Pisa giver ikke mening i dansk sammenhæng, mener formand for Børne- og Kulturchefforeningen Eik Møller

Skolecheferne: Drop Pisa

Danmark bør ikke længere bruge Pisa som skolepolitisk pejlemærke, mener Børne- og Kulturchefforeningen. Pisa er bagudskuende. Den måler elevernes udbytte af ti års skolegang, og så er det jo for sent, påpeger foreningen. Og det giver heller ikke mening at sammenligne den danske folkeskole med asiatiske skolesystemer. Så glem Pisa.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Skolecheferne mener, at danske politikere og skolefolk skal glemme alt om Pisa. Det giver ikke mening at sammenligne den danske folkeskole med eksempelvis asiatiske skolesystemer, påpeger skolecheferne.

Pisa: Vi kan lære af Sydøstasien i matematik

 

"Børne- og Kulturchefforeningen vil - som forening for de ansvarlige kommunale chefer på skoleområdet - kraftigt opfordre politikerne til at flytte fokus fra de omdiskuterede Pisa rangliste placeringer, til i stedet at fastholde fokus på de tre overordnede mål i den nye folkeskolereform", skriver skolechefernes forening i en pressemeddelelse.

Fokuser på danske mål

De tre overordnede mål i reformen er som bekendt: 1) at alle elever skal blive så dygtige, som de kan blive, 2) skolen skal bryde børnenes negative sociale arv, og 3) eleverne skal trives i skolen, og borgernes tillid til skolen skal genskabes gennem respekt for professionel viden og praksis.

Disse tre mål skal skolerne måles på, ikke på Pisa, mener skolechefernes forening.

"Fremadrettet bør de få overordnede mål være genstand for kvalificeret måling og sammenligning år for år, af de danske elevers progression. Først da kan vi vurdere den egentlige kvalitet af den danske folkeskole", påpeger skolechefernes forening.

Bondo om Pisa: Politikerne har fejlet

 

Pisa giver ikke mening

 "Vores elever i folkeskolen skal være dygtige - rigtig dygtige. Og vi skal altid stræbe efter at gøre det bedre år for år. Når det er sagt, vil vi i BKF gerne diskutere, hvorvidt det giver reel mening at måle kvaliteten og resultaterne af undervisningen på den måde Pisa gør", udtaler Børne- og Kulturchefforeningens formand Eik Møller og fortsætter:

"BKF mener, at folkeskolens parter skal samles om at indrette et validt og troværdigt effektmålingsredskab, der fokuserer på elevernes progression, i stedet for ensidigt at vurdere elevernes standpunkt efter 10 års skolegang som eneste parameter".

Pisa prøver at måle på tværs af lande med meget uens skolesystemer og skolekulturer, og spørgsmålet er, om det giver mening at tillægge undersøgelsen betydning som pejlemærke for kvaliteten og effekten af undervisningen i den danske folkeskole, funderer Eik Møller.

Pisa har ikke gjort danske elever dygtigere

"Erfaringerne med Pisa er blandede og omdiskuterede blandt uddannelsesforskere. Man kan efter godt 10 år med denne måleform slå rimeligt fast, at danske skoleelever ikke bliver dygtigere af at blive sammenlignet med elever i for eksempel Kina", siger Eik Møller.

"Så lad os i stedet fokusere på en fremadrettet og dynamisk måling af elevernes progression igennem hele skolegangen for frem en statisk og tilbageskuende Pisa måling", tilføjer han.