Den nye bekendtgørelse er både ydmygende og meningsløs for Thore, mener hans mor, Lise Danelund.
Voldsomme protester mod ny prøvebekendtgørelse i idræt
Forsøget på at undgå diskrimination af handicappede elever ved at fritage dem for at blive vurderet på kropslige færdigheder i idræt møder skarp kritik. Kritikerne mener, at ny bekendtgørelse ekskluderer børn med svære fysiske funktionsnedsættelser.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Politikerne og Undervisningsministeriet har ignoreret indsigelser fra både Dansk Handicaporganisationer, Muskelsvindsfonden og en gruppe forældre inden udarbejdelsen af en ny prøvebekendtgørelse, der ellers skulle afskaffe forskelsbehandlingen af handicappede elever.
Sådan lyder det fra formanden for Muskelsvindfonden, Simon Toftgaard Jespersen, der sammen med forældrene og Dansk Handicaporganisationer forgæves har forsøgt at forklare ministerium og politikere, at det eneste fornuftige ville være at åbne op for, at en lille gruppe elever med omfattende fysisk handicap helt kan fritages for idræt, fordi inklusion i idræt for dem ikke giver nogen mening.
Problemet opstod efter, at faget idræt blev et eksamensfag. Hvis idræt blev udtrukket som eksamensfag, ville elever med fysiske handicap ikke have mulighed for at få en fuld afgangseksamen, der kunne sikre optagelse på gymnasiet. Tidligere undervisningsminister Merete Riisager (LA) erkendte forskelsbehandlingen, og med en ny prøvebekendtgørelse har hendes efterfølger, Pernille Rosenkrantz-Theil (S) nu lagt op til at forbedre vilkårene for de handicappede elever.
Nu skal handicappede elever kunne slippe for bedømmelse i kropslige færdigheder
Den nye bekendtgørelse rummer således mulighed for, at elever med "betydeligt og varigt nedsat fysisk funktionsevne" fremover skal kunne slippe for at blive bedømt på de kropslige færdigheder i prøven i idræt. Det betyder, at de elever, der omfattes af den nye bestemmelse, alene skal prøves i sammensætning af praksisprogram og idrætsfaglig viden - men altså ikke vurderes ud fra deres kropslige færdigheder.
"Meningsløst, ydmygende og ekskluderende"
Men Lise Danelund, der er mor til Thore med muskelsvind, fik et chok, da hun læste den nye prøvebekendtgørelse - hvor udgangspunktet altså er, at elever med handicap kan fritages for den praktiske idrætseksamen, men stadig skal op i den teoretiske del af faget.
"Det må være en forglemmelse - en fejl, der hurtigst muligt skal rettes. Med ministeriets forslag skal Thore for eksempel sidde og se på sine kammerater i de pt. fire ugentlige lektioner, hvor klassen for eksempel spiller volleyball for at køre ind på banen i sin kørestol og høre med de to gange fem minutter, hvor de lærer om regler og taktik. Det er både meningsløst, ydmygende og ekskluderende", siger Lise Danelund.
Hun tilføjer, at der også er udendørs idrætslektioner, hvor Thore på grund af sin muskelsvind og risikoen for lungebetændelse simpelthen ikke kan observere undervisningen.
"Den problemstilling tager den nye bekendtgørelse heller ikke højde for", siger hun.
Ifølge Muskelsvindfondens formand, Simon Toftgaard Jespersen, har fonden sammen med en gruppe af forældre og Danske Handicaporganisationer forsøgt at overbevise politikerne om, at det ikke giver mening at forsøge at inkludere den lille gruppe af elever i idræt.
"De kan bruge tiden mere fornuftigt"
"Jeg forstår simpelthen ikke, at politikerne blot ignorerer sådan en indsigelse. Det eneste fornuftige er at åbne for, at en lille gruppe af elever med omfattende fysiske handicap kan fritages for idræt. De kan bruge tiden mere fornuftigt end at sidde og se klassekammeraterne være aktive i idrætstimerne", siger han i en pressemeddelelse.
Kritikerne af den nye prøvebekendtgørelse er enige om, at den nye mulighed for at blive fritaget for den fysiske del af idræt bør suppleres med det alternativ, at eleven har ret til at trække et andet eksamensfag fra den naturvidenskabelige pulje - altså det alternativ, som var gældende i den midlertidige ordning i skoleåret 2018-2019.
Nu vil Lise Danelund og hendes søn, Thore, sammen med Muskelsvindfonden søge foretræde for Folketingets undervisningsudvalg i et forsøg på at overtale dem til at ændre bekendtgørelsen.