27 eventyr af ædleste karat har Hanna Lützen lagt i denne skatkiste. Mange kendte, men også en syv-otte stykker, som ufortjent har levet i udkanten af undervisernes, antologimagernes og Disneys foretrukne. Ingen af eventyrene er selvfølgelig Hanna Lützens egne eventyr.

Og dog: De er hendes, i den forstand at hun elsker dem og har taget dem til sig; tyvstjålet dem fra H.C. Andersen, Brødrene Grimm og Charles Perrault, hvilket vi andre også opfordres til at gøre i forordet til samlingen. Eventyr minder jo på en måde om det nordiske ursvin: du kan bare æde løs, der vokser nyt ud til andre.

Eventyrene er også Hanna Lützens, i den forstand at hun har "genfortalt" dem, som det står skrevet på titelbladet. Sprogtonen er fin, mundret og nem at læse op, og genfortællingen giver ingen anledning til ophævelser i Grimms og Perraults eventyr, men selvfølgelig er det kontroversielt at pille ved Andersens sprog. Og selv om han er gjort nutidig i denne version, så mister han efter min opfattelse også kraft og fascinationskraft, når sætningers ordstilling bliver rettet ud, og synonymer træder til.

Denne diskussion kan vendes til frugtbar undervisning, hvis man stiller originalen og bearbejdelsen op mod hinanden.

De 27 eventyr er illustreret af Malene Laugesen og Lars Gabel, to illustratorer, som er vidt forskellige i stil, streg og udtryk. Hvor Malene Laugesen er blød, rund, næsten barok med sine farvekridt, er Lars Gabel skarp, konturfast, næsten tegneserieagtig med sin tuschstreg og sine påtrængende farvevalg.

Det er svært at se nogen sammenhæng mellem det enkelte eventyrs karakter og valget af illustrator. Denne kombination af forskellighed og tilfældighed får bogen til at falde fra hinanden. Man burde have satset på en eller for den sags skyld 27 illustratorer, hvis denne skatkiste i sig selv skulle have været en skat.