Eleverne på Nordbyskolen sorterer deres affald og sparer skolen for penge.
Eleverne på Nordbyskolen sorterer deres affald og sparer skolen for penge.

Børnetopmøde sparker gang i plastiksortering i to kommuner

I dag er der topmøde i FN-byen for elever på de såkaldte rettighedsskoler. Elevernes indsats på sidste års topmøde forbedrede affaldshåndteringen på Lolland og Falster og sparer samtidig skolen penge.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

260 børn fra 42 forskellige skoler over hele landet mødes i dag i FN-byen for at lave handlingsplaner for, hvordan deres egne skoler og lokalområdet kan skabe fællesskaber med plads til alle. Skolerne er alle en del af Unicefs rettighedsskole-initiativ. Årets tema er "indenfor/udenfor" med et stærkt fokus på børnekonventionens artikel 2 om retten til beskyttelse mod diskrimination og verdensmål 10 om mindre ulighed.

Elever sætter gang i plastikgenanvendelse

Sidste år var temaet på Børnetopmødet FN's 17 verdensmål.  Deltagerne fra Nordbyskolen på Falster valgte at arbejde med Verdensmål nummer 12 - at sikre ansvarlig forbrug og produktion - og se på deres skolens renovationssystem.

"Det var blandt andet på baggrund at de her frygtelige billeder af hvaler med plastik i maverne og affaldsøer i Stillehavet, at vi ville arbejde med det", fortæller lærer Kim Bruun, som er koordinator for Nordbyskolens rettighedsråd.

"Eleverne kontaktede det lokale affaldshåndteringsselskab - Refa, som står for dagrenovation på Lolland og Falster, som havde tænkt noget af det samme som os - at skoler og daginstitutioner skulle i gang mad at affaldssortere. Så blev vi inviteret til møde. En af elevernes store ønsker var at sortere plastik, hvilket i første omgang ikke kunne lade sig gøre. Men der gik ikke mere end et par måneder, før Refa vendte tilbage med beskeden om, at det kunne det godt alligevel".

Stolte af indsatsen

"Vi havde en elev, som var medlem af rettighedsrådet og som nu går på gymnasiet. Hun kontaktede mig for nyligt og fortalte, at hun var ved at sætte noget tilsvarende i gang, der hvor hun er nu. Så det spreder sig som ringe i vandet", fortæller Kim Bruun.

Den udvidede sorteringsordning er nu rullet ud til et par skoler og daginstitutioner i kommunerne Lolland og Falster, men det er planen at alle skoler og daginstitutioner skal være en del af initiativet, og Nordbyskolen sparer årligt mellem 2000 og 5000 kroner.

"Vi har et mindre behov for dagrenovation nu, hvor vi sorterer vores affald. Så derfor skal vi betale mindre for den almindelige dagrenovation", fortæller Kim Bruun.

Hvad bliver de penge så brugt til?

"Ha ha, nu er det jo Guldborgsund Kommune - det havde jo været fint hvis kunne sige at vi brugte dem på børnene, men det bliver bare en del af det almindelige budget. I sidste ende kommer det selvfølgelig eleverne til gode indirekte".

Bubber besøger topmødet

I år er det 30 år siden, FN's Børnekonvention så dagens lys og temaet for årets børnetopmøde er som nævnt 'fællesskaber med plads til alle'. Desuden får topmødet fint besøg af tv-værten Bubber, som vil fortælle om sin ordblindhed. Der vil også være et ledelsesseminar for skoleledere, hvor 35 skoler er repræsenteret. På seminaret vil blandt andre Vincent Hendricks holde oplæg og Abdel Aziz vil fortælle om at vokse op og være anderledes. 

"Det gør indtryk på mange af eleverne og de for anledning til at tænke over tingene. Så stor, stor ros til dem, det er dem, der har lavet arbejdet".

Powered by Labrador CMS