Anmeldelse

Apokalypse, Roses bryster og carpe diem

Drengebog med action, følelser, eftertænksomhed og store litterære kvaliteter.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På bagsiden af bogen står der: Når den helt store katastrofe rammer jorden, vil millioner af mennesker dø. Uha, tænker man så. Det lyder godt nok farligt, og det er det også. Så bliver man måske en lille smule skuffet, når man slår op på første side, hvor der er stillet en opgave til Daniel i 7.b om, at han skal skrive et essay om en stærk naturkraft, og om hvordan den indvirker på mennesket. Ved nærmere læsning lærer vi Daniel lidt bedre at kende og finder ud af, at han som teenager også skal finde ud af, hvordan livet kan forme sig med drengevenner, computerspil, fester – og så noget med nogle piger i klassen, der vist ikke er så uinteressante alligevel.

Fakta:

Titel: Prepper

Forfatter: Lise Bidstrup

ISBN: 978-87-638-3164-2

Pris: 199,95

Sider: 186

Forlag: Høst og Søn

Daniels far er prepper, altså en, der forbereder sig til dommedag. Lidt senere fandt jeg ud af, at en apokalypse i Bibelen er en åbenbaring, der skildrer en kommende begivenhed, der særligt kredser sig om verdens undergang. Navnet Daniel, 7.b, er heller ikke tilfældigt. Det er nemlig også en bibelreference til Daniels bog, kapitel 7, der handler om verdensdommen. Og i bedste science fiction-stil inddrages begreber om solarstorm og solcyklus, der gentager sig med de samme ødelæggelser inden for et tidsskema, der kan udregnes med forudsigelser. Det viser sig dog, at ingen kan forberede sig så meget på en katastrofe, at den ikke vil komme, når man mindst venter den, hvilket både Daniel og hans far finder ud af. Daniel må i alt fald smide et foto af Rose, og hvad han har i den anden hånd, da noget uventet sker.

Der er mange eksistentielle overvejelser i bogen, som for eksempel om hvorvidt man kan - eller skal - forberede sig på det værste, eller man bare skal lade skæbnen råde – carpe diem. Et andet emne kredser om, hvordan man som teenager ser ud i forhold til sine kammerater, og om ungdomslivet i det hele taget.

Det kan være svært for en kvindelig forfatter at skrive om drengefølelser, men jeg tror, at de mange bogpriser, som Lise Bidstrup har fået, ikke er ufortjente. Hun er en af de forfattere, der virkelig kan fremme drengenes læselyst, men måske rammer ved siden af pigerne. Det var for mig interessant at læse en bog, der var så anderledes end alt andet, jeg tidligere har læst.

Det er klart en bog, jeg vil anbefale til fælleslæsning i de større klasser i folkeskolen og måske foldet ud i en større sammenhæng, så det ikke kun er dansklæreren, der må lægge for, men også kristendomskundskab, samfundsfag og fysik, så man kommer rundt om, hvad det er for noget med tro, viden, varsler og miljø. Er vi selv med til at fremskynde jordens undergang? Og kan vi gøre noget for at skærme os mod naturkatastrofer?