Anmeldelse
Tro og ritualer i folkekirken
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Med tyk streg under kundskab i ordet kristendomskundskab og sans for traditionsformidling føres seeren ind i nøgtern og objektiverende næsten klinisk gennemgang af Danmarks statsreligion: folkekirken, dens væsentligste højtider og ritualer. Indholdet af kirken og troen i Danmark er så følsomt beskrevet, at man næsten kan komme i tvivl om, at danskerne er eller kan være et troende folkefærd.
Videoen er indspillet på fire forskellige sprog, hvoraf jeg har set den dansksprogede udgave. Den henvender sig primært til nye danskere, som kan have svært ved at få øje på den kristne tros betydning i Danmark. Jeg er bare ikke sikker på, at det helt vil lykkes med denne video, der gennemgår de mange synlige tegn på kristendommen, som er omkring os i det danske landskab. Alle kirkebygningerne, juletraditionerne og fridage og ferier er udtryk for, at den kristne religion har været i landet i over 1.000 år. Oplysning og kundskaber skal der til, og naturligvis skal vore indvandrere og flygtninge ikke opildnes til at konvertere til den kristne tro eller tro, at der er noget farligt ved den, tværtimod. Jeg er bare rigtig bange for, at denne berøringsangst for at tale om følelser inden for det, som betyder mest for os alle, nemlig troen, håbet og kærligheden, vil gå hen over hovederne på vore flersprogede beboere i Danmark.
Billedet af tro og religiøs praksis inden for rammerne af folkekirken beskrives alt for yderligt, selv om jeg godt kan se videoens anvendelsesmuligheder i dansk som andetsprog og i de ældste modtageklasser, hvor eleverne skal indføres i Danmarks kirkelige og personlige ritualer fra vugge til grav. Det er en video, som ikke vil støde på problemer med fritagelsesparagraffen for undervisning i kristendomskundskab, og af denne grund kan den være velegnet til en generel indføring i dansk kultur- og samfundsliv.