Forsøg med flere seniorkurser udskudt et år

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det skulle være så godt, og så blev det ... skudt ned.

Pensionister er et aktivt folkefærd, og der er stort pres på DLFs seniorkurser. I hovedstyrelsen er behov, ønsker og økonomi blevet drøftet igen og igen. Og sidste år gik fraktion 4s to repræsentanter, Kristian Fløj-Jensen og Else Johansen, ind for et forsøg med fire kurser i stedet for tre. Samtidig var man enige om at afprøve en delvis brugerbetaling på et par af kurserne. På den måde kunne budgettet på omkring en million kroner stort set holdes, og der kunne komme 100 pensionister mere på kursus.

Men det blev skudt ned af Lone Mygind Møller, fraktion 4s nye repræsentant i hovedstyrelsen. Hun var skeptisk over for brugerbetaling, som vil dele medlemmerne op i dem, der har råd, og dem, der ikke har råd, og hun mente, at kvaliteten ville falde.

Men Lone Mygind så især kritisk på, at to af de foreslåede kurser skulle være på halvandet døgn, mens de to andre skulle være på to et halvt døgn.

»Halvanden dag er for kort tid til at få etableret de sociale kontakter«, sagde hun og kaldte forslaget for discountkurser og en forringelse.

»Forslaget koster mere end den hidtidige ordning, og der kan komme 100 medlemmer mere på seniorkursus, så det er bestemt ikke en nedskæring«, sagde Stig Andersen.

Anders Bondo Christensen sagde, at hvis forslaget om et ekstra kursus blev opfattet som en forringelse, så var der bestemt ingen grund til at gennemføre det, for det var det modsatte, der var hensigten. Og det samme sagde organisationsudvalgets formand, Astrid Schjødt Pedersen.

»Hvis det opfattes som discount, så lad os opgive det«, sagde hun. Men hun ærgrede sig samtidig over, at foreningen så ikke fik afprøvet de nye modeller. På den måde kom man til at mangle pensionistdeltagernes direkte tilbagemeldinger.

Lone Mygind ønskede fire kurser a to et halvt døgn, men John Illum gjorde opmærksom på, at det ville sprænge den økonomiske ramme, og det er der ikke plads til i foreningens anstrengte budget. Lars Busk Hansen mente, at det ville have klædt forretningsudvalget, hvis det havde taget Lone Mygind med ind i planlægningsarbejdet; men Anders Bondo mindede om, at forslaget om flere pladser på seniorkurserne og forsøg med brugerbetaling er stillet på baggrund af talrige drøftelser gennem de sidste fire år i hovedstyrelsen.

Resultatet blev enighed om, at der i 2004 som hidtil gennemføres tre to-dagesseniorkurser, og Lone Mygind Møller fik lovning på at komme med i udviklingen af nye kursusmodeller for næste år.

-th