Jesper Støier, der her byder undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil velkommen til en lærerkongres, skal stå i spidsen for Lærerforeningens politiske interessevaretagelse.

Lærerforeningen får politisk chef

Danmarks Lærerforening får nu en politisk chef, der i samarbejde med foreningens politiske ledelse skal stå i spidsen for den politiske interessevaretagelse på lærernes vegne. Det er Jesper Støier, 61, der har været leder af afdelingen for uddannelsespolitik i 14 år.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Det er en styrkelse af den overordnede ledelse i foreningen. Med en politisk chef kan vi styrke fokus på de politiske sager, uden at det negativt svækker det nødvendige fokus på de administrative opgaver, forklarer sekretariatschef i DLF Bo Holmsgaard.

Opgaverne i sekretariatet er igennem længere tid taget til i mængde og omfang. Det har øget behovet for skarpe prioriteringer for at fastholde retningen og det tværgående politiske arbejde, forklarer han.

"Samtidig kræver ledelsen af de øvrige administrative opgaver fuldt fokus. For at kunne lykkes med de samlede opgaver er der derfor nu tilført yderligere ledelseskraft i forhold til de politiske opgaver". 

"Med Jesper som politisk chef har vi mulighed for at komme tættere ind i de politiske sager fra en begyndelse. Her tænker jeg især på den øgede mængde af politiske sager - og kompleksiteten i dem - som kræver en tværgående indsats. Det igangværende arbejde med A20 og corona-indsatsen er et par eksempler. Konstruktionen forbedrer vores muligheder for tættere kontakt til den politiske ledelse, for at komme på forkant af de politiske bestillinger, for at prioritere og for at kunne følge op på de politiske beslutninger", forklarer Bo Holmsgaard.

Når man har valgt den model til at styrke foreningens politiske interessevaretagelse, skyldes det også personen Jesper Støier, forklarer Bo Holmsgaard.

100 dage med ny formand i DLF: Svendeprøven venter ved OK21

"Han er en knaldhamrende dygtig til den politiske analyse, og han nyder stor respekt både rundt om i organisationen og politisk, og så har han et kæmpe netværk i uddannelsesverdenen".

Jesper Støier er oprindelig lærer. Ved siden af lærerjobbet tog han en cand.pæd.-uddannelse, og i 1994 blev han ansat i DLF. Han har også en lederuddannelse og en master i mediering og konfliktløsning.

Lærerforeningen har som så mange andre organisationer haft såkaldte public affairs-konsulenter til at arbejde med foreningens politiske interessevaretagelse på Christiansborg. Forfremmelsen af Jesper Støier til politisk chef er et anderledes greb om opgaven:

"Jeg tror, vi har fundet en model, der passer bedre til vores organisation og forløser organisationens resurser bedre.

Konsulent i skole- og uddannelsespolitisk kontor Mette Rønø er konstitueret i stillingen som afdelingschef, og den stilling vil blive slået op snarest.