Anmeldelse
Biologi - Samfundsfag
Sundhed - sygdom
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
syg - rask - handicappet
Af Carsten Scheuer
Indblik
80 sider, 140 kroner
Gyldendal Undervisning
En udgivelse i serien, hvor vægtige emner tages op og gives en bred behandling. Titlen kunne antyde, at den drejede sig om en diskussion om sundhed kontra sygdom, eller spørgsmålet om man er sund, når blot man ikke er syg. Det går den dog let hen over, men diskuterer lidt om man er rask, når man ikke er syg, og det skal man da lige tænke lidt over. Ellers beretter den enkle og letløbende tekst løst og fast om sundhedsvæsenet og diverse sygdomme, om vaccination og fødsler og meget mere også om økonomien i sundhedsvæsenet. Måske lidt for løst, da der smutter et par unøjagtigheder med. Således omtales mæslinger, fåresyge og røde hunde som bakterieforvoldte sygdomme, de skyldes virus. Ved blindtarmsbetændelse får man det indtryk, at lægerne stort set altid fjerner 'blindtarmen' blot ved mistanke og for en sikkerheds skyld, og leverkræft omtales som ubehandlelig og uhelbredelig. At blødere i sin tid fik hiv-inficeret blod nævnes som et - omend tragisk - 'uheld'. Det var - pænt sagt - et udslag af en undervurdering af risikoen. Ind imellem er der grå bokse med varierende indhold, blandt andet statistik - en sådan har overskriften: 'Sådan kommer vi til skade', men der burde have stået: Så mange kommer til skade.
Der findes ikke andre så enkle beskrivelser af emnet, og en udmærket og omfattende indholdsfortegnelse samt et brugbart register gør bogen anvendelig som opslagsbog og som udgangspunkt for mere dybtgående arbejde med delemner. Den er illustreret med mange gode sort/hvide fotos og enkelte tegninger, og det lidt sparsomme udstyr bringer prisen i et betaleligt leje.
Hans Erik Berthelsen