I praktikker oplevede Tobias Gaarden Jørgensen og Bente Lifland Kjær, hvordan historielæreren ofte var ”ugens gæst” og på grund af den svage tilknytning til klassen ikke havde styr på elevernes navne. De skriver i deres professionsbachelorprojekt fra læreruddannelsen i Hjørring ved UCN, at eleverne desuden har svært ved at se fagets relevans, fordi ”historiefaget er et af de fag, som eleverne opfatter som langt mindre vigtigt end dansk, matematik og engelsk”. De er derfor optaget af at undersøge, hvordan man kan fremme elevernes oplevelse af historieundervisningens relevans samtidig med, at de undersøger, hvordan man kan skabe et inkluderende læringsmiljø.

”Hvorfor er det væsentligt at arbejde med inklusion og relevans i historiefaget, og hvordan kan vi som historielærere gennem fællesskabende didaktikker med vægt på kildearbejde og dialogisk undervisning, planlægge en undervisning, der understøtter kvalitativ inklusion og faglig relevans”, spørger de i problemformuleringen.

Centralstyret tilgang i 5. klasse

Tobias Gaarden og Bente Lifland observerede undervisning i historie i en 5. klasse og gennemførte en spørgeskemaundersøgelse. En holdning til faget gik igen flere gange hos eleverne: ”Kedeligt!” En anden elev supplerer: ”Jeg kan ikke rigtig se, at jeg kan bruge det til noget”. Da de interviewede læreren, gav hun også udtryk for, at eleverne kan have svært ved at se relevansen i faget. ”Osmannerriget har været sådan noget, man lige skulle igennem. Også for mig. For jeg mærker bare, at det ikke fanger eleverne. Det er ikke relevant for dem, de kan ikke se meningen med Osmannerriget”. Tobias Gaarde og Bente Lifland skriver, at det peger ind i en international og national tendens, der baserer sig på 128 studier, der dokumenterer, at eleverne har svært ved at se relevansen i historieundervisningen i forhold til deres eget hverdagsliv. ”De har svært ved at se dem som relevante i skolefagets kontekst, fordi historieundervisningen primært beskæftiger sig med store historiske begivenheder, der ikke synes at relatere til elevernes livsverden”. Undervisningsaktiviteterne var kendetegnet ved, ”at stoffet gennemgående er placeret på det lave niveau i Blooms taksonomi - det redegørende niveau, hvor det for eleverne handler om at tilegne sig viden om historiske begivenheder”. Spørgeskemaundersøgelsen, interviews og observationer viste til sammen, at undervisningen var præget af den historiedidaktiske tilgang, der benævnes ”den centralstyrede”, hvor det er kendetegnende, at der er fokus på kronologisk fortælling. For at skabe mere mening hos eleverne, beskriver Bente Lifland og Tobias Gaarden, at man må inddrage ”den fagstyrede” og ”den brugerstyrede” tilgang. Den første har fokus på at skabe sammenhæng mellem skolefag og videnskabsfag, og den anden har fokus på at kvalificere elevernes historiebevidsthed ved ”aktivt at inddrage elevernes fortidige erfaringer og oplevelser fra deres eget liv.”

Trivsel med dialogisk undervisning

Tobias Gaarden og Bente Lifland når frem til, at en dialogbaseret undervisning rummer elementer, der både kan aktivere og engagere eleverne, samtidig med, at det kan virke inkluderende. De beskriver dialogbaseret undervisning som et centralt element i det, man kalder ”fællesskabende didaktikker” - en samtænkning af skolens faglige og sociale opgaver. ”Målet er ikke alene at den enkelte elev udvikler sig lærende, men at det lærende også bliver en række forskellige og fælles processer eleverne imellem. Undervisningen bliver dermed den sammenhæng, der skaber tilhørsforhold. Det handler om at gøre undervisningen meningsfuld for flest mulige og at give adgang til aktiv deltagelse”.

Elevers trivsel i faget handler om, hvordan læreren gennem sine didaktiske overvejelser planlægger undervisningen med hensyntagen til deltagelsesmuligheder og sikring af meningsgivende deltagelse, skriver de og refererer til ph.d. i historiedidaktik Heidi Eskelund Knudsen. Hun mener, at man som historielærer bør opfatte historie som et tænke- og samtalefag, mere end et fag der handler om at finde facit via bøger og tekster.

Som en del af undersøgelsen afprøvede Bente Liflund og Tobias Gaarden i samarbejde med klassens lærer forløbet ”Historier om dig og mig”, der er udviklet af Heidi Eskelund. Forløbet handler om elevernes opdagelser af egne og andres personlige historier, og i forløbet udarbejder de deres egen tidslinje, hvilket udgør et konkret produkt. ”Men det centrale i forløbet er selve elevernes arbejdsproces, de overvejelser og opdagelser de gør undervejs om sig selv, men også om de andre elever”, skriver de og forklarer, at eleverne gennem forløbet får et større kendskab til hinanden internt i klassen, og der er fokus på dialog.

I observationerne af forløbet når de frem til, at eleverne i langt højere grad er aktive og bidrager med mundtlige inputs. ”Hvor spørgsmålene i lærerens egen undervisning bar præg af at være ikke-autentiske, altså spørgsmål med et på forhånd givet rigtigt og forkert svar, er forløbet ’Historier om dig og mig’, planlagt med udelukkende autentiske spørgsmål, det være sig f.eks. en beskrivelse af hvad eleverne opfatter som historie og en beskrivelse af hvor de har stødt på historie uden for skolen”.

Appellerende effekt

I analysen af ”Historier om dig og mig”, når de frem til, at der sker en ”mere kvalitativ inklusion af eleverne i historiefaget”, og at ”forløbet har en appellerende effekt på eleverne igennem merinddragelse, ved at gøre dem til medskabere af undervisningen ift. definition af begreber og udarbejdelse af tidslinje”. Undervisningen var mindre præget af lærerens monologiske mønstre, og eleverne blev mere aktivt deltagende. Samtidigt blev historieundervisningen koblet sammen med elevernes livsverden, og det gjorde, at de fik større fornemmelse af historie, som et meningsgivende og relevant fag.

”Vi kan som historielærere understøtte inklusion og faglig relevans gennem sammentænkning med den didaktiske planlægning”, konkluderer de og uddyber, at undervisningen skal tilrettelægges, så den rummer eleverne og deres behov for mening, aktiv deltagelse og medinddragelse. Der skal fokus på fællesskabende didaktikker, ”herunder dialogisk undervisning med eleverne som medskabere i læringsrummet”.