Folkeskolereformen placerer lærerens samlede arbejde, herunder forberedelsen, på skolen. Det giver problemer.

Hvis dansklæreren af faglige grunde ønsker at læse en roman for eventuelt at bruge den i undervisningen, skal det ske på skolen. Forudsat at skolelederen tillader, at der bruges en halv snes timer af den utilstrækkelige forberedelsestid på opgaven.

Eksemplet viser en generel faglig akilleshæl ved reformfolkeskolen for alle fag: Reformen har fjernet lærerens råderum for selvstændig faglig udvikling. Aktiviteter af et vist omfang skal have grønt lys af lederen.

Samfundsfag har sit helt eget problem. Læreren er ikke længere »forpligtet« på at se TV Avisen og Nyhederne, Horisont og Deadline, læse Politiken og Kristeligt Dagblad samt lytte til Orientering på P1 for at kunne give eleverne et korrekt og spændende billede af virkeligheden og måske inddrage udsendelser og artikler i undervisningen, da etableringen af en sådan almenviden falder uden for forberedelsestiden - går jeg ud fra.

På den baggrund kan eleverne ikke længere regne med, at læreren har et aktuelt indblik i Ukraine-konflikten, Mellemøst-krisen, EU-politik, Eritrea-rapporten, dansk flygtninge- og indvandrerpolitik, dansk krigsdeltagelse med videre. At sætte sig ind i den slags er uforeneligt med forberedelsestidens omfang og struktur.

Men dansklæreren kan vel bare læse romaner og samfundsfagslæreren holde sig ajour som privatperson i deres fritid? Hvorfor dog det! KL har netop »normaliseret« lærerens arbejdstid som tilstedeværelsestid for at være sikker på at få, hvad den betaler for. Det får den så. Efter skoletid har læreren fri.

Ingen bør være i tvivl om, hvad et sådant system betyder for folkeskolens faglige niveau.