Debat

Retningslinjer alene løser ikke problemet

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Alt det kræver en samtale på skolen og nogle retningslinjer, som alle - inklusive forældre - bakker op om".

Hvilken smuk tanke i lederen (Folkeskolen nummer 15/2021, redaktionen).

Intentionen kan man vel næppe være uenig i, men er det så enkelt, at en retningslinje om magtanvendelse i sig selv medfører en ønsket adfærdsændring?

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Vi har efterhånden fået opbygget et samfund, der består af politikker, retningslinjer, principper og andet, der i bund og grund er fremkommet ved en demokratisk drøftelse og senere nedskrevet på et stykke papir. Ofte af en mindre gruppe velmenende medarbejdere (for eksempel medarbejderudvalg) og derefter fremlagt for en større gruppe (for eksempel lærergruppen). Resultater er, at vi ikke længere skal tænke selv, det har andre gjort for os. Vi er passiviseret.

Men retningslinjer alene løser ikke problemet. En retningslinje hjælper (måske), når skaden er sket. Retningslinjer kan også være gode i forhold til det forebyggende arbejde og opmærksomhed. Men jeg tror, vi skal kigge på, hvorfor det sker.

Ingen forholder sig til de elever, vi i dag arbejder med. Hvorfor forholder ingen sig til, hvad vi som lærere og pædagoger kan gøre anderledes for at undgå, at der skabes en konflikt og dermed en eventuel magtanvendelse? Vi bliver ved med at symptombehandle i folkeskolen.

Hvornår flytter vi os fra ideologi, for eksempel "sådan bør han da ikke opføre sig", til at forholde os til virkeligheden? Virkeligheden er, at vi dagligt har episoder, der ikke hører hjemme i undervisningstiden. Det tager resurser fra den vigtige læring. Nogle mener, at årsagen er øget inklusion. Nogle mener, at der skal flere hænder til.

Måske er vi lærere med til at skabe konflikterne? En ændring i vores adfærd ændrer antallet af konflikter og gør konflikterne mindre voldsomme. Hvilket vel er målet? Hvad nu hvis alle os lærere (og pædagoger) efter nogle år med udfordrende elever erkender, at vi måske ikke længere skal arbejde med børn? Tør vi tale om det?   

Jeg vil på den anden side mene, at den generelle rummelighed er gået for vidt på elevsiden, men måske også på lærersiden. Vi skal turde snakke højt om, at det at gå på arbejde skal være en glæde, og det skal være sikkert. Det er for mig indiskutabelt. At gå på arbejde med udfordrende elever må aldrig være med livet som indsats.

Lederen i bladet siger, at der skal stilles krav til forældrene. Vi stiller krav. Men vi kan ikke stille krav til forældre, der måske ikke kan imødekomme kravene. Måske skal de folkevalgte politikere lave lovgivning med udgangspunkt i virkeligheden?

Middelklassens beslutningstagere laver lovgivning, regler og retningslinjer, der tager udgangspunkt i middelklassen og passer til middelklassen. Men problemerne i underklassen løses ikke. Hverken i samfundet generelt eller i folkets skole.

Powered by Labrador CMS