende for lærere og studerende. Selv om jeg synes, at bogen ofte cirkler unødigt om de samme udsagn, rummer den en værdifuld teoretisk grundlag for en stillingtagen til litteraturpædagogik.

Helge Christiansen