Anmeldelse
Historien om en mor
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
»Historien om en Moder« hører til blandt H.C. Andersens mest hjerteskærende historier. Og at han selv har haft følelser i klemme, mens han skrev den, vidner hans overvejelser om historiens slutning om, overvejelser, der blandt andet kan læses på Det danske Sprog- og Litteraturselskabs hjemmeside, www.dsl.dk, hvor originalmanuskriptet er gengivet.
Peter Madsen, som slog sit navn fast med »Valhalla«-tegneseriehæfterne, og som cementerede sin position med »Menneskesønnen«, har nu udgivet en helt utrolig smuk historie om en mor. Der står på omslaget, at historien er frit efter H.C. Andersen, men det er et banalt forlagsudtryk, som ikke dækker virkeligheden. Tværtimod er Peter Madsens udgave stærkt bundet af den originale historie, blot er den omsat fra verbal fortælling til tegneserie.
Hvor H.C. Andersens ord rammer læseren præcist dér, hvor al rationalitet kommer til kort, formår Peter Madsen at opnå en tilsvarende fortællestyrke gennem et formsprog og farvevalg, der nok signalerer ultranaturalisme, men virker som drømmeland, en tilstand mellem søvn og vågen.
Peter Madsen mestrer billedskabelsen og opslagskompositionen til perfektion, og han har udnyttet den nye digitale teknik fuldt ud, blandt andet ved at lægge en forunderlig blødhed hen over billederne, så både det gode og det onde bliver en sammenhængende del af læserens vilkår.
Verbalt arbejder han dels i talebobler, delsi korte tekster, der enten er replikker eller handlingsbærere. Kun i ringe grad tager han H.C. Andersens ord ind, men søger at ramme et ordleje, der matcher tonen i billedhistorien, og som samtidig rammer nutidens læsere. Således er »Gud« i fortællingens start erstattet af »meningen«. Gud nævnes en enkelt gang, da moren opdager, at hendes barn er forsvundet, men her nærmest som en moderne besværgelse, og derefter helt centralt, da Døden fortæller, at også døden er Guds vilje.
Peter Madsen har over H.C. Andersens historie skabt et aldeles overvældende tegneseriealbum for de ældste elever og for voksne om vores tilværelses grundvilkår. Blot ærgerligt, at den er utro mod tegneseriemediet ved at komme i stift bind, så den er utålelig at have med i seng.