København sparer integrationskonsulenterne væk

Københavnske lærere, der underviser tosprogede, har hidtil kunnet søge hjælp på kontoret for Integration og Mangfoldighed. Men nu bliver samtlige pædagogiske konsulenter sparet væk. Tosprogslærerne mener, det sætter integrationen årtier tilbage.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Det her vil helt klart betyde en dårligere undervisning for de tosprogede elever og en ringere integrationsindsats, fordi vi ikke længere har en centralforvaltning til at formidle den nyeste forskning og omsætte den til praksis", siger funktionslærer i sprogcenteret på Hyltebjerg Skole i Vanløse Monica Edelmann til folkeskolen.dk.

Borgerrepræsentationen besluttede på sidste budget at spare 10 procent i centraladministrationen. I Børn og Ungdomsforvaltningen har man valgt at fordele besparelserne sådan, at der spares 46 procent i kontoret for integration og mangfoldighed. Det gør man ved at fyre eller omplacere seks ud af 14 medarbejdere. Dermed fjerner man samtlige pædagogiske integrationskonsulenter på skoleområdet.

Et stort savn i dagligdagen for skolerne

Det undrer Monica Edelmand, at man fuldstændig fjerner supporten på skoleområdet.

"Hvis vi i dag sidder med et konkret problem med at lære Fatima eller Ali at læse, eller der er problemer med skole-hjem-samarbejdet, så ringer vi til konsulenterne for at få hjælp og sparring, så det er en meget konkret hjælp til skolerne i hverdagen".

De pædagogiske konsulenter har desuden udstukket retningslinjer for integration og dansk som andetsprogsundervisningen. De har opstillet krav til efteruddannelse af lærerne, arrangeret fællesseminarer, omsat ny forskning til undervisningsbrug og lavet netværksmøder.

På skolerne har de fået at vide, at det nu er skolelederne der skal stå for vidensdeling og kompetenceudvikling på tosprogsområdet. Det mener hverken Monica Edelmand eller hendes skoleleder, Kenneth Christoffersern, at skolelederne har kompetencer til.

Ingen holder længere skolerne på sporet

Monica Edelmand frygter, at tilbuddet til tosprogede i København fremover vil blive forringet, fordi beslutningerne nu bliver lagt ud på skolerne. Kontoret har nemlig også fulgt op på, om penge til integration blev brugt rigtigt.

"Rigtig mange skoler i København er gældsplagede, så det er meget fristende at bruge de penge og timer, der bliver givet til dansk som andetsprog, til andre formål. Hidtil har kontoret for Integration og Mangfoldighed haft skolelederne til resultatsamtaler, hvor arbejdsgangene er blevet evalueret og skolelederne har skullet forklare sig. Det forsvinder også. Så nu er der ikke længere nogen til integrationsmæssigt at holde skolerne på sporet".

Funktionslærerne i København har skrevet til Borgerrepræsentationen i forsøg på at få dem til at ændre beslutningen.